Lotte Grauballe er død – kun 49 år

lottegrauballe_portraet
Forfatter billede

Mindeord af Vibeke Hjortlund

Nogle mennesker fungerer som et kompas for andre. Lotte Grauballe var en af dem.

Mange vil savne hendes velrettede kompasnål – både menneskeligt, etisk og professionelt – nu hvor hun ikke er her mere.

Lotte brugte de sidste tre år af sit liv på at tage livtag med kræftsygdommen, som ødelagde hendes krop, men aldrig fik bugt med hendes sjæl og psyke.

Jernstærk og livskraftig var hun til det sidste, væbnet til tænderne med humor og kærlighed til sine omgivelser. Såvel i de sidste år som gennem hele sit livs virke var hun ikke én, der gav op.

De mange år i Afrika

Afrika var det sted, hvor Lotte Grauballe fandt sin vej og sin mission.

Som ung journalist, uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1990, fyldte hun spalterne på Fyens Stiftstidende, men hun sadlede tidligt om til NGO-verdenen, hvor hun gennem mere end 20 år arbejdede med udvikling, menneskerettigheder, demokrati og humanitær bistand i det sydlige og østlige Afrika.

I bistandsmiljøerne, både nationalt og internationalt, markerede hun sig som en højt respekteret kapacitet – vidende, usentimental, en pragmatiker med stor faglighed.

Og hun har ikke overraskende bestridt en række lederstillinger og tillidsposter, blandt andet som næstformand for Mellemfolkeligt Samvirke

Afholdt og engageret

Lotte Grauballe var afholdt, ikke mindst fordi hun samtidig var et sjældent engageret menneske med stor personlig integritet, altid dedikeret og aldrig bange for at sætte sig selv og sine egne følelser på spil.

For Mellemfolkeligt Samvirke tilbragte hun først en årrække i Botswana. Derpå rykkede hun til Kenya som leder af MS’ store landeprogram i en turbulent brydningstid, hvor styret skiftede.

Kenya blev hendes andet hjem. Hun elskede menneskene, deres varme, varmen i det hele taget. Hun så potentialet og nød skønheden i landet.

Det gjorde ondt, da de kenyanske myndigheder viste hende vintervejen af politiske årsager, og hun sammen med to medarbejdere blev sat på porten med anklager om undergravende virksomhed og for at være til fare for nationens sikkerhed, så den daværende udviklingsminister måtte ud og rasle med sablen.

Det barske Sudan

Lotte fandt nye veje. Enkle var de ikke at betræde.

Sudan var en barsk destination, men hun valgte den alligevel. Gennem to år var hun landechef for Norsk Flyktninghjelp her med base i Khartoum – en post der skal mere end almindelig råstyrke til at tackle.

Efterfølgende rykkede hun til det nordlige Uganda som landechef for Norsk Flyktninghjelps omfattende program i det borgerkrigshærgede land, hvor hun var leder for flere hundrede medarbejdere.

Hun løste konflikter, fandt venner, fik maskinen til at køre velsmurt og besøgte sågar Kenya ind imellem.

Tunesien – og sygdommen

De sidste år af sit arbejdsliv var Lotte tilknyttet organisationen International Media Support, der støtter en fri presse i fattige og ustabile lande rundt om på kloden.

Hun var udsendt til Tunesien, da det første demokratiske valg i 30 år blev holdt i 2011 – se også http://www.u-web.dk/storre-end-selve-livet

Og hun var i Tunesien, da canceren brød ud, og ikke længere kunne ignoreres, men tvang hende hjem til Danmark.

Her tog hun med vanlig professionalisme, imponerende råstyrke og solid opbakning fra omgivelserne hånd om sin egen behandling.

I bund og grund var Lotte Grauballe en leder. Hun gik forrest, inspirerede, bankede på plads, valgte sine kampe, og hang i når det var svært.

Hun var modig og fandt løsninger. Som da hun væltede med sin firehjulstrækker i Kalahari-ørkenen og flikkede motoren sammen med en nylonstrømpe.

Eller da hun stod overfor fjendtlige regimer i Kenya og Sudan og var midt i en flygtningekrise i Uganda.

Syg, men nød livet til det sidste

Det allerstørste mod viste hun, da hun kæmpede mod sygdommen, der gnavede i hendes krop, til der næsten ikke var mere tilbage.

Og så forstod hun at nyde livet hele vejen. Hun lavede mad. Evnede som ingen anden at samle folk om et veldækket bord med eksotiske kokkerier, god vin og dybe samtaler. 

Selv i den meget lange tid, hvor hun ikke længere selv kunne spise, men fik sin næring intravenøst, insisterede hun på at frembringe de lækreste måltider og samle familie og venner om det til snak, latter og fællesskab.

Lotte elskede ’sine mennesker’, og vi elskede hende.

Fordi hun var klog, rummelig og festlig, havde så stor dybde og gjorde os til bedre mennesker.

Fordi hun viste vejen frem, fjernede stenene på den, og havde en evne til at trække tæppet væk under de problemer, der måtte opstå.

Fordi hun havde sans for livets poesi og værdsatte alt det gode – champagne, blomster, jazz og eftertænksomme samtaler til den lyse morgen.  

Havde “ikke noget til gode”

Mange vil savne Lotte. Hun satte et stort fodaftryk i sine menneskers liv – niecen, nevøerne, sine søskendes og forældres.

Vennerne – både de danske og internationale. Og de mange samarbejdspartnere, der har haft glæde af hendes arbejdsindsats og engagement gennem årene.

Selv reflekterede hun i sin sidste tid over, at hun ikke havde noget til gode. Hun havde fået så meget i den tid, der blev hende forundt.

Vi andre synes, hun skulle have haft længere tid på denne jord. Måske fordi hun altid gav endnu mere.

Lotte var global – rundet af sin opvækst i Canada, Holland, Sverige og Danmark, af sine jyske aner og sit voksenliv på det smukke kontinent, Afrika.

Hele verden er blevet fattigere nu, hvor Lotte ikke længere beriger den.

Æret være Lotte Grauballes minde.

Lotte Grauballe blev født 10. juni 1966 og døde 9. juli 2015.