Gå til hovedindhold

Mobile menu

Lær af Ungdommens Røde Kors!

Ungdommens Røde Kors tog en timeout. Den danske udviklingsoplysning har brug for det samme.
Der er stadig nød i verden i og brug for journalistik, der oplyser om den. Men verden ser ikke ud som i 1960’erne, da udviklingsjournalistikken begyndte og derfor bør den genopfinde sig selv, mener Jørgen Harboe.

Der er stadig nød i verden i og brug for journalistik, der oplyser om den. Men verden ser ikke ud som i 1960’erne, da udviklingsjournalistikken begyndte og derfor bør den genopfinde sig selv, mener Jørgen Harboe.

Oxfam (CC BY 2.0)

For nogen tid siden gjorde Ungdommens Røde Kors (URK) noget uhørt: De trak stikket for at genopfinde sig selv.

”Vi var blevet for selvfede. Vi havde indrettet os efter, at verden så ud på en bestemt måde,” sagde formanden for URK Amalie Utzon til Altinget.

Professor Steen Hildebrandt tilføjede, at gamle bistandsorganisationer som URK risikerede at dø af stivhed, intern sløvhed, velbjergethed og selvtilstrækkelighed. De har med professorens ord brug for at finde en ny identitet og formulere nye visioner.

Ingen danske organisationer, der beskæftiger sig med u-landsoplysning og udviklingsjournalistik er så gamle og ærværdige som URK.

Men jeg tror, at Globalnyt.dk, International Media support (IMS), Verdens Bedste Nyheder, Danwatch, DIIS (det relikt, der bygger på det gamle Center for Udviklingsforskning), udviklingsjournalisternes Nairobiklub og Timbuktufonden står i lidt det samme dilemma som URK.

Det samme gælder Altinget og andre medier, i det omfang de stadig forsøger at dække stofområdet.

De har deres rødder, identitet og selvforståelse funderet i en forsvunden tid, da kolonier blev nye frie men fattige lande, og vi andre i den gamle verden var brændende optaget af at hjælpe dem på vej, så de kunne få samme økonomiske vilkår som os og helst også lære at tænke som os.

Vi var alle sammen missionærer med alt det gode og positive og alt det selvbedrag, der knyttede sig til at tro på, at vi alene havde nøglen til den bedste af alle verdener.

I dag er URK forhåbentlig blevet lidt klogere, men vi, der arbejder med u-landsoplysning, hænger stadig fast i laserne af et verdensbillede, en udviklingsoptimisme og et missionssyn fra 1960’erne, som næsten alle andre end vi selv har forladt.

De lande, vi kaldte udviklingslande, har andre dagsordener. Det samme har det aktuelle politiske Danmark og andre lande i det gamle Vesten. Derfor er rammen for vores virksomhed og selvforståelse forvitret.

Myndighederne og befolkningens forståelse af vores virksomhed er splittet og hægtet op på fortiden. Vi lever derfor i en forsvunden og udtørret verden, og der er naturligt nok et tørt sted.

Der er stadig nød

Der er stadig nød i Verden. Det vil der altid være. Der er stadig brug for en journalistik, der ser det som sin opgave at informere om nød, nødens årsager og behovet for at hjælpe ud fra et globalt solidarisk menneskesyn.

Behovet er så meget desto større, fordi denne dagsorden går på tværs af de aktuelle globale hovedstrømninger, hvor enhver kigger indad og lader Fanden og den kolde statistik tage sig af de andre.

I denne situation har den klassiske udviklingsjournalistik naturligt nok trange kår.

Den er i Danmark spredt over mange små og fattige organisationer, som hver især har svært ved at forstå sig selv og deres mission i den virkelige verden, fordi deres verdensbillede bygger på den forsvundne.

Det er svært for unge journalister at finde fodfæste i en journalistisk disciplin, der har mistet sit fokus, og der er ingen penge til en journalistik, der harmonerer dårligt med, hvad myndigheder og befolkning er optaget af.

Hvis den klassiske udviklingsjournalistik skal overleve, er den derfor nødt til at genopfinde sig selv ligesom URK, og formulere troværdige nutidige udtryk for sin mission i den aktuelle verden.

Og de mange organisatoriske levn fra udviklingsjournalistikkens store tid er nødt til at finde sammen, forny sig og løfte hinanden op, så nye unge kræfter kan se, at der stadig er noget at arbejde for og praktiske muligheder for at gøre det.

Vi står foran en kæmpeopgave! Vi er i strid modvind! Og vi er alt for små, fattige og splittede til at løfte den.