Det er nu en måned siden, at det internationale klimatopmøde i Paris kulminerede med glædestårer, omfavnelser og verdens første, globale klimaaftale. De fine ord og mål skal nu omsættes til handling. Paris-aftalen er absolut ikke perfekt. Det halter især med solidariteten med de fattigste og mest sårbare lande, der ikke fik nødvendig sikkerhed for, at de rige lande hjælper dem med at tilpasse sig tørker, oversvømmelser, stigende vandstand og ekstreme vejrfænomener.
Men én ting står klart: Paris-aftalen slår et stort søm i den fossile industris ligkiste. Udviklingen mod en verden, der drives af grøn, vedvarende energi har i dén grad fået fart på.
Vi har imidlertid også travlt, hvis vi skal forhindre, at klimaforandringerne løber løbsk. Verden sigter nu mod at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grad, bl.a. fordi selv 2 graders temperaturstigning vil føre til uoprettelige skader i især de mest sårbare lande. Problemet er, at de klimaplaner, som 187 lande har meldt ind til FN, vil føre til temperaturstigninger mellem 2,7 og 3,5 grader. Der er altså en anseelig kløft mellem aftalens mål og midler, og vi skal hurtigst muligt i gang med at bygge bro mellem de to.
Blækket var da også knapt tørt på Paris-aftalen, før Frankrigs præsident Hollande gik på talerstolen for at understrege nødvendigheden af, at ambitionerne hæves hurtigst muligt. Samme melding kom fra industrisværvægtere som Adidas og Aldi, der offentligt krævede en grundig overhaling af EU’s klimapolitik. At fortsætte business as usual efter Paris er ganske enkelt ikke en mulighed. De første byggesten til broen over ambitionskløften skal lægges nu, og det må og skal betyde ændringer i både den europæiske og danske indsats.
Europas statsledere mødes i midten af marts for at diskutere, hvad Paris-aftalen skal betyde for EU’s egne klimaambitioner. Her er den åbenlyse konklusion, at EU’s mål lige nu ikke er forenelige med det globale ambitionsniveau og det derfor skal hæves snarest. Et stærkere hjemmemarked vil også komme den grønne industri i Europa til gode. Det er ikke Europa, der leder verden inden for vedvarende energi mere. Tværtimod. Mens Kina fyrer på alle cylindre og slår den ene rekord efter den anden i udbygningen af sol og vind, så halter Europa gevaldigt efter.
I en tid, hvor Paris-aftalen har sat yderligere damp på den grønne omstilling, har Løkke-regeringen hidtil udmærket sig ved i stedet at sænke klimaambitionerne– til stor frustration for både erhvervslivet og de grønne organisationer. Verden har brug for rollemodeller, og det er også årsagen til, at lille Danmark hidtil har spillet en langt større rolle i den globale, grønne omstilling, end vores størrelse tilsiger. Det er ikke bare et spørgsmål om de reduktioner, vi selv foretager, men også de reduktioner, vi inspirerer til i resten af verden.
Danmarks rolle som grøn bannerfører er alvorligt truet, men hvis vi rubber neglene, kan vi sikre, at vi også i fremtiden vil være arnested for morgendagens teknologier, til glæde for både erhvervsliv og beskæftigelse. Eksport af grøn teknologi er Danmarks absolut største aktiv, og Løkke & Co. gør hverken erhvervslivet eller klimaet nogen tjeneste ved at drosle ned på ambitionerne. Tværtimod.
Paris har udstukket kursen mod et fossilfrit samfund. Nu skal politikerne følge trop.
Kilde: 92-gruppens nyhedsbrev februar 2016
Jens Mattias Clausen er klimapolitisk rådgiver ved Greenpeace
