Landmine dræber Ali Farka Tourés tro følgesvend nær Timbuktu

35697704775_9ac40afaf0_k_crop2
Hama Sankaré under en koncert i sommeren 2017.
Foto: Maarten Kerkhof/CC BY-NC-SA 2.0
Forfatter billede

9. april 2020

Hama Sankaré var en af ni omkomne, da en minibus ramte en mine i det nordlige Mali. Dermed mistede vi en musiker, som man først og fremmest husker for et unikt samarbejde med den store stjerne Ali Farka Touré, som han som mangeårig følgesvend fulgte fra festivalen i ørkenen til Tokyo og USA.

I nogle år var det maliske orkester simpelthen et af de mest populære inden for verdensmusik, og de banede vejen for ørkenbands som Tinariwen på alverdens scener.

En forfærdelig skæbne
Nu har de det jo med at køre temmelig råddent i det nordlige Mali. Vejene er hullede og ødelagte på lange stræk, Nigerflodens forgreninger er lumske, og så vælger mange af de lokale at køre off road. Som regel går det godt, selv om der er områder, som ikke er ryddet for miner. Sådan var det desværre, da ni mennesker i sidste uge kørte turen fra Niafunké og nordpå mod Timbuktu.

Minibussen ramte en mine, og Hama Sankaré og hans otte medpassagerer føjedes til en fortsat alt for høj statistik over ofre for miner i Mali. 

Websiden The Monitor, der overvåger landminer over hele verden, oplyser, at miner eller andre eksploderende efterladenskaber fra krigen krævede 714 ofre i perioden 2006 og 2017. Af dem mistede 174 livet, mens andre blev lemlæstet, men dog overlevede. I 2017 alene døde 30 personer, mens 103 blev sårede. Selvom de fleste var militærfolk, var der også mange civile ofre – deriblandt 17 børn.

Ulykken mellem Niafunké og Timbuktu udløste nærmest landesorg i Mali, for Hama Sankaré havde en stemme og personlighed, som hele det musikgale land kendte.

”Han var en fantastisk musiker og en karismatisk person. Jeg spillede med ham helt til det sidste i Ali Farka Touré Band, hvor vi havde samlet det gamle hold og netop var meget afhængige af Hama Sankaré og hans vokal og viden, samt det uforlignelige spil på kalabassen,” siger bassist og producer Barou Diallo over en telefonlinje fra Mali. Diallo var i mange år bassist med Ali Farka Touré, og spillede altså derfor også sammen med Hama Sankaré i en årrække.

Opfandt en ny spillestil
Hama Sankaré blev født i 1952 i Niafunké, som ligger i den provins, hvor Timbuktu er hovedbyen.

Han begyndte tidligt at akkompagnere og var efterspurgt og konstant på rejse, da den 13 år ældre Ali Farka Touré, som Hama i øvrigt var beslægtet med på sin mors side, kaldte ham hjem til Niafunké. Touré skulle bruge hans evner som korsanger og på kalabassen, som ellers normalt var et instrument forbeholdt kvinder, der brugte skålformen som et rasleinstrument fyldt med de specielle hvide cowrie-muslingeskaller, som er så udbredte i Afrika. 

Sådan gjorde Hama ikke.

Han vendte skålen om, og med et par spisepinde skabte han et instrument, der mindede meget om et trommesæt, med den forskel at han spillede rundt om beatet typisk i 12/8-rytme.

Som jeg forstår det, var han hermed ophavsmanden til den praksis, som i dag er meget udbredt.

Sociale tekster frem for kærlighed
Niafunké er en smeltedigel, hvor man finder mange stilarter inden for musik og blandt andet spiller pentatoniske skalaer og rytmisk spændende musik som eksempelvis songhaï-folkets komplicerede takamba. Dengang spillede Radio Mali aldrig de nordlige stilarter, men var i stedet domineret af de regionale statsstøttede bigband i Sahelområdet og mandinga-musik med koraspillere og traditionelle sange i fokus.

Ali Farka Touré og Hama Sankaré begyndte derfor at spille en egen stil, som inkorporerede musik fra forskellige etniciteter – bozo, fulla, tamachek og songhaï – som snart mindede vestlige beundrere så meget om The Blues, at man placerede det under det label i vestlige pladebutikker.

Mange, i specielt de sorte samfund i USA, begyndte at omtale musikken som bluesmusikkens vugge, hvilket vi ved i dag var en lovlig letkøbt antagelse i familie med orientalisme.

Touré og Sankaré vedblev dog med at tage afstand fra den amerikanske bluesform både i forhold til 12-taktsopbygningen og traditionen med at synge om kærlighed. For det var bestemt ikke det tema, der kom på banen, når Touré, Sankaré og resten af bandet stillede op og fyrede deres medrivende musik af. I stedet var det især sociale tekster, der gav publikum noget at tænke over.

Sankaré blev ikke kun en mester på kalabassen, men lærte sig også congas, som var udbredt i de cubanskinspirerede bands, der skød op overalt. Som duo leverede de to uforlignelige kald/svar-kor, som ud over sociale emner og ånder (fra den pre-islamiske åndetradition, som Touré var del af) handlede om det, der med årene blev Ali Farka Tourés helt store tema, nemlig kampen mod ørkenen og behovet for at dyrke jorden og samt plante træer. 

Touré blev et af de førende navne inden for verdensmusikken, og Hama Sankaré var altid med og lagde den rytmiske bund og de flotte svarkor.

Sen solokarriere

Da Ali Farka Touré døde af kræft i 2006, var en æra slut.
 
Den gamle perkussionist Hama Sankaré fik et nyt liv dels som solokunstner og dels som mentor for de unge. Her var han meget elsket, ligesom han var kendt for sit lyse og positive sind. I sine sidste år blev han soloartist og viste, at den evne havde været der hele tiden.

Han indspillede sin sidste plade for to år siden – den hed ’Niafunké’ som hjembyen og som et berømt album med Ali Farka Touré – og turnerede også gerne med det gamle hold fra Touré-tiden. Typisk spillede de hjemme i Niafunké eller i hovedstaden Bamako, og en enkelt gang eller to lod de sig lokke til Europa.

Selve dødsulykken er en tragedie i sig selv, men tabet gøres større af, at Sankaré var så lysende og fuld af liv. En levemand med så mange gode historier at fortælle enten i venners lag eller foran et publikum, som ofte lokkede ham til at øse af sin store erfaring, og han var til det sidste en utrættelig inspiration for unge musikere.

Nu er en æra slut, og hjemme i Niafunké er der blevet en ny plads ledig under det store baobabtræ.

Alpha Ousmane ”Hama” Sankaré (1952-2020) – æret være hans minde.

Oplev Hama Sankaré i aktion på kalabassen herunder – skudt af artiklens skribent i Barou Diallos studie i Bamako – sammen med Ali Farka Touré Band: