Kampen for at blive menneske igen efter borgerkrig

Riding on a Cloud er en fragmenteret fortælling om én mands skæbne: en skæbne, som er formet af handlinger besluttet af andre, og som kun ét muligt menneskeligt udtryk har – nemlig tragedie. Der er 875 mio. skydevåben i omløb på verdensplan, og Riding on a Cloud fortæller historien om, hvad blot et enkelt projektil kan gøre.

På teatret Sort/Hvids scene sidder en begyndende tyndhåret mand iført lys denimjakke og lyse denimbukser. Det er den farve, som igen er dukket op i bybilledet, men hos Yasser, som bærer denimtøjet, er det tydeligt, at tøjet er fra dens oprindelige modebølge. Det er som en henvisning til, hvordan tiden har været gået i stå.

Da den libanesiske borgerkrig kom til en dansk skolegård

Året er 1987. Radioen spiller Whitney Houston med “I Wanna Dance with Somebody”.

I Danmark går alle i selvsving over Bille Augusts Gyldne Palmer og Oscar for filmen Pelle Erobreren. Jeg selv gik i 5. klasse i Rosengårdskolen i Odense. En dag kom der en ny elev i klassen. Han hed Fadi, og han talte ikke dansk.

Jeg spillede altid fodbold i frikvarteret, hvorfor min lærer mente, at jeg skulle tage ham med. Fadi blev meget hurtigt meget upopulær, for på fodboldbanen tacklede han os alle voldsomt og skubbede til os, så vi faldt. Vi kunne ikke forstå, hvorfor han ikke kunne være som os andre. Vores lærer sagde, at Fadi var flygtet fra en borgerkrig i Libanon. Det var mit første møde med krigen i Libanon.

Samtidig, 4.300 kilometer væk

I Beirut løber Riding on a Clouds hovedperson, Yasser, en februar-dag ud på gaden i Beirut. Han har netop hørt, at hans farfar er blevet dræbt. I chok løber han rundt blandt de faldefærdige og gennemhullede bygninger.

Få sekunder efter rammes han af et projektil affyret fra en af disse bygninger. Øjeblikket efter falder han til jorden. En snigskytte har ramt ham i hovedet, men Yasser overlever mirakuløst. Det held havde 120.000 andre libanesere ikke, som i løbet af den 15 år lange borgerkrig mistede livet.

Kødbyen, 31 år senere

På scenen sidder Yasser bag et skrivebord. Foran ham ligger en stor stak CDer, adskillige bånd samt en båndoptager. Det hele ligger perfektionistisk på bordet, og bliver periodisk rykket en millimeter for at sikre, at de fortsat har samme placering som tænkt. CDerne er små videoklip, som Yasser spiller en efter en. De fortæller en fragmenteret historie om overlevelse og de synlige mén, skudepisoden har efterladt ham med.

Yassers fortælling er en fortælling om ham selv – om en mands kamp for at vende tilbage til livet og til sit eget oprindelige jeg. Igennem lyd og video forsøger han at rehabilitere sig selv efter sin hjerneskade, mens han giver tilskueren et blik ind i borgerkrigens realitet.  

Fortælleformen er simpel, og opsætningen sikkert ordinær, som måske vil blive bemærket af mere teaterkyndige anmeldere. Men selvom fortælleformen er simpel, gør den indtryk. Yasser, der er delvist lam i venstre side, viser med enkle midler, hvad krig gør.

Udover sin delvise lammelse, lider Yasser også af en hjerneskade, som gør, at han har svært ved at forstå alt, hvad der ikke er fysisk. Det vil sige, at han ikke er i stand til at forstå, hvad en blyant er, når han ser den på et billede, men at han forstår, at der er tale om en blyant, så snart han får den i hånden i den fysiske form.

Vores indbyggede blindhed

Rigtig mange mennesker blev dræbt i den brutale borgerkrig i Libanon mellem 1975 og 1990. Rigtige mennesker som aldrig nogensinde kom til at cykle igen. De kom aldrig til at købe en overskåret med creme eller bare gå en tur i solskin. De forsvandt. Alt dette ved man, for man har set det i fjernsynet og i billeder printet i aviser.

Jeg tror, at der i virkeligheden er mange, som lider af samme lidelse, som Yasser. Vi ser billeder af krig, af døde mennesker, men vi registrerer dem ikke, for vi kan ikke lugte dem, og vi har ikke deres døde kroppe i vores hænder. Det, som Riding on a Cloud gør, er at give blyanten i tilskuerens hånd.

Pludselig forstår man, hvad det vil sige at blive ramt af et styk 14 mm metalprojektil, der kommer flyvende med 2800 km/t mod een. Man forstår i et glimt, hvad krigen i Libanon var, og hvad den gjorde ved de mennesker, der blev berørt af den.

Den 55 minutter lange forestilling, der er instrueret af Yassers egen bror, Rabih Mroué, er ikke unik eller kunstnerisk exceptionel. Til gengæld er den håndholdt og ægte i sin formidling. Og den formår at få tilskueren til at forstå det, som ofte går tabt i mediernes gengivelser – nemlig at krig føres med rigtige skæbner som din og min.