Lagde hele sit arbejdsliv i Danfoss

Forfatter billede

Fødselaren stammer fra Mariager og kom efter realskolen i lære som automekaniker i Hobro. Han læste derpå til produktionsingeniør.

Hans Kirk kom i 1970 til Danfoss, hvor han har haft adskillige stillinger og virket i mange lande. Efter ledende positioner blev han i 1996 medlem af Danfoss’ koncerndirektion og dermed for en virksonhed som i dag henter en stadig voksende del af sin omsætning i verdens u-lande.

Hans Kirk har selv påpeget, at han blev i Danfoss i hele sin erhvervsaktive karriere, fordi Danfoss kunne byde sine medarbejdere på mange forskelligartede udfordringer.

Én af Kirks kæpheste var produktivitetsforbedringer. Her drejede det sig om at øge produktiviteten i de teams, man er med i – det vil sige, at man fravælger alt det arbejde, der ikke giver værdi for kunden eller produktet.

Og det er hans opfattelse, at de offentlige systemer endnu har meget at lære på de punkter.

Fyld din rolle ud

Tidligere medarbejdere og kolleger påpeger, at det var Hans Kirks holdning, at organisationer og hierakier er en nødvendig del af alle virksomheder.

Og alle medarbejdere får en rolle, de skal udfylde. Men uanset den rolle, man har fået i organisationen, har alle medarbejdere samme krav på respekt som mennesker. Det synspunkt gennemsyrede hele Hans Kirks virke på Danfoss.

Det var samtidig grunden til, at han var suveræn til at få ting forhandlet og gennemført. Især fordi han mødte alle med respekt – og alle fornemmede hans respekt for dem, så den blev gensidig.

Hans Kirk har haft adskillige tillidsposter:

Han har bl.a. været medlem af forretningsudvalget i Dansk Industri og formand for det rådgivende ingeniørfirma NIRAS, som løser mange opgaver i u-landene.

Privat er han gift med Inger Lise Kirk og har to døtre.