Kagame vinder valget med 98,63 procent af stemmerne

Laurits Holdt

Der var tre kandidater at vælge imellem – Frank Habineza fra fra Democratic Green Party og den uafhængige kandidat Philippe Mpayimana. Habineza fik 31.633 stemmer og Mpayimana fik 49.117.

Kagame fik 6.650.722 stemmer, hvilket svarer til 98,63 procent af stemmerne. Til sammenligning fik Habineza 0,47 procent og Mpayimana 0,73 procent. Alle tallene stammer fra landets valgkommission, der har offentliggjort dem på Twitter.

Efter sejren holdt Kagame en TV-transmitteret tale, hvori han blandt andet sagde, at han vil fortsætte landets økonomiske vækst, rapporterer BBC.

I 2015 blev landets grundlov ændret, så Kagame nu kan sidde på posten frem til 2034, hvis han og vælgerne vil det sådan.

De to modkandidater har begge klaget over chikane fra Kagames tilhængeres side under valgkampen og siger ifølge BBC, at det er årsagen til, at kun få mennesker mødte op til deres valgmøder. Det afvises dog af Kagames parti

Læs mere om optakten til valget, situationen i landet og baggrunden for den enorme vælgertilslutning til præsidenten i Johanne Møllers artikel Rwandas præsidentvalg er afgjort inden det starter (04.08.2017)