Gå til hovedindhold

Mobile menu

Med Nagieb Khaja til den syriske borgerkrig

Med sin bog "Du må ikke græde - for så mister du blod" ønsker journalist og forfatter Nagieb Khaja at levere et vidnesbyrd om de forhold befolkningen lever under i borgerkrigen i Syrien. Resultatet er en læseoplevelse som både er vedkommende og relevant.
Med "Du må ikke græde - for så mister du blod" har forfatter, journalist og krigskorrespondent skrevet en nærværende og vigtig beretning fra krigen gennem de seneste seks år

Med "Du må ikke græde - for så mister du blod" har forfatter, journalist og krigskorrespondent skrevet en nærværende og vigtig beretning fra krigen gennem de seneste seks år

Gyldendal

“Syrien er en af de største, vedvarende humanitære katastrofer i de seneste årtier. (...) Min bevæggrund for at skrive denne bog skyldes derfor en pligtfølelse både over for de syrere, der stadig lever midt i konflikten, og det internationale samfund, som har brug for at blive korrekt informeret om forholdene i landet (...)”.

Sådan lyder indledningen til Nagieb Khajas bog “Du må ikke græde - for så miste du blod”. Og der er ingen tvivl om, at det er nobelt, når en journalist, der til dagligt er ægtemand og familiefar, tager turen ind i landet, hvor borgerkrigen nu hærger på 6. år, for at fortælle om de forhold, lokalbefolkningen lever under.

Med forfatteren i krig
Over fem år - fra vinteren 2011 til vinteren 2016 - har Khaja været på syv reportagerejser til Syrien. Han er således den danske journalist, der har rejst oftest og opholdt sig længst i Syrien, siden borgerkrigen brød ud.

I “Du må ikke græde - for så mister du blod.” inviterer Khaja læseren med på sine rejser. Her møder man nogle af de aktivister, der deltog i det - til en start - fredelige oprør, der blev begyndelsen på borgerkrigen. Og man er med, når danske syrienskrigere fortæller om deres bevæggrund for at sætte deres frihed på spil, når de krydser grænsen til Syrien - hvad enten det er for at lave frivilligt NGO-arbejde eller at tilslutte sig ISIS eller bekæmpe dem. Ligesom man sammen med Khaja kommer tæt på medlemmer fra den jihadistiske gruppering Katibat al-Muhajireen, der ser krigen i Syrien som en vej til at opnå et samlet kalifat.

Ligeså tager Khaja sine læser med, når Al Assad-regimets bombefly flyver tæt over hovedet på ham og de oprørsstyrker og humanitære arbejdere, han følges med, og hvor bomberne bogstaveligt talt flyver ned om ørene på dem. Og som siderne glider frem, er der flere af de kilder, der lægger historie til bogens kapitler, der dør fra deres familie i Syrien, fra Khaja og os der sidder i stuen i Danmark med bogen i hånden.

Med andre ord tager Khaja sine læsere i hånden og trækker dem med sig ind i en lang krig, der bliver mere og mere kompliceret som dagene går. 

Fra fredeligt oprør til blodig borgerkrig
En genistreg fra Khajas hånd er at lade bogens opbygning følge kronologien i hans rejser ind i det krigshærgede land.

Fortællingen starter i 2011, blot seks måneder inde i krigen og et år efter, at den arbejdsløse akademiker Muhammed Bouazizi kickstartede Det Arabiske Forår ved at sætte ild til sig selv i Tunesien. Kort efter kom Det Arabiske Forår til Syrien, og det der startede som et fredeligt oprør i Syrien, udviklede sig til en borgerkrig. Krigen har nu varet i 6 år.

Noget Khaja viser elegant ved at lade første kapitel introducere de to

"Du må ikke græde - for så mister du blod" er udgivet på Gyldendal. Bogens vejledende udsalgspris er 279,95 kr.

"Du må ikke græde - for så mister du blod" er udgivet på Gyldendal. Bogens vejledende udsalgspris er 279,95 kr.


Gyldendal

aktivister Amjad Siofty fra Damaskus og Hosin Abbas fra Deraa nær grænsen til Jordan. Det var i Deraa, at den syriske konflikt for alvor trappede op, da politiet i februar 2011 anholdt en gruppe teenagedrenge for at lave anti-Assad-propaganda, og mishandlede dem groft den måned, de blev tilbageholdt.

Khaja møder de to aktivister i Jordan, hvorfra de (mislykket) prøver at hjælpe ham ind i Syrien. Det er som journalist svært at få visum til Syrien, og hvis det lykkes, kan man forvente at have regimets øjne i nakken og dermed udsætte sine informanter for fare.

Gennem mødet med de to aktivister viser Khaja, hvordan oprøret egentlig startede ganske fredeligt. Blandt andet ved, at aktivisterne “(...) smed båndoptagere i skraldespande, der afspillede optagelser af en stemme, som sagde, ‘Jeg er Bashar al-Assad og hører til her nede’” , som Amjad fortæller.  

En virkningsfuld kontrast til den voldelige retning, læseren ved, at konflikten tager, i takt med at al-Assad regime slår mere brutalt igen.

Når Khaja møder de to aktivister i Jordan, skyldes det, at de har været tvunget til at flygte. Hjemme i Syrien har regimet - for at presse Hosin Abbas - fængslet hans bror. Det er normalt for regimet at gå efter aktivisternes familie, men i dette tilfælde virker det ikke. I takt med at presset stiger, udskifter aktivisterne deres båndoptagere med mere radikale - og bevæbnede - kamphandlinger.

Al-Qaida, Al-Nusra, Is(is), frihedskæmpere og De Hvidehjelme
Det Khaja gør allerbedst, er at lade de han møder på sin vej, fortælle deres historie. Uden at tage stilling til eller dømme deres handlinger, hvad enten det er bevæbnede krigere fra såvel frihedsbevægelsen eller jihadister fra Al-Nusra. Og også medarbejdere i De Hvide Hjelme, der dagligt sætter livet på spil, når de kører ud til områder straks de er blevet bombet, for at komme de overlevende og sårede til undsætning, følger han. Nøgternt dokumenterer han historien som den finder sted og udvikler sig.

Og med baggrundshistorien for øje, beskriver han, hvordan fraktionerne ændrer og deler sig, så konflikten til stadighed bliver mere og mere kompliceret i takt med at nye (friheds)bevægelser og grupperinger af Al-qaeda, Al-Nusra og IS danner sig i kampen mod både hinanden og al-Assads regime.

Også de danske såkaldte “syrienskrigere” kommer han omkring. Når han taler med dem, viser de sig som mennesker, hvis engagement i krigen - ligesom hans egen - handler om en pligtfølelse overfor de civile. Sådan udfordres og nuanceres det billede af den kriminelle kriger, som dansk - og mange andre vestlig landes - lovgivning gør dem til.

Græd ikke
Bogens titel er hentet fra en trøst, Khaja overhører en ung knægt sige til sin endnu yngre lillebror, der er blevet såret i et bombeangreb. “Du må ikke græde, for så mister du blod”, siger drengen der knapt er kommet i puberteten, til sin yngre bror i et desperat forsøg på at trøste ham. For hvad skal man ellers gøre, når ens ungdom leves i en militær konflikt, hvor bomber og død er hverdag?

Ved at kigge Khaja så tæt over skulderen, bliver hans informanter næsten også læserens venner, og man inviteres indenfor i en krig, der ellers er så uhyggelig, at man ville ønske den var uvirkelig.

Den sidste rejse
Som vor tids værste konflikt og største humanitære katastrofe, bliver de mange rejser også for meget for selv en hårdkogt journalist og familiefar. Selv som læser, kan man få lyst til at lægge bogen fra sig, og flygte fra den skæbne, borgerkrigen efterlader de civile syrere i. Både de der stadig er i Syrien, og de som tager flugten.

Blandt de menneskeskæbner, Khaja præsenterer os for, er også de mange flygtninge, som vi i Europa oplever som konsekvens af krigen med fyldte asylcentre og i mediernes overskrifter om “flygtningekrisen”.

For når Khaja rejser ind og særligt ud af Syrien, er det på samme vilkår som de mange millioner, der har været nødt til at forlade alt hvad de kender. Nok virker det en smule irrelevant, at han skal nævne, hvordan det er svært for ham at løbe fra grænsevagterne gennem mudderet pga. en tidligere fibersprægning. Men han formår også at beskrive den desperate situation, flugten er, når han følges med kvinder og børn, der løber mod en usikker fremtid. Selv flygter han hjem til sin familie på Nørrebro.

Situationen har nu udviklet sig så slemt, at samtidig med, at forfatteren har fået indrejseforbud i Tyrkiet - der er vejen til Syrien - efter at have haft nærkontakt med tyrkiske grænsevagter, har situationen i Syrien udviklet sig til noget, han ikke kan retfærdiggøre at opsøge. I hvert fald for nu, har han været på den sidste reportagetur.

Men de syv, han har været på, er resulteret i en bog, der tvinger sine læsere med på en rejse, dybt ind i en krig så uhyggelig, at også journalisten må flygte. Og det forstår man, efter at have læst hans nærværende beskrivelser og møder med krigen, dens krigere og ofre.

Har man læst Puk Damsgårds meget roste “Hvor solen græder”, er dette en god opfølgning på krigens udvikling siden Damsgårds bog udkom i 2014. Eller hvis man aldrig er kommet igennem Jakob Sheiks murstensværk “Danmarks børn i hellig krig”, er Khajas fortælling et godt sted at starte. Så kan man altid læse Sheiks bog bagefter, når man finder ud af, at selv om Khaja gør det godt, er knapt 250 sider ikke nok til at nå hele vejen rundt om en så lang og kompleks krig

Læs vores anmeldelse af "Solen græder" her