LIBERTY som DR-Drama: ”Det var voldsomt og grænseoverskridende”

Der er ikke mange, der ikke vil vove den påstand, at det er en forventningstung opgave at oversætte Jakob Ejersbos delvis selvbiografiske roman, Liberty, til DR-søndagsdrama i bedste sendetid.

Det skyldes til dels, at Liberty er noget af et mastodontværk, der dedikerer 712 sider til et svigende og svedende sanseligt livtag med en dobbeltmoralsk nødhjælpsverden, menneskelig deroute, svigt og knuste drømme.

Og til dels – og måske i særlig grad – fordi stort set hele det danske anmelderkorps i 2009 lagde sig fladt ned og hyldede Liberty som eet af de største værker i dansk litterær historie.

 

Opgaven, der var vild, voldsom og grænseoverskridende

I spidsen for at omdanne romanen til fem timers søndagsdrama står seriens hovedmanuskriptforfatter, Asger Leth.

”Det var inspirerende. Vildt. Voldsomt. Grænseoverskridende og angstprovokerende,” sagde Leth til dagens pressemøde på Karen Blixen-museet i Rungsted. Her fik de første to afsnit lov at se dagens lys, og det er tydeligt fra første minut, at serien vil eller skal nå meget. Scenerne er pakkede, hurtige i fremdriften men ellers meget tro mod Ejersbos farverige persongalleri.

”Det er et voldsomt værk. Det er jo grænseoverskridende at pille ved noget så stort”, forklarer Leth på én gang ydmygt og drenge-begejstret, ”Man kan ikke gøre det godt nok, men man er nødt til at blive ved og skrive sig ud af det”.

Eet af de største greb Leth har gjort i oversættelsen fra bog til serie er at give de voksne i bogen mere plads. Hvor romanen Libertys omdrejningspunkt er de to unge, danske Christian og tanzanianske Marcus’ coming-of-age-tvillingehistorier om venskab, identitet og svigt, fandt Leth det vigtigt i serie-versionen at grave lidt mere i de voksnes historier.

”Det pirrede mig”, forklarer Asger Leth, ”i romanen ser vi de unge betragte de voksnes fejltagelser på afstand. Men hvad er det egentlig, der sker i de voksnes liv? Hvad sker der med deres drømme undervejs? Det er jo ikke uinteressant, hvad der gør, at de glemmer deres børn og det hele sejler”.

Ramte som et ekko

Og jo, det var en svær opgave at få romanen ned på fem afsnit. For allerede da Leth læste bogen første gang i 2009, overvældede den ham.

”Det var som om, den ramte et ekko i mig. Det var som om, der var en mand, der talte til mig som om, han havde været medpassager i mit liv”, forklarer han eftertænksomt.

For Asger Leth har selv tilbragt store dele af sin ungdom på Haiti sammen med sin far og kender til miljøet af ”Gin & Tonic – good-do’ers”, som han kalder dem – ”Folk, som vil redde verden, og ender med at miste sig selv eller tager hjem med uforettet sag. Og tabe deres børn på gulvet… Jeg kunne bare ikke lade denne historie være”.

”Jeg gik direkte fra en slikbutik til rent helvede”

Anderledes til opgaven gik den svenske instruktør Mikael Marcimain. Han havde hverken læst eller hørt om Liberty, men blev straks draget af manuskriptets multi-plot-historiefortælling, som han ofte har gjort brug af i tidligere film.

”Egentlig havde jeg slet ikke tid, men Liberty var eet de mest interessante projekter, jeg havde læst”.

”Fortællingen er jo som en ren slikbutik for en instruktør. Den har det hele. Derefter blev det rent helvede for mig”, fortæller han grinende og forklarer hvorfor: ”Jeg gjorde jo det, at jeg læste romanen, og så mærkede jeg presset og tænkte – oh shit!”

Men som med Leth talte historien også til Marcimain, som med sin sort-hvid blandede baggrund også kunne relatere til den rodløshed, som kommer af at jonglere mellem flere kulturer. Og dragelsen til det det farverige afrikanske kontinent.

”Jeg tror vi kan sige, at vi med Liberty bevæger os fra Nordisk Noir til Nordisk Colour Box”, siger en begejstret Marcimain, som også har instrueret nogle af de svenske Wallander-krimier, og fortæller om udfordringen med at indfange farver, musik og lugte.

En blændende Anton Hjejle

Nu indledte vi med at sige, at Leth giver plads til de voksnes historier, hvilket bakkes op af en garvet garde i ”voksen”-rolle-besætningen.

Men allerede fra start er det blændende skuespilpræstationer fra den alsidige Charlie Karumi som Marcus og Anton Hjejle som Christian, der stjæler seerens opmærksomhed. Især Anton Hjejle, som til uhyggelig forveksling ligner en ung Ejersbo, overbeviser med sin lidt stive, forsigtige, teenage-gnavne men snart altomfavnende møde alt hvad Afrika og den hvide mands dobbeltmoral kaster efter ham.

Selv hvis resten af serien skulle gå hen at skuffe, er Hjejles indsats en respektfuld hyldest til den afdøde forfatter.