Konservativ politiker skal til WFP i Rom

Forfatter billede

Tidligere i år annoncerede den nordjyske politiker, at han stoppede i politik for at hellige sig et endnu ukendt job ”på den internationale politiske scene.”

Nu har det 35-årige tidligere folketingsmedlem og viceborgmester i Hjørring ifølge TV 2 løftet sløret for sit nye arbejde.

Den kommende arbejdsplads bliver FN’s Fødevareprogram, World Food Programme, hvor Daniel Rugholm skal være rådgiver for WFPs nytiltrådte amerikanske eksekutivdirektør, den 60-årige republikanske eks-guvernør i delstaten South Carolina, David M. Beasley – mere om Beasley på Wikipedia

WFP har altid været ledet af en amerikaner. Da Danmark i sin tid lagde billet ind på chefstillingen i Rom, blokerede amerikansk diplomati med dav. udenrigsminister James Baker i spidsen for Ole Lønsmann Poulsens ellers fagligt stærke kandidatur.

Trods den nye stilling har Daniel Rugholm overfor TV 2 slået fast, at han stadig går efter at komme i Folketinget for Konservative ved næste valg.

Verdens største humanitær

FN’s Fødevareprogram (WFP) er verdens største humanitære organisation med fokus på at bekæmpe sult i hele verden. 

Først og fremmest glæder jeg mig til at arbejde for en sag, som virkelig giver mening. Jo bedre, vi udfører vores arbejde, desto flere sultende børn overlever dagen i morgen. Det kan man da kalde motivation, ikke mindst fordi verdens fattige og sultende børn står mit hjerte nært”, siger Daniel Rugholm om sit nye job.

WFP er den del af FN, der leverer mad i verdens brændpunkter. Det gælder i krigszoner, i flygtningelejre og steder, hvor der er hungersnød eller naturkatastrofer. Derudover arbejder WFP med langsigtede udviklingsprojekter for at hjælpe udsatte mennesker med at blive selvforsynende. 

“Jeg har selv besøgt humanitære projekter i både Indien, Nepal og Thailand, ligesom jeg har tilbragt flere måneder i Rwanda, hvor jeg var med til at starte og finansiere et skole- og sundhedsprojekt i en lille landsby, jeg besøgte. Nu kommer jeg så til at bruge mine professionelle kompetencer for disse mennesker på højeste politiske niveau. Det glæder jeg mig meget til”, fortæller Rugholm til Nordjyske.dk.

Selv om han har erfaring fra både Christiansborg og Axelborg, bliver det en væsentlig større arbejdsplads, han nu skal møde ind på. 

WFP har 15.000 medarbejdere, et årligt budget på omkring 50 milliarder kroner og afdelinger i Rom, New York, Bruxelles, København, Geneve og 75 andre byer. Rugholms base bliver på hovedkontoret i Rom, men meget af tiden skal bruges i Washington og Bruxelles.

Møder berømtheder

Daniel Rugholm bliver fremtrædende medlem af ledelsessekretariatet med ansvar for eksekutivdirektørens kommunikation og særlige relationer.

Jobbet passer perfekt til mig. Jeg skal arbejde med politik og kommunikation og samtidig bygge netværk blandt statsledere, ambassadører og andre vigtige relationer for eksekutivdirektøren, heriblandt de kendisser, som støtter WFP’s arbejde”, fortæller han og lægger til:

“Det er folk som Manchester Uniteds træner José Mourinho, fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic, sangerinden Shakira, og skuespillere som Drew Barrymore, Sean Connery og Penélope Cruz. Så selv om det bliver hårdt arbejde, forventer jeg også nogle vildt spændende oplevelser og mange nye relationer rundt omkring i verden”, lyder det fra Hjørrings tidligere 1. viceborgmester.

”Jeg ser frem til at skulle rejse over hele verden, til at deltage i G20 topmøder og generalforsamlinger i FN og til at møde mange af de mennesker, jeg kun er vant til at se på tv, men jeg vil altid bare være Daniel fra Tårs,” siger han til TV 2.

Daniel Rugholm møder på sit nye kontor i Rom den 2. oktober og udtræder derfor af byrådet i Hjørring Kommune den 30. september.

Det kommende FN-menneske blev folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Frederikshavn-kredsen i 2007. Han kom ind i tinget 1. november 2010 og sad der frem til folketingsvalget 15. september året efter. Han var sit partis forskningsordfører, it-ordfører og boligordfører.

Rugholm blev igen medlem af Folketinget efter Lene Espersens udtræden 4. november 2014, men ikke genvalgt ved folketingsvalget i juni 2015.

Han blev konservativt medlem af byrådet for Hjørring kommune i 2010. 

Mere om ham på LinkedIn