Kæmpe luftfoto hylder Roskilde Festivals budskab

roskilde2016
”Equality” – lighed - er tema for den verdensberømte musikfestival i år og de næste tre år. Bogstaverne blev filmet ovenfra af en drone.
Foto: Dronops Productions for Mellemfolkeligt Samvirke
Laurits Holdt

Med snorlige rækker og godt samarbejde lykkedes det de kåde festivalgæster at danne ordet ”Equality” – lighed, som netop er tema for den verdensberømte musikfestival i år og de næste tre år, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Mellemfolkeligt Samvirkes kampagnekoordinator Maja Andersen siger:
“Det er super fedt, at så mange her på festivalen er med på at give lidt af sig selv for at sende det vigtige budskab om lighed og solidaritet ud i verden. Menneskerettigheder tilhører alle.”

“For en international festival som Roskilde giver det virkelig god mening at sætte fokus på ”Lighed”. Det synes vi er megasejt og vigtigt. Ligesom Roskilde Festival tror vi på, at musik og kunst kan ændre verden. Vi tror på, at unge i hele verden har potentialet til at skabe forandringer.”

Mellemfolkeligt Samvirke er ”holdningspartner ” med Roskilde Festival 2016. Frivillige fra organisationen har været aktive i dagene før portene til festivalpladsen blev åbnet og har bevæget sig rundt i campingområdet og opfordret festivalgæsterne til dialog, refleksion og statements om ulighed og lighed.

“Der er super god stemning. Før eventen var vi ude og tale med festivalgæsterne. Det er tydeligt at lighed både handler om det helt nære som fx lighed mellem kønnene og så de store ting som fred og demokrati i hele verden. Vi oplever at rigtig mange er engagerede i det her spørgsmål, fordi det er så tydeligt at ressourcer og magt og økonomi er alt for skævt fordelt,” siger Maja Andersen i pressemeddelelsen.

Følg med på Facebook og Instagram under #RFequality og #EqualityBecause og #FightInequality

Med partnerskabet modtager Mellemfolkeligt Samvirke desuden en donation på 400.000 kroner.

Pengene går til vores Globale Platforme, som ligger i El Salvador, Palæstina, Ghana, Kenya, Zambia, Jordan; Bangladesh, Myanmar og Danmark og er et aktivistcenter for unge og andre, der arbejder frivilligt eller professionelt med at skabe udvikling og med at bekæmpe fattigdom og undertrykkelse.

Se også www.ms.dk/ulighed.