Gå til hovedindhold

Mobile menu

IUCN: Belize har fjernet trussel mod undersøisk verdensarv

Belizes koralrev er på UNESCO's liste over verdensarv, men i 2009 blev det kategoriseret som "i fare". Siden da har regeringen i det mellemamerikanske land bl.a. forbudt olie- og gasudvinding, og det har hjulpet. 

Belizes store koralrev, der er på UNESCO's liste over verdensarv, er i bedring. 

Nu anbefaler den internationale naturorganisation IUCN nemlig at fjerne naturvidunderet fra listen over verdensarvi i fare. 

Det skyldes ikke mindst regeringen i det mellemamerikanske land, som har indført forbud mod olie- og gasudvinding samt øget beskyttelsen af områdets mangrovetræer. 

"Belizes langsigtede tiltag med afgørende handling for at beskytte et af planetens fineste koralrev er inspirerende for Konventionen om Verdensarv og et stort skridt fremad for global naturbeskyttelse", forklarer Peter Shadie, seniorrådgiver ved IUCN. 

På fare-listen i 2009

Listen over verdensarv i fare skal skabe opmærksomhed om truslen mod vidunderne på UNESCO's liste over verdensarv, så der kan sættes ind mod forfaldet. 

Belizes koralrev kom på den "sorte" liste over truede naturvidundere i 2009. Truslerne kom bl.a. fra turisme samt udvinding af olie og gas. 

Koralrevet er en del af det store Mesoamerikanske Koralrev, der er klodens andenstørste efter Australiens Great Barrier Reef. 

Området illustrerer koralrevenes evolutionære udvikling, og er et samlested for flere truede dyrearter, skriver UNESCO bl.a. i beskrivelsen af naturperlen.