Kjeld Holm hædres med forsølvet håndtaske

Kjeld Holm


Foto: De radikale
Forfatter billede

Kjeld Holm modtager den forsølvede håndtaske for sin insisteren på, at vi både kan og bør gøre det bedre. Både for dem, der ikke har muligheder som alle andre, og dem, der på grund af seksualitet, religion og hud- eller hårfarve har svært ved at blive accepteret som lige så værdige som alle andre.

Marianne-prisen blev indstiftet af Radikale Venstre i 2007 for at markere afslutningen på Marianne Jelveds tid som gruppeformand. Prisen går til en person, som i sit virke har vakt manges beundring, taknemmelighed og respekt.

Modtageren er også en person, der har gjort en uegennyttig indsats for folkestyret. Sammen med æren af at vinde Marianne-prisen og håndtasken får modtageren en check på 10.000 kr.

I år har Kjeld besluttet at donere pengene til Folkekirkens Nødhjælp og SAND, som er de hjemløses organisation.

”Årets prismodtager har gennem en menneskealder været en fast stemme for humanismen i den offentlige debat. Og gennem hele sit virke været en støtte for de udsatte, de små, dem udenfor. Kampen har været uforfærdet, også når har kostet verbale tæsk i offentligheden. Og det har det ofte. Sådan er det jo, når man stædigt holder fast i sine principper” sagde landsformand Svend Thorhauge bl.a., da han overrakte prisen til Kjeld Holm.

Selv giver Kjeld Holm følgende forklaring: "Det kommer af et uudryddeligt engagement, at jeg synes, at verden kommer mig ved. Og i mit voksne liv har jeg fået den gave at møde urædde mennesker, der turde sætte noget i værk og ikke undveg konflikter og ballade”.  

Kjeld Holm forlod bispestolen i Århus sidste år efter 21 år i embedet.

Tidligere modtagere

2007: Marianne Jelved, politiker
2009: Uffe Ellemann-Jensen, politiker
2012: Eva Smith (Prisen skulle være uddelt i 2011, men grundet et folketingsvalg blev det udskudt til 2012).
2014: Benny Andersen, forfatter
2015: Connie Hedegaard (ifm. Radikale Venstres 110 års jubilæum)
2016: Kjeld Holm, fhv. biskop i Aarhus Stift.