Medicinmangel i Libanon: ”Der er ikke noget medicin. Det er slut!”

2jknmycisvg5xiezn2djaa_thumb_3494
Michel Khorozian (t.h.) og hans ansatte Antoinette Markarian har spredt medicinen ud på hylderne i apoteket CILICIE, for at de ikke skal se alt for gabende tomme ud.
Foto: Marie-Anne Dayé
Gerd Kieffer-Døssing

23. juni 2021

Der er langt mellem medicinpakkerne på hylderne bag disken på apoteket CILICE i Beiruts Mar Mikhaïl-kvarter. Hvad vi i Danmark kalder håndkøbsmedicin, kan man typisk stadig være heldig at finde, men medicin mod kroniske sygdomme er stort set umuligt at opdrive.

”Der er ikke noget medicin. Det er slut,” siger apoteker Michel Khorozian, der driver CILICE, som hans bedstefar grundlagde for 90 år siden. Hans tre døtre og hans kone er også farmaceuter.    

Libanons mangel på medicin har stået på i halvandet år. Den opstod samtidig med, at landets valuta, det libanesiske pund, begyndte at tabe i værdi, og med inflationens himmelflugt det sidste halve år, er krisen kun blevet værre. I sin seneste analyse, Lebanon sinking (to the top 3), placerede Verdensbanken Libanons finansielle og økonomiske krise i top tre af verdens mest alvorlige økonomiske kriser siden midten af 1900-tallet. 

I Libanon er apotekerne privatejede og opkøber selv medicinen fra udlandet – i dollars. Men der er ikke nogen dollars i Libanon. Den dybt forgældede og stort set ikkeeksisterende stat, der tidligere kunne tilbyde subsidier, har nu lukket kisterne og tilbyder ingen hjælp til apotekerne til at købe forsyninger og dermed sikre befolkningen.

”Hver uge hører vi, at centralbanken vil hjælpe, men der sker ikke noget. Folk cirkulerer rundt mellem apotekerne i jagten på medicin uden at finde noget,” siger apotekeren.

Jeanne Ghanem holer overblik over medicinbeholdningen på Nation Stations lille klinik. Otte læger kommer ugentligt og tilser patienter uden at kræve betaling; de fleste patienter er ældre borgere, der ikke har været hos lægen i årevis.


Foto: Marie-Anne Dayé

Må smugle medicin ind
Ikke langt væk fra Khorizians apotek holder en lille klinik til i en gulmalet stueetage i et hus i en baggård. Klinikken er en del af den libanesiske ngo Nation Station, der blev skabt efter eksplosionen i Beirut havn den 4. august 2020, hvor et pakhus med 2.700 tons ammoniumnitrat sprang i luften og ødelagde store dele af byen. Det satte turbo på landets krise.

Læs også: Nation Station leverer basale ydelser til befolkningen i et Libanon på kanten af kollaps

I kølvandet på eksplosionen opstod en masse borgerinitiativer, der på grund af den stadig mere alvorlige situation i Beirut og Libanon stadig eksisterer den dag i dag. Staten er totalt fraværende. Libanon har ikke haft en regering, siden den forgående gik af som konsekvens af eksplosionen, men selv hvis der var en regering, er der bred enighed om, at situationen ikke ville være væsentlig anderledes. Landets reserver af udenlandsk valuta er i bund, og der er mangel på alt: Madvarer, benzin, elektricitet – og medicin.

Inde i den lille gule klinik sidder fransk-libanesiske Jeanne Ghanem. Hun har arbejdet for Nation Station stort set fra begyndelsen og blev hurtig en del af den gruppe, der har ansvaret for ngo’ens klinik. Klinikken er møjsommeligt vokset fra udelukkende at handle om medicin til også at tilbyde konsultationer med læger og psykiatere, der enten arbejder gratis, eller mod en meget lille godtgørelse. Først for nylig fik de mulighed for at leje den gule lejlighed, der er indrettet med konsultation, venteværelse og forkontor.

Der er intet offentligt sundhedsvæsen i Libanon og mange af klinikkens patienter har ikke set en læge i årevis. Dertil er mange af dem ældre med diverse kroniske lidelser, og her kommer klinikken til kort.

”Det er umuligt at opstøve medicin i Libanon. Antibiotika har vi en masse af, men ingen har brug for 50.000 tabletter antibiotika – vi modtager donationer med medicin, men det er ikke den rigtige slags,” siger Jeanne Ghanem.

Donationerne, hun taler om, kommer fra mange forskellige kilder.

Nogle er private donationer, hvor folk samler ind og sender medicin til dem. Andre gange lykkedes det dem at få en leverandør, der for en tid kan sikre en leverance. Selv har hun også taget turen fra Istanbul til Beirut flere gange med kufferterne pakket med den livsnødvendige medicin. Det er ulovligt, men:

”Jeg skammer mig ikke over det, for vi har ikke andre muligheder – vi snakker om folk, der har kræft, men som ikke kan få deres medicin! Så snart vi hører om én, der skal rejse til Libanon, beder vi dem om at tage noget af den allermest nødvendige medicin med. I nogle lande er det ikke nødvendigt med recepter for at få medicin udleveret, og i andre lande har folk forbindelser, så vi finder udveje, men det er ikke holdbart i længden.”

Præcis ligesom Michel Khorozian nævner Jeanne Ghanem problemet med at skaffe medicin til kroniske lidelser: Det er insulin til diabetespatienter. Det er kræftmedicin, medicin mod hjertesygdomme og medicin mod psykiske lidelser.

En dråbe i havet
Samme billede går igen i en anden ngo, Basecamp Beirut, der ligesom Nation Station så dagens lys som følge af eksplosionen og også driver en lille klinik. Den ledes af Alain Kortbaoui, der selv er læge og tager imod med et alvorligt, sammenbidt udtryk.

Siden eksplosionen har Kortbaoui og hans hold, der udover ham selv består af en anden læge, fem sygeplejersker, en talepædagog og en jordemoder, tilset over 1.000 personer, men i sin nuværende form, har klinikken, der har eksisteret to måneder, tilknyttet omkring 100 husstande med gennemsnitligt tre personer i hver.

Basecamp Beirut arbejder efter tre-måneders planer, og lige nu er der penge til at dække budgettet frem til august – penge, der kommer fra både internationale og lokale donorer, filantroper og expats. Problemet er ikke økonomisk. I et land, hvis valuta det sidste år har mistet 90 procent af sin værdi mod den amerikanske dollar, er det underligt at høre.

“Det er altid medicin, der er problemet, og sådan er det i hele Libanon. Apotekerne har ikke noget medicin, så vi kan heller ikke skabe et lager. Den medicin vi har – antibiotika, paracetamol – kan du også finde på apotekets hylderne. Det er medicin mod kroniske sygdomme, der er problemet,” siger Alain Kortbaoui. Han har arbejdet 21 år i Canada og lever lige nu af sin opsparing, mens han bruger al sin tid hos Basecamp Beirut.

Fra hylderne bag sig kan Alain Kortbaoui fremtrylle noget medicin mod for lavt blodsukker til diabetikere – ingen insulin, dog – og til astmatikere har de enkelte inhalatorer, men ikke mange. På dagen for vores møde har de fået lovning på en medicinleverance fra et lokalt hospital, men det forslår som ”en dråbe i havet”, siger Kortbaoui.

Ellers er al medicin, ligesom hos Jeanne Ghanem, indsmuglet i private kufferter, mens de større organisationer måske kan arrangere at modtage en container.

Alain Kortbaoui, foran computeren, står i spidsen for Basecamp Beiruts klinik. Udover ham består holdet på klinikken af en anden læge, fem sygeplejersker, en talepædagog og en jordemoder.


Foto: Marie-Anne Dayé

”Vi har snakket med en kvinde i Frankrig, som samarbejder med flere ngo’er, og hun vil sende os medicin i containere. Jeg sendte hende en liste [over, hvad vi mangler], men jeg har ikke hørt noget længe. Det er sikkert ved at blive sat i gang.”

”Vi er lidt i en blindgyde, men vi gør, hvad vi kan, men situationen bliver kun værre, både økonomisk og i forhold til medicin,” siger Alain Kortbaoui, der forventer, at der ingen længe også vil være mangel på paracetamoler og antibiotika.

Ikke et spørgsmål om penge
Nation Stations lille klinik er støttet af den italienske ngo Mediterranean Hope, der har en særlig afdeling ved navn Medical Hope, som arbejder tæt med klinikken. Størstedelen af klinikkens budget kommer fra Mediterranean Hope, men, understreger Jeanne Ghanem, heller ikke her er det penge, der er problemet.

”Det er så frustrerende, for det er ikke et spørgsmål om penge. Det er et spørgsmål om, at medicinen ikke er tilgængelig. Det er det samme for mange libanesere – selvom der er mange, hvis økonomi er låst i banken (der kun giver 3.900 libanesiske pund mod det sorte markeds godt 15.000 pund per dollar, red.), er der stadig folk, der er klar til at købe medicin, problemet er bare, at de ikke kan finde noget.”

Kommer der ikke snart en løsning, ser fremtiden dyster ud for den lille klinik, der ganske vist kan fortsætte med at tilse og hjælpe patienter og udskrive recepter, men uden en forsyning af medicin, er recepten ikke engang det papir værd, den er skrevet på:

”Nu er jeg helt ærlig: Min kollega, der har ansvaret for klinikken, kom ind i dag, og det første hun sagde til mig, fuldstændig desperat var: ’Jeg ved ikke, hvor længe vi kan blive ved’. Det er dét, der er svært. Læger er villige til at give deres tid, men medicin er noget af det vigtigste og mest vanskelige at have med at gøre. Vi er nået til et punkt, hvor vi er bange for, at vi ikke kan hjælpe meget længere.”