Jeg føler mig hensat til Christiania, når jeg sidder i den lille have fyldt med bemalede sten og rastafarisymbolik. Noget, der bedst kan betegnes som et stort skur, huser træsnit, musikinstrumenter og malerier. En fyr med dreadlocks ryger en joint under et træ, og et murmaleri proklamerer at ”uddannelse er nøglen”.
Men et maleri af tre traditionelt klædte afrikanske kvinder med pistoler og geværer minder mig om virkeligheden uden for havens mure. Udenfor er der krig; en borgerkrig, der er den seneste i en tilsyneladende endeløs række af konflikter i det område, som siden 2011 har heddet Sydsudan. En borgerkrig, der i store træk udspiller sig mellem de to største etniske grupper, Dinka og Nuer.
Den lille oase ligger godt gemt af vejen et sted i hovedstaden Juba. Det er den 30-årige musiker og forfatter Madit Acamrap, der har taget mig med herhen. Han vil vise mig, at der findes sydsudanesere, der udfolder sig kreativt midt i alle blodsudgydelserne; unge mænd og kvinder, hvis trang til at skabe er stærkere, end viljen til at dræbe.
”Vi kunstnere, vi arbejder hårdt for at bringe folk sammen; for at ændre folks indstilling til stammeforhold og identitet. Vi skal arbejde sammen og ikke føre krig, bare fordi nogle grådige politikere spiller os ud mod hinanden,” siger Madit.
En mand vender hjem 
Som unge søgte Madits forældre lykken i Khartoum, det dengang samlede Sudans hovedstad i Nord, og Madit selv blev født i storbyen. Her levede de som kristne andenrangsborgere under streng Sharia-lov og måtte senere flygte til Egypten. Først som 26-årig satte Madit for første gang sine ben på sydsudanesisk jord. Efter hele sit liv at have været forfulgt og diskrimineret havde han for første gang håb for et liv i sit nye gamle land.
”At komme til Sydsudan føltes som at komme hjem, selvom jeg aldrig havde været her,” siger Madit.
Hjemkomsten skete lige efter Sydsudans uafhængighed, og tusindevis af sydsudanesere valfartede, som Madit, til det nye land fra nord, syd, øst og vest fyldt med håb og drømme. Men freden var kortvarig, og nu kæmper de lokale kunstnere for at overleve og have overskud til at inspirere håb og fred med deres musik, bøger og malerier.
”Siden den seneste krig begyndte, er priserne steget så meget, at det nu er svært for kunstnerne at få råd til materialer og til at indspille ny musik og nye videoer,” fortæller Madit.
Det er i forvejen ikke fordi, kunstnerne tjener mange penge. Hverken TV- eller radiostationer betaler en øre for at spille den lokale musik, og numrene bliver sendt fra mobiltelefon til mobiltelefon via Bluetooth og WhatsApp. Så det er, ligesom alle steder i verden, ikke på grund af pengene, man skal vælge at være kunstner.
Kampen for en fælles identitet
For at overleve uddannede Madit sig på politiskolen, og han arbejder i dag som immigrationsbetjent ved siden af sit kreative virke. Men det er musikken og ordene, der driver ham. Og det handler ofte om politik og konflikter.
”Uden musik ændrer folk aldrig deres holdning her i Sydsudan,” fastslår han.
Madit er en kendt musiker i sit hjemland, og han har også skrevet flere bøger om fred og fællesskab. Hans musik bliver spillet på radio og TV, og han blev især kendt for at rappe på Dinkaernes eget sprog. Sammen med kunstnere fra andre af de etniske grupper spiller han koncerter overalt i landet. Musikken bringer folk sammen, og budskaberne om en ny følelse af tilhør giver genlyd, især blandt de unge: Et tilhør baseret på den unge nation, hvor forskelle i sprog, traditioner og religion bliver set som rigdomme. Dér kan og skal den spæde kunstscene bidrage til at forene siderne i en ny fælles identitet som sydsudanesere.
”Når et land har en livlig kunstscene, så er det en indikator på, hvor godt det klarer sig, eller i hvilken retning landet er på vej hen,” siger Madit og tilføjer:
”Her kan du være berømt, men fucked op. For du er stadig fattig.”
Hør Madit Acamrap rappe på Dinka:
