Legater til journalistik om glemte kriser

Laurits Holdt

Læger uden Grænsers journalistlegat bliver i år delt mellem to hold: journalist Ole Damkjær og fotograf Erik Refner samt Laura Na Blankholm og Nikolaj Houmann Mortensen. Det skriver organisationen på sit websted mandag.

Legatet udspringer af vores bestræbelser på at sætte mere fokus på humanitære kriser, som de danske medier glemmer eller overser.

”Det står i vores idégrundlag, at vi skal bære vidnesbyrd om de lidelser, som Læger uden Grænser ser i verden. Legatet ligger i forlængelse af det,” siger Torill Pallesen, Læger uden Grænser konstituerede direktør.

Med 44 kandidater har der i år været rekordmange ansøgere til legatet.
”Det viser, at der er stor interesse for at skrive om verdens glemte eller underdækkede konflikter,” siger journalist Lotte Dahlmann, som er formand for bedømmelsesjuryen.

"Igen i år har studerende domineret i ansøgerfeltet, men garvede journalister er også med. Læger uden Grænsers journaliststipendium går i år både til et hold studerende og et garvet team fra et af landets mediehuse. De havde efter juryens mening de bedste forslag til dækning af to væsentlige kriser."

Legatet er på 50.000 kroner som den uafhængige jury har fordelt mellem de to kandidater.

Otte artikler på ti år

Journalist Laura Na Blankholm og journaliststuderende Nikolaj Houmann Mortensen tildeles 30.000 kr. til at dække besættelsen af Vestsahara og konsekvenserne for den oprindelige befolkning for Dagbladet Information.

”150.000 mennesker lever i flygtningelejre og overlever udelukkende af nødhjælp fra FN og humanitære organisationer. Samtidig afskærer en mur på 2720 km – længere end muren i Israel og Berlinmuren – den oprindelige befolkning fra deres hjem gennem århundreder. De er tvunget til at leve i de besatte områder med voldsom undertrykkelse fra besættelsesmagten, der betyder vilkårlige fængslinger og gentagende brud på grundlæggende menneskerettigheder,” fortæller Laura Na Blankholm og Nikolaj Houmann Mortensen.

”Vi finder det vigtigt at dække konflikten i Vestsahara, fordi det er overraskende, at der de sidste ti år sammenlagt er skrevet otte artikler i de største dagblade om det område, som FN betegner som Afrikas sidste koloni,” tilføjer de.

Borgerkrigen i Libyen

Journalist Ole Damkjær og fotograf Erik Refner fra Berlingske modtager 20.000 kr. til at dække konflikten i Libyen.

"Siden revolutionen i 2011, hvor et folkeligt oprør og et virvar af væbnede grupper med støtte fra NATOs kampfly væltede Muammar Gaddafis regime, har Libyen været hærget af borgerkrig, som har givet Islamisk Stat og andre islamistiske netværk gode vækstbetingelser. Trods alle disse – og mange flere – udfordringer, er der dog ikke den store appetit i omverdenen på at engagere sig positivt i Libyen – heller ikke hos de europæiske regeringer, der meget beslutsomt var med til at vælte det gamle regime," begrunder Ole Damkjær.

"I en tid, hvor mange medier har svært ved at få rejsebudgettet til at slå til, og hvor det derfor er op ad bakke at finde penge til de glemte, hengemte og oversete konflikter, kommer stipendiet fra Dansk Journalistforbund og Læger uden Grænser virkelig til sin ret. Erik og jeg er meget glade for, at vi i år får del i det og ser frem til opgaven," tilføjer han.

Fem glemte kriser

Senere i år offentliggør vi en liste over de fem glemte kriser, som vi mener fortjener mere opmærksomhed, men som næsten er usynlige i den danske presse.

”Legatet er en del af Læger uden Grænsers bestræbelser på, at ingen skal lide i stilhed. Vi håber, at det er en løftestang til den del af journalistikken, der sætter fokus på ting, som den brede presse overser,” fortæller Torill Pallsen.

Listen bliver offentliggjort her på vores hjemmeside 7. december.

Se tidligere vindere af journalistlegatet

Læger uden Grænsers Journaliststipendium uddeles til journalistik om oversete humanitære kriser i samarbejde med Dansk Journalistforbund. Læs mere om stipendiet hos Læger uden Grænser eller Dansk Journalistforbund