Kolonimagter vedstår deres ansvar for tidligere kolonier. Hvad med lande som Danmark, hvis borgere villigt deltog i erobring, plyndring og kolonisering i Centralafrika? spørger journalist Peter Tygesen i en kronik i Politiken lørdag.
Af Peter Tygesen
I SOMMEREN 1879 landede 2 unge danskere i byen Banana ved Congo-flodens munding. Beskyttet bag en smal krum sandtange lå byens lille samling lave pak- og beboelseshuse lige bag Atlanterhavet, ideel til formålet som udskibningshavn for Centralafrikas produkter. Det var dem, de var kommet efter.
Albert Christophersen og Martin Mortensen anede imidlertid ikke, hvad deres opgave var. De 2 sømænd havde nogle måneder tidligere hygget sig på en havneknejpe i Antwerpen, da “en fin herre” spurgte dem, om de havde lyst til “at føre nogle skibe op ad nogle floder i Afrika”. Det hele var en lille smule mystisk, men da han tilbød dobbelt løn og gav et klækkeligt forskud, var de med på vognen.
Det blev startskuddet til en udvikling, hvor flere tusinde skandinaver omkring slutningen af 1900-tallet rejste til Centralafrika for at deltage i den blodigste kolonisering, Afrika har undergået. Mange hundrede danskere deltog, især sømænd og soldater.
Den belgiske kong Leopold II havde i årevis ønsket sig en koloni. Men midt i det stadigt voldsommere kapløb mellem Europas stormagter om at eje eller kontrollere de sidste “ukendte” dele af jordkloden, havde lille Belgien ikke store chancer. Han var desuden stækket, fordi Belgiens regering ikke ville skyde penge i kolonieventyr.
Kongen var imidlertid en af Europas rigeste mænd, og han satte sig ganske enkelt for at skaffe sig selv en koloni. Albert og Martins opgave var derfor ganske rigtigt “at føre nogle dampere op ad nogle floder i Afrika”.
Formelt var formålet at hjælpe fremtidige opdagelsesrejser ved at anlægge en stribe “stationer” fra Congo-flodens munding tværs over kontinentet. Stationerne skulle angiveligt være til gavn for videnskabelige ekspeditioner; et sted, hvor de kunne få bærere, fødevarer og andre forsyninger.
Reelt var hensigten imidlertid at skabe “facts on the ground” – det vil sige give Leopold II gode kort på hånden, når han senere skulle forhandle om retten til landområder i Afrika.
Mens danskerne ventede i Banana på de øvrige deltagere, kunne de studere omfanget af handlen ved flodmundingen. Den var voldsom. Ned ad floden strømmede tonsvis af varer, hvoraf nogle havde rejst helt inde fra midten af kontinentet.
I 1872 blev der fra Congo-flodens munding eksporteret mere end 12.000 ton – baobabfiber, jordnødder, kaffe, sesamfrø, gummi, palmenødder til margarineindustrien og 185 ton af kontinentets fineste elfenben.
Det var denne handel, Leopold II havde sit sigte på: Jo højere oppe ad floden han kunne få varerne, des bedre ville prisen være. Det var derfor, han skulle bruge sømænd: Tre fjerdedel af Congo er dækket af tæt regnskov, så floderne var fuldstændig afgørende for, at Leopold kunne udforske, erobre og udnytte det kolossale område.
I de følgende år, da ekspeditionen under ledelse af Henry Morton Stanley arbejdede sig dybere ind i skoven, købte Stanley over 400 traktater med lokale høvdinge, hvori de solgte suveræniteten over deres jord, floder og folk til Leopold II.
Og da kongen i tiden op til Berlinkonferencen i 1884-1885 kunne præsentere de europæiske stormagter og USA for disse facts, lykkedes det ham at få opbakning til at tage hele området som sit eget, med det udtrykkelige formål at skabe frihandel for alle, frihed for slaveri for afrikanerne og fri forkyndelse af det kristne budskab.
Fristaten Congo var Leopolds personlige ejendom – og dermed også hans personlige økonomiske investering. I de følgende år måtte han betale stadig større summer til både infrastruktur og erobring, og snart blev hans behov for indtægter desperat.
Frihandel fik de andre lande aldrig noget af, og hurtigt knuste han afrikanernes handel for at opnå sit eget monopol. Da denne svindel gik op for afrikanerne – der var blevet lovet nye indtægter i handelen med de hvide – og da kolonistyret begyndte at tvinge indbyggerne til at høste kostbar naturgummi fra skovens lianer, gjorde de modstand. Snart var der krig i Congo.
Når fattige skandinaver i disse udvandringsår kiggede udover kloden efter udveje af deres hjemlandes ørkesløse udsigt, så nogle af dem muligheden i Fristaten Congo. Det gjaldt især sømænd og officerer fra hæren.
Allerede i 1882 havde kong Leopold II rekrutteret de første svenske officerer til sin kolonihær, og snart fulgte danske og norske.
Hans hær skulle overvinde to stærke lokale grupper for at få kontrol over området, landets indbyggere samt den såkaldt “arabiske” kolonimagt, der fra sit hovedsæde i Zanzibar kontrollerede hele den østlige del af territoriet og stadig ekspanderede længere mod vest. Leopold II havde brug for en stærk, velorganiseret og velbevæbnet hær.
Koloniseringen havde allerede fra første dag været akkompagneret af overvældende europæisk ildkraft. Da Stanley ankom til Banana i august 1879, medbragte han hundrede lejesoldater fra Zanzibar, bevæbnet med moderne baglade- og maskingeværer.
4 år senere sendte Leopold yderligere et dusin præcisionskanoner fra Krupps fabrikker, ligesom hvervningen af afrikanske lejesoldater fortsatte i Vestafrika. Efterhånden som kolonihæren fik kontrol over kystområdet og de vigtigste strækninger langs floden, turde Leopold rekruttere congolesere til hæren – de var billigere end importerede lejesoldater.
Alle officerer var hvide frivillige; de første blev rekrutteret i Belgien og enkelte i Storbritannien, senere fulgte også italienere og schweizere. Skandinaverne udgjorde dog den største gruppe.
Allerede dengang spillede angsten for “bodybags” en rolle i statslederes krigsførelse: Den danske løjtnant A.E.A. Lindegaard fortæller i sin erindringsbog, “Soldaterliv i Congo”, at han på sin lille, øde udpost i det vestlige Congo i 1897 fik brev fra distriktskommissæren, “som meddelte, at der fra Guvernøren var udsendt en Rundskrivelse til samtlige Distrikter, der havde Skandinaviske Officerer, med Ordre til at forespørge disse, om de frivilligt vilde melde sig til Deltagelse i Expeditionen til Bekæmpelse af det store Soldateroprør ved Nilen. Sagen var nemlig, at der hjemme i Belgien var opstaaet en Del Misfornøjelse over at saa mange Belgiere havde mistet Livet ved dette Oprør, og saa mente man vel, at det vilde gaa mere roligt af, naar det blev Skandinaver, der kom paa Tapetet i Stedet”.
I flere af de værste krigszoner udgjorde skandinaverne en tredjedel af officerskorpset.
Da kolonimagten i slutningen af 1880erne forbød alle afrikanske købmænd at handle med elfenben og naturgummi, forsøgte congoleserne at stoppe denne underminering af deres livsgrundlag. Koloniens svar var en nådesløs og overvældende voldsanvendelse, der skulle tvinge congoleserne til fuld underkastelse.
Forholdene blev tilspidset i 1889, da den danske skibskaptajn Victor Freiesleben blev skudt under et skænderi i den store handelsby Tshumbiri. Han var den første hvide, der blev dræbt af congolesere, og ivrige efter at statuere et eksempel sendte kolonistyret en straffeekspedition op ad floden.
“De ødelagde samtlige landsbyer mellem udmundingen af Kasai og byen Bolobo”, skrev en ansat i et handelskompagni. Dermed var de vigtigste afrikanske handelsbyer udryddet.
Straffekorpsets 2 skibe blev ført af de danske kaptajner Hans Madsen og Siegfried Duhst. Sidstnævnte fortæller om overfaldet på Tshumbiri: “Vi kunne se Byen brænde på flere Steder, flere Kanoer med Døde og Sårede kom padlende op til os langs Stranden”.
Herefter fortsatte styrken myrderierne 300 kilometer længere oppe ad floden og standsede først, da også byen Irebu var raseret. “Vores store og blomstrende by … er som skyllet bort”, skrev en amerikansk missionær.
I det følgende halve århundrede rejste stadig flere forskellige grupper af danskere til Congo: læger, plantører, forretningsfolk, jernbaneingeniører, maskinister, landmænd, entreprenører, missionærer, mange af de sidste også læger.
Senere fulgte 800 FN-soldater (1960-1963) og sundhedspersonale i et af Danmarks første store bistandsprojekter, undervisningshospitalet i Kinshasa (1963-1981).
I dag er deres indsats glemt i Danmark. Men den var afgørende – 90 procent af søfolkene på floden var skandinaver. I sit storværk fra 1905, “Skandinaver i Congo”, sammenfatter den danske officer H. Jenssen-Tusch vore landsmænds indsats således:
“Det er de svenske, norske og danske Skibskaptajner, Styrmænd, Maskinister og Skibshaandværkere, der i Virkeligheden i første Række har muliggjort Belgiernes erobring af Congolandet”.
Mange af danskerne avancerede til høje stillinger: Da kaptajn Jespersen fra Bornholm i 1909 blev forfremmet til chef de zone i hjertet af urskoven, var han således øverste myndighed i et territorium på størrelse med Tyskland og Østrig.
Frederik V. Olsen fra Kalundborg blev general og øverstbefalende for kolonihæren og siden direktør for hele koloniens skibs- og jernbanetrafik. Rasmus Høier fra Nyborg drev landets største nationalpark. Valdemar Sølver fra Helsingør grundlagde minedistriktets hovedby, Lubumbashi (Elizabethville). Rederiet Dansk-Fransk gik i fast rutefart fra Antwerpen til Congo.
Senere ejede og drev den legendariske “Kapselkonge” Congos eneste fabrik til fremstilling af øl- og sodavandskapsler. Vordingborg-køkkenets grundlægger og ejer opkøbte en landbrugs- og skovkoncern og leverede i mange år fra sine tre savværker såkaldt Congo-eg til danske hjem. Østasiatisk Kompagni drev plantager, oprettede handelsagenturer og sørgede for leverancerne af både Folkevogne og Studebakers.
Leopolds Congo-projekt blev 25 år efter Albert og Martins ankomst afsløret som et næsten ufatteligt barbari, hvor op mod halvdelen af indbyggerne omkom, mens Leopold II opbyggede en kolossal formue fra salget af det tvangsindsamlede naturgummi. Med “Mørkets hjerte” rejste Joseph Conrad ham en skamstøtte for at have indledt “det ondeste kapløb om bytte som nogensinde har plettet menneskets samvittighed”.
Hvad er så de danske kolonisatorers eftermæle?
Flere officerer har fortalt om voldsomme overgreb, de selv foranstaltede. Den unge løjtnant Frederik Keyper skriver i et brev til sin mor om en dag, hvor han red ud med sine soldater for at samle proviant til kasernen.
Da han fandt en landsby med masser af mad, overfaldt han den, “fordrev de Indfødte og slog mig ned her, og sendte Soldaterne ud efter flere Fødevarer”. Under opholdet forsøgte indbyggerne flere gange at fordrive besættelsesmagten, men de blev nådesløst mejet ned, og deres afskårne hænder hængt op i træerne til skræk og advarsel.
Soldaterne myrdede og brændte, søfolkene var vidner og deltagere. Når den store danske u-landsbistand til Congo i 1960erne og 1970erne kunne gennemføres uden opgør med det tidligere engagement i landet, skyldtes det muligvis, at også denne indsats havde fundet sted under en godgørende overskrift.
Med u-landshjælpen skulle vi give afrikanerne “udvikling” – Leopold II ville give dem “civilisation”. At hans indsats reelt forarmede og forpestede congoleserne, skyggede ikke dengang for projektets smukke omdømme; danske aviser bragte kun sporadisk omtale af de afsløringer af barbari, der i USA og Storbritannien rejste en så voldsom storm, at Leopold II i 1908 måtte afstå kolonien (til Belgien).
Siden sænkede den store stilhed sig over Congo, og i dag er de danske aktiviteter glemt af alle andre end nogle få tilbageværende FN-soldater og sygehuspersonale.
Congos historie er grusom. Millioner af indbyggere omkom under de første årtiers kolonisering – netop da skandinaverne “muliggjorde belgiernes erobring”.
Efterkommere af de overlevende voksede op med tvangsarbejde og apartheid, der gjorde dem til tilskuere til moderniseringen af deres land. Da demokratiet blev indført i 1960, stod Belgien, USA og Frankrig bag mordet på den valgte ministerpræsident (Patrice Lumumba, red.) og de næste 45 års diktatur, næsten alle under Mobutu Sese Seko.
Mobutu-tiden, som vi har lært at kende som selveste indbegrebet af ryggesløs afrikansk korruption, var et produkt af den kolde krig:
Landet i hjertet af Afrika måtte ikke falde i hænderne på kommunisterne, hvorfor Mobutus magt blev garanteret af vore allierede i en sådan grad, at han kunne tillade sig at styre Congo uden hensyn til, hvad der tjente landet og dets indbyggere bedst – han skulle jo tjene os.
Nu er Congo ved at genrejse sig. Dets første frie valg siden 1960 er lovet om få måneder. Danmark bidrager praktisk talt ikke til genopbygningen, det er jo vanskeligt at arbejde i Congo: et enormt land med kun rudimentære transportveje og infrastruktur, gennemsyret af korruption, fyldt med indbyggere, der er mistroiske over for hvide mennesker og deres motiver.
Congo ligner kort sagt det øvrige Afrika, det er bare endnu værre – ligesom landets historie. For Danmark er der imidlertid en afgørende forskel:
Congo er det eneste afrikanske land, hvor vi har en ubrudt historie fra koloniseringen og frem til nutiden, hvor vore landsmænd tog aktivt del i kolonisering og undertrykkelse. Følger der intet ansvar af sådan en historie?
I Storbritannien, Frankrig og Belgien er man klar over sit nationale ansvar over for de tidligere kolonier. Men hvad med lande, hvis borgere deltog i koloniseringsprojektet, selv om deres stat ikke gjorde?
Danske officerer nedkæmpede congolesernes oprør mod en diktatorisk kolonimagt, terroriserede de opsætsige, afbrændte landsbyer, plyndrede forrådskamre og marker. Disse sønner af den danske militærstand udførte deres arbejde med et brev i lommen fra den danske konge, der bemyndigede dem til at træde i Leopolds tjeneste.
Naturligvis skal disse mænd ikke dømmes med nutidens moral. Men det skal nutidens gerninger naturligvis – herunder også det, vi ikke gør.
I Congo har man næppe kunnet skelne mellem de mange slags europæere, der opererede i landet, og den danske indsats har derfor ikke været noteret som dansk – bortset fra én væsentlig detalje: Fortæller man i hovedstaden Kinshasa, at man er dansker, er der stor sandsynlighed for, at en eller anden i selskabet med et stort smil siger: »Åh! Clinique Danoise!«.
Smilet skyldes ikke bare en form for genkendelsesglæde. Årsagen er, at undervisningshospitalet skabte et enestående ry for Danmark – for professionalisme, partnerskab og en lighedstanke, der måske er udbredt i vor ende af verden, men et sjældent gode i Congo.
“Danskerne … De var anderledes”, siger den tidligere chef for sygehusets bilpark, mr. Loui, “de var lige med os. De ville have, at vi skulle behandle alle ens, når de kom på sygehuset – uanset om de var hvide eller sorte, højt på strå eller almindelige mennesker”.
Dét er altså vort nuværende omdømme i landet, at vi indledte en afgørende indsats for et professionelt sundhedsvæsen og for retfærdighed.
Men congoleserne spørger også, hvorfor vi i 1981 overlod dem til Mobutus forgodtbefindende, og hvornår vi dog kommer tilbage?
Peter Tygesen er journalist og forfatter og har sammen med fotograf Jørn Stjerneklar produceret dokumentarfilmen “Det danske Congo-Æventyr” om 100 års dansk indsats i Congo. Filmens første afsnit blev sendt søndag aften på DR 2.
Kronikken stod i dagbladet Politiken lørdag den 7. januar 2006 og gengives med forfatterens tilladelse.
