Libanon forbyder ny Wonder Woman film

Gal Gadot som Wonder Woman.
Foto: Epicheroes - Deviant Art.
Forfatter billede

Libanon har forbudt landets biografer at vise den nye film om Wonder Woman med den begrundelse, at den kvindelige hovedrolle spilles af israelske Gal Gadot.

Filmen var ellers kommet sikkert igennem landets normale screeningsprocedurer, men efter pres fra the Campaign to Boycott Supporters of Israel-Libanon og landets økonomiminister, så har den libanesiske regering i sidste øjeblik sat en stopper for premieren. Det skriver The Guardian.

Filmen beskyldes af libanesiske kritikere for at være en israelsk soldater-film. Den hårdtslående kvindelige hovedrolle, Gal Gadot, kommer fra Tel-Aviv i Israel og har gennem to år arbejdet som kampsportsinstruktør i den israelske hær. Hun blev som 18-årig kåret som Miss Israel og har arbejdet som model, inden hun endte i Hollywood.

Kvindelige heltinder for ligestilling

Libanon har gennem årtier været officielt i krig med Israel, og landet har gamle love, som forbyder israelske produkter, ligesom libanesere er forment adgang til Israel og ej heller må omgås israelere.

Ifølge Al-Jazeera har Wonder Woman filmen ellers fået ros for sin stærke kvindelige heltinde, der skal gøre en ende på den uendelige række af mandlige superhelte, som Hollywood giver liv.

Faktisk skabte filmen allerede sidste år en del furore, da FN udnævnte Wonder Woman som ambassadør for ligestilling mellem køn.

Det affødte en del kritik, at en tegneseriefigur, som oven i købet er letpåklædt og relativt storbarmet, kunne blive tildelt den titel, og det varede da heller ikke mere end to måneder, før FN måtte lægge sig fladt ned og tage titlen tilbage.