”Jeg ønsker at glemme, jeg har ikke lyst til at huske. Husker du?”
På Central Gulu High Shools bibliotek i det nordlige Uganda er mere end 40 elever fra 14 forskellige gymnasier samlet for at dele deres poesi og litteratur med hinanden. Alle er stille, da Hamza i sit digt ’My Memory’ sætter ord på sit ambivalente forhold til minderne fra den knap 20 år lange og blodige borgerkrig, der kostede tusindvis af menneskeliv og stadig præger flertallet af befolkningen i Norduganda.
Indenfor de tre timer, hvor den litterære NGO Femrite markerer en række nyoprettede skrive- og læseklubber for unge i Norduganda, er Hamza ikke den eneste, der berører krigen. Med stærke metaforer, på vers eller i essay-lignende tekster kaster flere af eleverne lys over de dybe spor, borgerkrigen har sat i deres samfund. Alkohol, traumer, forældreløshed, fattigdom, og seksuelt misbrug er nogle af dem.
“Elevernes digte og tekster om borgerkrigens konsekvenser var meget rørende. Som Hamza beskriver det i ’My Memory’, tager de fat om minder, som alle på den ene side ønsker at glemme, men som de samtidig ikke vil forholde sig tavst til,” siger Hilda Twongyeirwe, der er direktør for Femrite, som har taget initiativ til at oprette skrive- og læseklubberne på gymnasieskoler i Norduganda.
De nordugandiske unges bearbejdelse af minder og traumer fra borgerkrigen er et af formålene med oprettelsen af de litterære klubber. Samtidig er de en del af et landsdækkende projekt, der arbejder for at tildele litteratur en større rolle i Ugandas skolesystem og inspirere unge over hele landet til at skrive og læse ugandisk litteratur.
“Litteratur er desværre en sektor, vores politikere tillægger meget lidt værdi,” siger Hilda Twongyeirwe og refererer til landets præsident, Yoweri Museveni, som i et tv-program talte nedsættende om litteratur og kunst.
“Det er meget problematisk, at politikerne hverken støtter eller forstår litteraturens bidrag til udviklingen i vores samfund. Litteratur er med til at skærpe vores visioner og holdninger og skabe mening i det, der foregår omkring os. Hvis vores politiske ledere er interesserede i at skabe demokrati og en kritisk reflekterende befolkning, der bidrager til Ugandas udvikling, er de nødt til at være fortalere for kunsten,” spørger Hilda Twongyeirwe og påpeger, at litteratur også kan bidrage til landets økonomi.
Litteratur kan skabe jobs
”I den ideelle verden, burde den unge mand være blevet betalt for den spoken word performance, han leverede. Litteratur er en kreativ industri, der kan skabe arbejde,” siger Femrite’s direktør og peger på Hamza, som uden manuskript åbnede workshoppen med at recitere ‘My Memory’.
Femrite’s programmedarbejder Juliet Kushaba, som modererer workshoppen, fremhæver også litteraturens bidrag til økonomien.
Da en tredjedel af eleverne har læst deres tekster højt, griber hun mikrofonen og ser ned mod James Onono, der sidder blandt eleverne, og som for seks år siden deltog i en lignende skrive-workshop på gymnasieskolen.
“For nogle år siden modtog han en Femrite-pris for et digt, han havde skrevet, og i dag arbejder han som journalist for Acholi Times og radiostationen Mega FM. Måske har hans digtning ført ham til den karriere, han har i dag,” siger Juliet Kushaba.
Blandt eleverne på skolebiblioteket sidder også freds- og kvinderettighedsaktivisten Rosalba Oywa, som er inviteret til lanceringen for at inspirere de unge til at læse og skrive.
“I Uganda er vi dygtige til spoken word og mundtlige fortællinger. Lad os blive dygtige til også at skrive vores egne historier,” siger hun og beskriver, hvor meget det at skrive og læse har betydet for hendes karriere som samfundsdebattør.
Ugandisk litteratur uden sne
Hilda Twongyeirwe nævner også vigtigheden af at producere ugandisk litteratur.
“Hvorfor tror I, at mange unge i Uganda skriver om sne i deres tekster?” spørger hun eleverne.
“Fordi størstedelen af den litteratur, vi er blevet præsenteret for, stammer fra Vesten”, svarer en af dem, mens Femrites direktør nikker.
”Den litteratur, de unge kender, er enten amerikansk eller britisk og er fuld af sne, blå øjne og langt blond hår, som danser i vinden,” forklarer Hilda Twongyeirwe efter lanceringen.
De unge forstår ikke nødvendigvis, at litteratur vokser ud af forfatterens personlige oplevelser og perspektiver.
”På grund af den litteratur, de møder i skolerne, opfatter de litteratur og kreativitet som et udenlandsk fænomen, de ikke kan identificere sig med. Vi skal inspirere den ugandiske ungdom til to både at læse og skrive ugandiske litteratur,” siger hun.
