Gå til hovedindhold

Mobile menu

Juletanker til de hårdest ramte

Vi må ikke lade menneskeskæbnerne fortone sig bag statistikker. Det er jo mennesker som Leila, Alim og Lusine, hjælpeorganisationer er sat i verden for.
Vi må ikke glemme, at der bag alle nyhedsoverskrifter gemmer sig rigtige mennesker af kød og blod, hvis højeste ønske er at kunne leve en tilværelse uden frygt og nød, skriver Kim Hartzner.

Vi må ikke glemme, at der bag alle nyhedsoverskrifter gemmer sig rigtige mennesker af kød og blod, hvis højeste ønske er at kunne leve en tilværelse uden frygt og nød, skriver Kim Hartzner.

Mission Øst

Vi bombarderes dagligt med nyheder om krig og katastrofer. Nyhedsfeedet på twitter og facebook bugner af sager og statistikker, og selv er vi som ngo’er flittige til at fortælle om vores programmer og projekter.

Også fra Globalnyt får vi en strøm af nyheder fra den store verden på nyhedsmailen tre gange om ugen. Det er prisværdigt, og det giver et fint overblik.

Men vi må aldrig glemme dem, det i virkeligheden drejer sig om: Mennesker. Børn, forældre, unge, gamle, fattige og hårdt ramte familier. Mennesker ligesom du og jeg, der blot er havnet i klemme mellem stridende parter eller tilfældigvis er født i en fattig del af verden.

Dem vil jeg sende mine tanker denne jul. Deres forhåbningsfulde øjne har mejslet sig fast. Deres udstrakte hænder kalder konstant på mig.

Dem vil jeg hjælpe alt, hvad jeg kan. Og det er dem, der er målet med alle planer, programmer og projekter.

Jeg tænker på yezidi-kvinden Leila og hendes børn, der i to år levede som fanger under Islamisk Stat i Irak. Leila og hendes mand, Hassan, ved stadig ikke, hvor tre af deres børn er blevet af.

Jeg tænker på gamle Alim Khan, der sammen med sin familie måtte flygte fra sin landsby under kampe i Afghanistans Kunduz-provins. Familien opholder sig nu i en flygtningelejr, hvor de har modtaget en tank til rent drikkevand af Mission Øst.

Og jeg tænker på unge Lusine fra Armenien, som er født med synshandicap og derfor droppede ud af skolen. I dag får hun specialundervisning fra lærere, som har fået  træning i inklusion fra Mission Østs lokale samarbejdspartner Bridge of Hope.

Sådan kan jeg blive ved. Hvert eneste hjælpeprojekt er rettet mod mennesker, som fortjener en værdig tilværelse og muligheden for at forme deres egen fremtid.

Det er mødet med dem, der driver mig. Og det er deres taknemmelighed, der rører mig og viser, at hjælpen nytter. Som når gamle Alim Khan siger tak på vegne af de fordrevne: ”Den kom i rette tid!” Eller når Leila glæder sig over, at de to børn, hun stadig har hos sig, kan komme til hægterne i Mission Østs børnecenter: ”Det er virkelig godt for børnene, for nu glemmer de, hvad de har været udsat for!” Og når Lusines mor må erkende: ”Havde det ikke været for sundhedscentret, ville Lusine ikke kunne gå i skole!”

Strømmen af barske nyheder kan let tage modet fra os, og menneskeskæbner kan let fortone sig i det store billede. Men vi må ikke glemme, at der bag alle nyhedsoverskrifter gemmer sig rigtige mennesker af kød og blod, hvis højeste ønske er at kunne leve en tilværelse uden frygt og nød.

Det er dem, hjælpearbejdet er sat i verden for!