Arabian Nights – Filmfestival
Arabian Nights er en festival, der sætter spot på nye film og dokumentarer fra den arabiske verden med instruktørbesøg, debatter og fest.
Hvor: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K
Hvornår: 19. august – 10. september 2017
Festivalen støttes af NASIM (Netværk af Studerende og Interesserede i Mellemøsten), Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, International Media Support og Dansk PEN.
”Jøder og kristne kommer i helvede, muslimer i himlen”, siger en ung algerisk mand, der sidder foran pc’en i en cybercafe et sted i Algeriet.
Der florerer mange myter om paradiset på internettet, og det er også her unge tiltrækkes til at sprænge sig selv i luften for at komme i paradis. De mest radikale påvirkes af myter fra religiøse lærde fra Saudi Arabien om mødet med de 72 jomfruer. Men hvad tilkommer så kvinderne, og hvilke tanker gør menige algeriere sig egentlig om paradis og efterlivet?
En af perlerne på den tredje Arabian Nights-filmfestival i Cinemateket i København zoomer ind på algeriernes opfattelse af paradis og livet efter døden. Filmen er en to timers sort/hvid roadmovie rundt i Algeriet på jagt efter radikaliseringens oprindelse og grobund, hvor man møder alt fra unge over islamistiske prædikanter til cremen af intellektuelle i Algeriet.
Jagten på radikaliseringen
Dokumentarfilmen af den 74-årige algeriske filminstruktør, Merzak Allouache, har den unge kvindelige journalist Nedjma i hovedrollen.
Nedjma er chokeret over de mange videoer, der florerer på internettet, på YouTube og Facebook, med ekstremistiske islam-prædikener henvendt til unge. Nogle af prædikanterne er ekstreme islamister, andre mere moderate. Hun sætter sig derfor for at undersøge, hvor videoerne kommer fra, og hvordan unge opfatter paradis og især betydningen af de 72 jomfruer, som koranen lover. Og i naturlig forlængelse af dette, må der også spørges til, hvad kvinders rolle i paradis egentlig er?
Svarene, der svinger fra åndelige længsler til religiøse fantasmer og porno-islamistisk propaganda, viser absurditeten i nogles overbevisninger, men fornuften fanger også beskueren. Journalisten taler med forfattere, kunstnere, en psykiater, kvindesagsaktivister og politiske grupperinger samt unge rundt om i landet og beder dem om at se videoerne.
Mange forestiller sig paradis som et rent og smukt sted, hvor alt er godt, hvor der hersker fred, og man kan få alt man drømmer om, som man ikke kan opnå i det jordiske liv. Andre ser paradis som et meget sanseligt sted, med smykker og paladser, og mænd nævner de 72 jomfruer som belønningen for et hårdt liv på jorden.
Ikke plads til kvinder i paradis
I ørkenbyen Timimoun i det centrale Algeriet, hvor alle kvinder går med slør, forsøger journalisten at få unge kvinder til at udtale sig, men end ikke ældre kvinder vil bidrage.
Det ender med at hun må spørge mændene, der befippet svarer, at der ikke er plads til kvinder i paradis, og tilføjer at en ugift kvinde kan vælge den mand, hun ønsker. Der er dog ikke 72 unge mænd til hende. Men hun kan få al den luksus, hun vil, for ’kvinder går meget op i det materielle, har brug for luksus og at pleje sig selv’, så de fremstår perfekte for mændene. En vis mand forklarer, at kvindernes skønhedsniveau topper, når de er 33 år.
”Der er altså ikke plads til alle os almindelige algierske kvinder i Paradis, der er mere eller mindre smukke, tykke og ældre,” konstaterer en ældre skuespillerinde i filmen. Også en moden malerinde finder tanken latterlig. Selv drømmer malerinden om et paradis, hvor man for eksempel ikke betaler skat.
Kvinderne chokeres især over de videoer, der indeholder prædikener med meget sanselige beskrivelser af kvindens former, hendes bløde hud, hvor selve blødheden fremhæves som målet for mændene. Prædikanterne lover også, at kvinderne vil flokkes om mændene, og at der vil blive skænket vin i lange baner – i et samfund, hvor alkohol er forbudt.
Undertrykt seksualitet
En psykiater forklarer, at de seksualiserede fremstillinger af paradis blandt andet skal få unge mænd til at udholde deres seksuelle frustrationer i et muslimsk samfund, hvor sex udenfor ægteskabet ikke er lovligt.
Det er en stor byrde for de unge at fortrænge deres drifter fra de bliver seksuelt aktive i teenageårene indtil de indgår ægteskab, som i gennemsnit sker 10 år senere. Psykiateren beklager Youtube-videoerne, ”fordi de forhindrer folk i at leve almindelige liv.” Unge mangler viden om religion og radikaliseres nemt af diffuse farlige ideer, der også spredes via rap-musikken, der har særlig appel til unge mænd.
En kvindesagsaktivist afviser videoernes forbrug af kvinder som varer: ”Man handler for at komme i paradis”, siger hun og hævder, at forbud fører til mere vold, voldtægt og incest.
Samtalerne med algeriske intellektuelle og kunstnere viser, at de seksualiserede forestillinger om paradis er intensiveret de senere år. Generelt tjener forestillingerne til at få unge til at udholde en vanskelig tilværelse præget af ringe fremtidsmuligheder, høj arbejdsløshed og stor fattigdom.
Forestillingerne tjener også til at retfærdiggøre politisk tyranni, baseret på rå magt, hvormed de indirekte er med til at legitimere regimet i Algeriet, der har været styret af Den Nationale Befrielsesfront siden Algeriets befrielse fra kolonimagten Frankrig i 1962.
Dræbe for at få sex
I nogle af videoerne taler imamer meget åbenlyst om sex, skønhed og produkter, som kvinder skal bruge for at gøre sig lækre, som Nivea creme og Vaseline. Prædikanterne nævner ligefrem særlige mærker, som pigerne forventes at bruge.
Den algierske forfatter Kamel Daoud siger i filmen, at de ”porno-islamiske fremstillinger af paradis er direkte skadelige, fordi de ikke længere indeholder moralske værdier, som at være god eller ond. Tværtimod ægges de unges fantasier om sex, og i dag bygger paradis mere på markedsværdier og reduceres til produkter, man kan købe sig til.”
”Sex er blevet til en kulturel besættelse, og paradis er blevet til et begreb, der forhindrer og ødelægger livet og arbejdet. Vi har telte over vores hoveder, der forhindrer folk i at tænke selv og devaluerer religionens betydning i menneskers dannelse” siger Kamel Daoud. Han drømmer selv om et paradis med retfærdighed og fred, som en modvægt til livet og et sted uden arbejde, f.eks. kronikker, der skal skrives.
Paradisvideoer dyrker volden
”Wahabismens kultur er kræft for vores samfund, alle taler om forbud, hallal, og det er med til at skabe mere vold. Man skal huske at man ikke er født som jihadist, det er noget, man bliver. Normalt er bøger dyre, men jihad-bøger er billige, og saudierne har mange penge, og derfor er det nemt for dem at sprede den slags demagogi. Før brændte man bøger, nu har vi en bog, der brænder hele verden. Udfordringen er kulturel og skal løses med kultur og uddannelse”, siger forfatteren Kamel Daoud.
En tidligere salafist, der arbejdede for FIS fra han var 15 til han var 19 år, forklarer, at tanken om de 72 jomfruer skal bruges for at tiltrække unge mænd til islam, og gøre dem i stand til at bruge vold, dræbe og ofre sig selv for jihad for at få sex.
”Nogle prædiker, at livet på denne jord er værdiløst, at livet er døden, så det handler om at arbejde og tro for siden at komme til det himmelske paradis. Her forbindes jihad med rettigheder. Udfører du jihad har du ret til 72 jomfruer.” Han tilføjer, at undersøgelser viser, at de fleste algiere, der har udført jihad, kommer fra Saudi Arabien. Mere moderate versioner taler også om livet her og nu som værdifuldt, hvor paradis er belønningen for det ’rigtige religiøse’ liv.
Enkle løsninger på politisk kaos
Viden om islam og uddannelse i Algeriet er generelt ikke høj, hvilket bidrager til, at sådanne forestillinger om paradis kan udbredes, siger en sociolog i filmen. Politisk islam kan påvirke folk, fordi andre åndrige traditioner ikke holdes i hævd, og fordi det ikke er lykkedes at reformere islam i Algeriet. Derfor får enkle løsninger lov til at fylde. Han tilføjer, at algierne er blevet mere intolerante og religiøse, i alt fald på overfladen, end tidligere.
En ung kvindelig maler, der oplever et samfund præget af myrderier og konflikt, drømmer om et paradis fyldt med musik og farver, og hvor kvinders værdier får lov at fylde. I modsætning til denne forestilling, viser filmen et udpræget mandsdomineret samfund, der hylder mænds seksualitet og voldsanvendelse.
Vi besøger blandt andet en sportshal, hvor unge drenge får kamptræning. Træneren afviser at træne unge piger, selvom pigernes familier presser på, ”fordi drenge har mange hormoner i den alder, og toiletforholdene ikke er gode nok til pigerne.” Det er også et samfund, hvor mange radikale tanker trives i mangel af oplysning, hvor bøger som Hitlers ’Mein Kampf’ sælges i høj kurs på det sorte marked.
Arealmæssigt er Algeriet Afrikas største land, som vi hører meget lidt om i Norden. Algeriets filmproduktion fylder knap så meget i Nordafrika, og kvaliteten ligger normalt under film fra Marokko, Tunesien og Ægypten.
Generelt er den algierske filmproduktion på tilbagetog, og landet oversvømmes af udenlandske satellitter. Der har ikke været meget kulturel udveksling med Algeriet, der var lukket for omverdenen i mange år, senest på grund af aflysningen af valget i 1991, da islamisterne stod til at vinde. Det førte til en blodig borgerkrig gennem 1990’erne med flere hundrede tusinder døde. Så filmen Investigating Paradise om det sociale Algeriet falder på et tørt sted.
