Jacob Holdt fylder 70

Forfatter billede

Fødselaren, der er præstesøn fra Vestjylland, er en af landets store folkeoplysere og drager land og rige rundt med sine foredrag.

Især bogen og lysbilledshowet "Amerikanske Billeder" har været set af titusinder. Her var han dog involveret i en sag i oktober 2015.

Indtægterne fra bogen og lysbilledshowet skulle angiveligt være brugt til et afrikansk hospital. Jacob Holdt sagde, at han via sin fond støttede nødhjælpsprojekter i Afrika efter forbillede fra sit store idol, den tyske læge og teolog Albert Schweitzer (1875-1965), der er kendt som et af de forrige århundredes største filantroper i Afrika.

"Megen u-landshjælp gør ingen nytte. Snarere tværtimod. Sådan var det også med mine projekter, men jeg byggede et hospital i Angola, og bagefter har jeg hørt fra adskillige i Namibia, at jeg reddede deres liv. Det har altid været en barnedrøm at bygge et hospital som Albert Schweitzer (i Lambarene i Cameroun, red.). Så den drøm gik da i opfyldelse," fortalte han i 2009 til Weekendavisen.

Men ifølge Weekendavisen i oktober 2015 blev det aldrig til et hospital i Afrika. En stor del af de penge, Holdt skød i sin fond, er i stedet gået til at finansiere Holdts egne udgifter, selskaber og projekter, dokumenterer bladet.

Den verdenskendte forfatter bekræftede i en mail til avisen, at han på grund af finansielle omstændigheder ikke lykkedes med at bygge eller drive et hospital i Afrika.

Det fratager ham imidlertid ikke hans store idealistiske engagement i et omskifteligt og farefyldt liv, der i december 2014 førte til at han blev indlagt på intensv på Riget med en ondartet lidelse, som han dog kom sig over.

Privat er han gift med Vibeke Rostrup Bøyesen og parret har to børn. Det er sønnen Daniel Rostrup Holdt og datteren Isabella Lucie Rostrup Holdt. Sønnen er fulgt i sin fars fodspor med rejser gennem USA, Tyrkiet, Iran, Pakistan og Kina.

Mere om Jacob Holdt på Wikipedia

Se også hans personlige website og Globalnyts omtale af Care-prisen, omtalen, da han var indstillet til livsvarig ydelse fra Statens kunstfond samt vor omtale, da han blev 60