Macron og Modi i spidsen for første stormøde i “solalliancen” i New Delhi

cimg1204
Thomas Jazrawi

Nu er den store “solskinsalliance” ved at være på skinner. 

“International Solar Alliance” (ISA) er et initiativ startet af den indiske premierminister Narendra Modi ved klimakonferencen i Paris i 2015.

Det var her verdens nationer blev enige om den globale klimaaftale opkaldt efter den franske hovedstad. 

Et andet konkret resultat er ISA, som skal sætte fart på solenergi i de såkaldte “solskinsstater”. Det drejer sig om nationer, som ligger mellem Krebsens og Stenbukkens Vendekreds, altså primært udviklingslande. 

Nu har det første stormøde i alliancen fundet sted i New Delhi, Indien.  

Modi og Macron som værter

Narendra Modi var sammen med den franske præsident Emanuel Macron værter og sidstnævnte havde et løfte på 700 millioner Euro (lidt over 5 milliarder danske kroner) med til solenergi i fattige lande 

Det kommer oveni 300 millioner Euro, som blev givet i løfte fra Paris i 2015, skriver Deutche Welle. 

Alliancen har et mål om at producere 1 trilion watt solenergi i 2030. Indtil videre har 32 nationer tilsluttet sig pagten, mens 61 andre har underskrevet de officielle dokumenter, ifølge det tyske medie. 

Af andre bidrag kan nævnes den Europæiske Investeringsbank, som har lovet 1 milliard dollar (lidt over 6 milliarder danske kroner) i investeringer frem til 2030. Den Asiatiske Udsviklingsbank lover 3 milliarder dollar (omkring 18 milliarder danske kroner) årligt fra 2020 til solenergi i udviklingslande.

Det er ligeledes blevet til en samarbejdsaftale med Den Nye Udviklingbank, BRICS-landenes internationale finansieringsinstitution.   

Indien blev i flere år anset som modstæbende i de internationale klimaforhandlinger, men de ser nu ud til at være helt med på vognen. Regeringen under Modi i det asiatiske storrige har en plan om at skabe kapacitet for 175 gigawatt af vedvarende energi i 2022.

Det er verdens største enkeltstående projekt for vedvarende energi, skriver Times of India. 

Tiden er kommet til Indiens tid i solen, tilføjer det indiske medie. 

Der kan findes mere information om alliancen i nedenstående link.