Jens Nauntofte er død

Jens Nauntofte.


Foto: Underholdningsbureauet
Forfatter billede

Efter at have været ansat som journalist hos dagbladet Information, kom Jens Nauntofte til DR i 1977. Den utrættelige mand var ofte i brændpunktet i sin lange karriere, hvor han endte med at være kendt af Gud og hver mand som den dygtige reporter han var.

Ud over Israel-Palæstina spørgsmålet var han med i 1967, da seksdageskrigen mellem Israel og Egypten brød ud.

Han var med i 1975, da Saigon faldt, og Vietnam-krigen sluttede.

Han har rapporteret fra krigene i Eritrea og Sudan, og var på pletten i 1989, da Berlinmuren faldt.

I løbet af sin tid i DR har Jens Nauntofte været studievært på TV-Avisen og redaktør på nyhedsmagasinet Horisont. Det var dog ikke kun på TV, at han gjorde sig bemærket, han var også med til at starte det populære P1-radiomagasin Orientering.

Fra 1999 til 2004 var han udenrigskorrespondent for TV-Avisen med base i Berlin og København.

"Nauntofte står som en af dansk udenrigsjournalistiks største pionerer. Han har givet perspektiver på begivenheder i verden til generationer af danskere, og han nød til det sidste stor respekt blandt sine tidligere kolleger", siger Ulrik Haagerup, DR's nyhedsdirektør.

Fra shipping-mand til journalist

Egentlig var det slet ikke meningen, at Jens Nauntofte skulle være journalist. Den unge mand fra Viborg tog en shipping-uddannelse og troede, at han ligesom sin bror skulle arbejde i et rederi.

Det gjorde han også, men meget kort, for et ophold på Askov Højskole i 1960 fik ham på andre tanker.

Han solgte sine ejendele, købte en rygsæk og tomlede gennem Europa og Mellemøsten, hvor han bl.a. arbejdede et år i en kibbutz i Israel. Her begyndte han at skrive lidt hjem til Kristelig Dagblad, hvor hans morfar havde været chefredaktør.

Efter årene på farten vendte Jens Nauntofte hjem og begyndte at læse historie på Københavns Universitet og arbejdede samtidig som freelancejournalist på dagbladet Information og DR, hvor han senere blev fastansat og arbejdede, indtil han gik på pension som 70-årig i 2008.

Eller det vil sige ikke helt, for siden havde han sin egen foredragsvirksomhed og skrev flere bøger. Bl.a. 'Tyrannernes fald – en rejse i det arabiske forår', som han begik efter en 18 måneders rundrejse i oprørslandene Syrien, Egypten, Libyen og Tunesien i 2011 og 2012.

Se Globalnyts anmeldelse af den på http://globalnyt.dk/content/nauntofte-det-arabiske-forar-handlede-ikke-om-demokrati 

Mindeord fra Steffen Gram

Kollegaen Steffen Gram skriver bl.a. i et mindeord:

"Jens Nauntofte havde netop afleveret manuskriptet til endnu en bog, da han gik bort – bogen om sin tilværelse. En tilværelse, der begyndte fjernt fra den journalistiske verden. Da han fandt vejen, begyndte han som skrivende journalist. Han blev radio-journalist på P1 i Danmarks Radio.

Han blev tv-journalist – fast leverandør til tv-aviser som til Horisont. Hvor andre gav op og henfaldt til journalistiske vaner, prøvede Jens Nauntofte nye veje igen og igen. Han brugte sig selv i historien, før det blev journalistisk mode – også når det gjaldt besøg i et tyrkisk bad i Istanbul.

Og han kunne selvfølgelig også være besværlig, som alle spændende mennesker kan være det, fordi han stillede krav – til sig selv og til sine omgivelser.

Jens Nauntofte var en sjælden journalist og et sjældent menneske, der sammen med sin hustru Maria Stenz var generøs, gæstfri og betænksom som ingen andre".

Se også Globalnyts omtale af ham, da han blev 75, på

http://globalnyt.dk/content/nauntofte-blir-75

Jens Nauntofte blev født 8. oktober 1938 og døde 27. marts 2017.

Han bisættes fra Kristkirken på Enghaveplads 18 på Vesterbro i København fredag d. 7. april kl. 14.00