Liberia går til valg

ellen_johnson_sirleaf
Ellen Johnson Sirleaf har været præsident i 12 år og overlader i begyndelsen af 2018 embedet til en ny folkevalgt præsident.
Foto: DFID - UK Department for Development (CC BY 2.0)
Laurits Holdt

Vælgerne i Liberia skal vælge en afløser for Ellen Johnson Sirleaf, der har været præsident i 12 år. De skal også vælge medlemmer til landets parlament, der har 73 pladser.

Sirleaf blev Afrikas første kvindelige præsident, da hun blev valgt første gang i 2005. I 2011 blev hun tildelt Nobels fredspris for sin indsats for freden i sit land.

Tirsdag skal de 2,2 millioner registrerede vælgere sætte deres kryds efter en fredelig valgkamp.

De har 20 kandidater at vælge imellem til præsidentposten og ingen af de 20 ser ud til at kunne opnå et flertal af stemmene ved valget tirsdag. 

Liberia har som mange andre lande et to-runde-system, hvor de to præsidentkandidater, der får flest stemmer skal stille op i anden runde, hvor den der får flest stemmer blive den næste præsident. Anden runde afholdes i november.

Én kandidat har dræbt en tidligere præsident

Favoritterne til at vinde præsidentvalget er Joseph Boakai, der har været vice-præsident under Ellen Johnson Sirleaf, George Weah, der nok er mest kendt uden for Liberia for sin karriere som fodboldspiller i bl.a. AC Milan i Italien og Charles Brumskine, der er leder af det liberale parti.

Blandt kandidaterne finder man og Prince Johnson, der bl.a. gjorde sig bemærket som såkaldt krigsherre under landets første borgerkrig fra 1989 til 1997. I 1990 tog Johnsons styrker den daværende præsident Samuel Doe til fange, hvorefter de torturerede og dræbte ham. Dele af torturen blev filmet og offentliggjort og på videoen ses Johnson med en øl i hånden.

Borgerkrigen fortsatte i 1999 og varede til 2003. I 2005 blev der afholdt demokratiske valg og her vandt Ellen Johnsom Sirleaf, som forlader embedet i 2018.

Landets historie er præget af kup og de 14 år, hvor de usædvanligt brutale borgerkrige udpinte landet. Når den nye præsident indsættes i begyndelsen af 2018 bliver det første gang siden 1944, at en folkevalgt præsident overdrager magten til en anden folkevalgt.

I 2014 og 2015 blev landet hærget af det hidtil værste udbrud af sygdommen ebola. Epidemien kostede 4.809 livet i Liberia, herunder mange læger og sygeplejesker. Også nabolandene Sierra Leone og Guinea blev hårdt ramt af sygdommen.

Temaer i valgkampen

Blandt temaerne i valgkampen er korruption, arbejdsløshed, forsoning og infrastruktur.

Da Ellen Johnson Sirleaf kom til magten lovede hun at slå hårdt ned på korruption men der har været få resultater af hendes indsats. Hun kritiseres personligt for at have tildelt sine tre sønner poster i landets regering.

Arbejdsløsheden er massiv – især blandt landets unge. Den store ledighed anses af mange som en potentiel kilde til politisk ustabilitet.

Landets infrastruktur er meget svag og de mange års borgerkrig gjorde det kun værre. I de senere år er der blevet anlagt en motorvej til nabolandet Guinea, og de muligheder som den har været med til at skabe har givet en vis økonomisk udvikling. I løbet af de kommende måneder forventes en dæmning med vandkraftværk at stå færdig og det vil give en løft til landets el-forsyning, der både er ustabil og ikke evner at nå ud til store grupper af befolkningen.