Tid: 24/02/2017 11:00 til 24/02/2017 14:00

Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K

Arrangør: N/A

Kom igang med at bruge film i forskning

 

Dokumentarfilm kan ofte være det perfekte afsæt til at diskutere forskning – og film er som medie meget velegnet til at formidle forskeres arbejde på grund af sin nærhed og detaljerigdom.

Alligevel er der endnu kun knyttet små bånd mellem film og forskning.

Stadig flere film er baseret på forskning eller lavet i samarbejde med forskere – men springet fra tung tidsskriftartikel til forskningsbaseret film kan være svært, og ofte kræver det hjælp fra erfarne filmfolk.

Det forsøger DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) og Cinemateket at lave om på med filmfestivalen Docs & Talks fra 21. til 26. februar 2017.

Festivalen har to hovedformål: at formidle viden på en anderledes og spændende måde til et bredt publikum – og at hjælpe flere forskere i gang med at bruge filmmediet.

Som en del af filmfestivalen samler vi derfor forskere og repræsentanter fra filmbranchen til et tværfagligt symposium med temaet: hvordan kommer man i gang med at bruge filmmediet i forskning?

Se eksempler på hvordan forskellige typer af forskning finder vej til det store lærred. Mød aktive forskere, filmskabere, producenter og udviklingschefen for støtteområdet Dokumentar på Det Danske Filminstitut.

Symposiet henvender sig til forskere, studerende, filmfolk og andre interesserede i film og forskning.

Se i øvrigt det fulde program for filmfestivalen Docs & Talks

 
 

Talere

Kristian Møller Moltke Martiny, postdoc fra Department of Media, Cognition and Communication på Københavns Universitet. Kristian fortæller om forskning på film, med eksempler fra naturvidenskabelige grene af forskningen, som han aktivt har samarbejdet med dokumentarfilminstruktører om – herunder Christian Sønderby Jepsens prisvindende dokumentar 'Naturens Uorden' om spastikeren Jacob Nossell, som udfordrer normalitetsbegrebet.
 

Sine Plambech, ph.d., antropolog, forsker på DIIS og filminstruktør. Sine fortæller om visuel formidling af etnografisk forskning og om processen i samarbejde med filminstruktør Janus Metz. Sine viser eksempler på tidligere filmværker 'Fra Thailand til Thy' og 'Fra Thy til Thailand, Becky's Journey samt Sine Plambech og Janus Metz' kommende film.
 

Camilla Nielsson – Antropolog og filminstruktør. Camilla fortæller om det politiske studie i arbejdet med sin prisvindende dokumentar 'Democrats' – om Robert Mugabes Zimbabwe. Democrats følger over tre år regeringspartiets og oppositionens kamp om indholdet af en ny forfatning, der skal forme landets fremtid.
 

Ane Mandrup, udviklingschef, dokumentar og kort fiktion – konsulentordningen, Det Danske Filminstitut, og

Signe Byrge, cand.comm. i Internationale Udviklingsstudier og Kommunikation, prisvindende producent – Signe står blandt andet bag prisvindende film som The Act of Killing, The Look of Silence og Håbet bag Hegnet. Ane og Signe vil fortælle mere om hvordan man som forsker kan tilgå og indgå partnerskaber med filmbranchen.

 

Program

 

11.00 – 14.00

Indlæg fra de 5 talere. Kort frokostpause med forplejning og mulighed for at netværke i Astabar.

   

Praktisk information

 

Seminaret foregår på dansk.

 

Pris: 200 kr. (150 for studerende) inkl. forplejning. Billetter købes hos Cinemateket via 

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Film.aspx?filmID=f34398

Tilmeldingen er bindende.

Yderligere oplysninger hos:

Mira Bach, Forum for Film og Formidling på tlf. 31 12 10 03 eller [email protected]