Konrad von Rauschenberger er død

Forfatter billede

Civilingeniør Konrad von Rauschenberger, Helsinge, der i 1956 var medstifter af og mangeårig direktør for det rådgivende ingeniørfirma Nielsen og Rauschenberger (i dag NIRAS), sov stille ind natten til tirsdag. Han blev 90.  

Foto: Niras

Begravelsen finder sted fra Søllerød Kirke i det nordlige København fredag d. 23. januar, kl. 11.

Rauschenberger stammede fra Ungarn, hvor han var født i byen Pécs og faderen, Adolph Rauschenberger, var departementschef.

Han studerede på Det Kgl. Tekniske Universitet i Budapest, men flygtede under dramatiske omstændigheder som blind pasager på et troppetransporttog til Danmark i Anden Verdenskrigs slutfase.

Efter et år som flygtning i Røde Kors’ varetægt blev han ansat hos Havneingeniøren i Aarhus i 1946.

Herfra fortsatte han til København, hvor han blev cand.polyt. i 1951 og ansat hos rådgivende civilingeniør Gunnar P. Rosendahl. 

1954 opnåede han dansk statsborgerskab og blev to år senere medstifter af det rådgivende ingeniørfirma Nielsen og Rauschenberger sammen med civilingeniør Jørgen K. Nielsen, der fylder 90 år 12. marts.

Ved firmaets omdannelse til aktieselskab fik det navnet N&R Gruppen A/S – nu NIRAS – hvor han var medlem af dette og datterselskabernes bestyrelse til 1987.

Vandforsyning kom i centrum

Konrad von Rauschenberger foretog i årene 1951-89 mange rejser til Grønland, Fjernøsten og Afrika for at løse opgaver i forbindelse med vandforsynings- og miljøteknik. Det førte til hjemlige opgaver og senere starten på NIRAS’ internationalisering.

Hans “barn” – NIRAS – er i dag et hastigt voksende rådgivende ingeniørfirma (tredje største herhjemme) med 1/3 af omsætningen i udlandet.

Bl.a. satser man på opgaver indenfor donorfinansieret udviklingsbistand og løser hvert år opgaver for Danida.

Medarbejdernes mand

Rauschenberger var en chef, der tog sig sine medarbejderes ve og vel meget nært.

De medarbejdere, der husker ham, bruger ord som fagligt enestående og et varmt menneske. Han gik ind for walking management og dryssede tit ind på kontoret bakkende på sin pibe for at tale med de ansatte.

“Hvor Jørgen K. Nielsen tog sig af de administrative opgaver, var Konrad von Rauschenberger først og fremmest tekniker”, siger direktør og bestyrelsesmedlem i NIRAS, Michael Hjerl Hansen.

“Til stort set enhver by og bygd i Grønland har han udviklet tekniske løsninger til vandforsyning”, uddyber han.

Rauschenberger var i sin pure ungdom også en dygtig alpinskiløber med flere ungarske mesterskaber.

Mere om NIRAS historie på http://www.niras.dk/om-niras.aspx

NIRAS har hovedsæde uden for stationsbyen Allerød i Nordsjælland (lige syd for Hillerød) og er overvejende fondsejet på danske hænder.

Slægten og hustruen

Konrad von Rauschenberger rejste stadig i sin høje alderdom og deltog i oktober 2011 i det første sam-europæiske træf for Rauschenberger-familien i byen Spielberg i den østrigske provins, Steiermark.

Han var den ældste af de i alt 72 deltagere og ledsaget af sønnen Michael. Familien kan føre sine aner tilbage til 1542.

I august 2012 gæstede han NIRAS Consulting Ltd UK, som netop havde åbnet sit nye London-kontor og underholdt her med beretninger fra sin første tid i firmaet og mange ophold i Grønland. 

I februar samme år havde han mistet sin hustru Esther Hass G. von Rauschenberger. Parret havde været gift siden 1951 og nåede at fejre diamantbryllup.

Konrad von Rauschenberger efterlader sig de voksne børn Marianne, Michael og Henriette.

Han blev født 20. december 1924 og døde 13. januar 2015. 

Se også telegrammet

http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/m-rkedage/stifter-af-niras-blir-90

MINDEORD

Af admin. direktør Carsten Toft Boesen, NIRAS

Det er med sorg, jeg har modtaget meddelelsen om, at NIRAS’ stifter og mangeårige direktør Konrad von Rauschenberger er afgået ved døden.

Rauschenberger nåede at fejre sin 90 års fødselsdag 20. december 2014, men blev kort herefter alvorligt syg og indlagt på Hillerød Sygehus, hvor han døde natten til 13. januar.

Rauschenberger havde stadig sit daglige virke i NIRAS, da jeg som ung geolog i 1985 blev ansat. Han var en stærk rollemodel for den ledelsesstil, der senere blev kendt som ”management by walking around.”

Selv som nyansat kunne man opleve, at Rauschenberger, altid med sin karakteristiske butterfly, lod sin vej falde forbi kontoret for at tale med medarbejderne om opgaverne, kunderne og ikke mindst de tekniske løsninger.

Rauschenbergers empatiske og oprigtigt interesserede tilgang har markant præget NIRAS’ virksomhedskultur med udbredt selvbestemmelse og flad ledelsesstruktur.

Rauschenberger stammede fra Ungarn, hvor han studerede på Det Kgl. Tekniske Universitet i Budapest. Under 2. Verdenskrig flygtede han til Danmark under dramatiske forhold som blind pasager på et troppetransporttog.

Efter et år som flygtning i Røde Kors’ varetægt blev han ansat hos Havneingeniøren i Aarhus i 1946. Herfra fortsatte han til København, hvor han blev cand.polyt. i 1951 og ansat ved rådgivende civilingeniør Gunnar P. Rosendahl.

I 1954 opnåede han dansk statsborgerskab og stiftede i 1956 sammen med civilingeniør Jørgen Kristian Nielsen det rådgivende ingeniørfirma Nielsen og Rauschenberger, hvor han sad i bestyrelsen frem til 1987. Også virksomhedens nuværende navn NIRAS bærer naturligvis reference til Rauschenberger.

Ud over at varetage sine direktør- og bestyrelsesopgaver var Konrad von Rauschenberger først og fremmest en eminent tekniker.

Han specialiserede sig i vandforsyning og miljøteknik, hvor opgaverne bragte ham til Fjernøsten, Afrika og ikke mindst Grønland.Der findes næppe en grønlandsk by – og knapt en bygd – hvis vandforsyning ikke bærer Rauschenbergers præg.

Mange steder var der tale om helt nye tekniske løsninger, som han udviklede med stor forståelse for de særlige grønlandske forhold.

I takt med at firmaet voksede, specialiserede Rauschenberger sig mere og mere i vandforsyning. Det førte til flere hjemlige opgaver og senere til starten på NIRAS’ internationalisering.

I dag er vi 1.400 medarbejdere over hele kloden, hvis arbejdsplads blandt andet skyldes Konrad von Rauschenbergers fremsyn og flid.

Æret være hans minde.