Gå til hovedindhold

Mobile menu

Kvoter for kvinder. Går det uden?

Kvoter. Kvoteordninger. Gang på gang blev der nævnt kvoter, der skal sikre kvinder politiske repræsentation, da mere end 200 kvinder fra Danmark og den store verden drøftede kvinder i politik. Og stemningen synes utvetydigt for kvoter. De har givet resultat.
<p>En lille gruppe glade udsnit af deltagere i den to-dages internationale konference om kvinder i politik i København.</p>

En lille gruppe glade udsnit af deltagere i den to-dages internationale konference om kvinder i politik i København.

Niels Bak Henriksen

Det var den danske forsker Drude Dahlerup, professor ved Stockholm Universitet, der med sit oplæg om kvinder i nordisk politik og kvotesystemer lagde op til debat på den to-dages konference ”100 Years of Women in Politics”, arrangeret af DIPD og KVINFO i anledning af 100 året for danske kvinders stemmeret

Drude Dahlerup oplyste, at 86 lande i dag lovmæssigt sikrer kvinder politisk repræsentation. Det kan være med reservede pladser i parlamentet eller kvoter af kvindelige kandidater. Eller partier kan frivillig indføre kvindekvote.

Det er især i det globale syd, at kvoteordningerne har vundet frem og skal sikre, at kvinder udgør en ”kritisk minoritet” på mindst 30 eller 40 procent. Det er måske nok kun Rwanda, der har kvindeligt flertal i parlamentet, men også bl.a. Sydafrika, Cuba og Argentina og Sydafrika er over 40 procent.

Det globale gennemsnit af kvinders politiske repræsentation er også steget, men dels er det kun ca. 20 procent, og det går langsom frem.

Drude Dahlerup understregede at kvotesystemer ikke er et mirakelmiddel, og det kan ikke bruges til at måle ligestilling. Globalt set har man opnået høj kvindelig repræsentation uden kvoteordning. Men et bemærkelsesværdigt eksempel er Costa Rica, der indførte kvotesystemet i 2002 og kvinders repræsentation steg fra 19 til 35 procent efter eet valg.

I et fuldt demokrati, afspejles samfundet i parlamentet. Det være sig med køn og minoriteter. Det var konferencen enig i.

Besma Soudani Belhadj, leder og grundlægger af Ligaen af Kvindelige Tunesiske Vælgere (LET) fortalte således begejstret, at det gik over forventning i Tunesien. Der er opnået meget – med hårdt arbejde og kvotesystem. Ved Tunesiens første valg efter revolutionen i 2011 var 30 procent af parlamentsmedlemmerne kvinder. Efter seneste valg i 2014 var det steget til 32 procent. Ud af de 68 nyvalgte kvinder, har de syv deltaget i det træningsprogram, som LET har gennemført.

Den generelle debat om konferencens mange emner viste klart, at den historiske og kulturelle kontekst er vigtig. Den kom rundt om mange emner, fra hvordan man får kvinder ind i politik – og får dem til at blive, hvordan man får kvinder til at stemme på kvinder, om kvinder skal opføre sig som mænd i politik eller være stolte over at være kvinder, som en bhutanesisk deltager mente.

Der var enighed om, at uddannelse er vejen frem, og at man skal ud i skolerne og arbejde med børnene.

Ligeledes var der enighed om, at kvinder fortsat må slås for ligestilling, nationalt som internationalt. Reaktionære kræfter finder frem, som man atter så på den seneste samling i FN’s kvindekommission, CSW, i marts i New York. En ny verdenskonference for kvinder er ikke lige om hjørnet. Det gælder nu om at holde fast på det, der er opnået.

Mange af konferencens kvindelige paneldeltagere var pionerer og aktivister. De gælder Tanzanias justitsminister Asha-Rose Mtnegeti-Migiro, Nepals undervisningsminister Chitra Lekha Yadav og Jordans socialmimnister Reem Abu Hassan og Martha Karua fra Kenya, der ikke opgiver at blive præsident.

Dialog i global landsby

Det var meningen med konferencen, at deltagerne, der for størstedelens vedkommende var DIPD’s og KVINFO’s partnere i Asien, Mellemøsten, Afrika og Latinamerika, skulle dele erfaringer, lade sig inspirere, lytte og le, som Bjørn Førde, DIPD direktør sagde i sin velkomsttale.

”I dagens globale landsby indebærer et rigtigt partnerskab, at inspirationen går begge veje. Vi kan forhåbentlig inspirere vores partnere med nogle danske erfaringer, men det skaber kun konkret forandring, hvis vi lytter oprigtigt til deres egne erfaringer og idéer.”

Nina Groes, direktør for KVINFO, sagde afsluttende, at ”for Danmarks vedkommende var konferencen en lejlighed til at blive set på af øjne fra lande, som vi normalt ikke plejer at sammenligne os med. Netop det kan være med til at afdække nogle af de underliggende mønstre og barrierer, som stadig eksisterer i Danmark. Hvordan kan det for eksempel være, at der ved valget 18. juni er dobbelt så mange mænd opstillet som kvinder?”