Kulsort på Charlottenborg

ghana_charlottenborg
Mahama har tidligere pakket bygninger ind i sække - her er det universitetsbiblioteket KNUST library i Kumasi, Ghana.
Foto: Ibrahim Mahama
Gerd Kieffer-Døssing

Fra midten af september vil dele af Kunsthal Charlottenborg være pakket ind i ghanesiske kulsække. Indpakningen foranlediges af den ghanesiske kunstner Ibrahim Mahama, der har fået fragtet næsten 3.500 kilo brugte sække til Danmark for at kunne føre sit kunstværk ud i livet. Det skriver CKU i en pressemeddelelse.

Det enorme værk kommer til at dække Charlottenborgs 100 meter lange facade mod Nyhavn samt kunsthallens facade mod Heibergsgade.

Det er ikke første gang, Ibrahim Mahama bruger sække i sin kunst. Under ’An Age of Our Own Making’ i Holbæk, der ligeledes er en del af det landsdækkende kunstprogram Images 16, satte han høje sejl skabt af sammensyede lærredssække op i Holbæk byrum og det sociale boligkvarter Vangkvarteret.

Menneskerettigheder, produktionsvilkår og (over)forbrug

Sækkene, der skal dække Charlottenborg, bærer stadig spor af den kul, de har transporteret på tværs af Ghana, kakaobønnerne, de har fragtet over Atlanterhavet, og ikke mindst de mange menneskehænder, som har berørt dem.

Ved at bruge sække i sin kunst vil Ibrahim Mahama at kaste lys over den lange kæde af menneskehænder, som har produceret, fragtet, genbrugt, solgt og kasseret sækkene, før de nåede hans hænder. Ifølge CKUs pressemeddelelse ønsker Mahama at få beskueren til at tænke over, hvordan råvarer og mennesker bevæger sig over grænser, hvilke vilkår vores varer bliver produceret under, og hvor meget vi forbruger og genbruger.

Arbejdet med at dække Charlottenborgs facader ind i lærredssækkene på begynder Ibrahim den 5. september og kan opleves i sin helhed fra 15. september som en del af udstillingen ’An Age of Our Own Making. Reflection #3.’

Læs mere om udstillingen på Kunsthal Charlottenborg