Manden på mærkerne er Årets Ildsjæl

aarets_ildsjael_2016
Forfatter billede

Det eneste rum i Søren Spangsbjerg Bro og hustruens kælder i boligen i Skjern, der ikke er fyldt med kasser med frimærker, er vaskerummet. Frimærkerne indsamles, klippes sirligt ud og sælges med fortjeneste til fordel for Danmission.

Og det er ikke bare i kælderen, at Søren Spangsbjerg Bro lader sin kærlighed til missionsarbejdet fylde.

Siden 1981, da han var på sin første rejse med Danmission, har han engageret sig på forskellige måder for at samle penge ind til arbejdet i Afrika, Asien, Mellemøsten og Danmark.

På sin første rejse til Madagaskar, fik han det, han selv kalder en ’lang tids-indsprøjtning af ydre mission’. Siden har han været i Cambodja, Indien og Tanzania for at opleve Danmissions arbejde.  

Han har siden 2008 været ansvarlig for at organisere de velgørende frimærkeklipperier, der sidste år indbragte 109.550 kr.

Derudover har han i syv år siddet med i Danmissions bestyrelse, været  formand for Danmissions distrikt 38, der dækker Skjern Provsti, og siden 2006 fungeret som frivillig netværkskonsulent i Ribe Stift.  

Det var en tydelig rørt Søren Spangsbjerg Bro, der blev hædret af de 300 repræsentanter og ansatte, der i weekenden var samlet til Danmissions årlige repræsentantskabsmøde.

Har overskud at give af

I ildsjælens hjemby mødes op til 25 frivillige frimærkeklippere en gang om måneden i missionshuset for at klippe for den gode sag. Søren Spangsbjerg Bro inviterer til morgenmad og sang, og så klippes der, mens snakken går.

“Jeg har overskud at give af, så hvorfor ikke yde en indsats? Dét, der driver mig til at være engageret, er den store varme, jeg bliver mødt med, når vi besøger folk i Den 3. Verden. Jeg har med egne øjne set, hvor lidt der skal til for at gøre en stor forskel”, bemæker han.