Liberia: Anden valgrunde afholdes 26. december

Laurits Holdt

Præsidentvalget i Liberia kan nu fortsætte efter landets højesteret 7. december afviste en klage fra kandidaten Charles Brumskine, der blev nummer tre i den første runde af valget.

Valgkommissionen har meddelt at valget skal finde sted 26. december og at kandidaterne må føre valgkamp til og med juleaften.

Når der skal vælges præsident i Liberia sker der over to runder. De to kandidater, der får flest stemmer går videre til anden runde.

Første valgrunde blev afholdt 10. oktober og her vandt den tidligere fodboldstjerne George Weah foran vicepræsident Joseph Boakai.

Weah fik 39 procent af mens Boakai fik 29 procent af stemmerne.

Anden runde skulle have fundet sted 7. november men dagen inden blev valget udskudt af højesteret efter en klage fra Brumskine.

Han mente, at mente, at der havde været svindel i første runde. Men nu er klagen afvist og valget kan fortsætte.

Skal afløse Afrikas første kvindelige præsident

Vinderen af anden valgrunde skal afløse Ellen Johnson-Sirleaf, som har ledet landet i 12 år, hvilket er det maksimalt tilladte ifølge landets grundlov.

Ellen Johnson-Sirleaf blev valgt til præsident efter landets brutale borgerkrig og hun var Afrikas første kvindelige præsident. I 2011 modtog hun Nobels Fredspris for sin indsats for kvinders sikkerhed og for kvinders ret til at deltage i det fredsopbyggende arbejde i Liberia.

Landet har været fredligt i Johnson-Sirleafs embedsperiode men mange liberianere kritiserer hende for ikke at have gjort nok ved den omfattende korruption i landet.