Gå til hovedindhold

Mobile menu

Docs & Talks:
Mennesket bag jihadisten

’Dugma: The Button’ følger tre vidt forskellige mænd, der alle står på martyrlisten. Filmen giver et unik indblik i nogle af de mennesker, der gemmer sig bag det uhyggelige begreb selvmordsbomber. Et indblik der med fordel kan benyttes i forskningens verden.
En saudisk kommende selvmordsbomber viser ladet af en lastbil, fyldt med sprængstof, frem. "Når den springer, vil den smadre alt".

En saudisk kommende selvmordsbomber viser ladet af en lastbil, fyldt med sprængstof, frem. "Når den springer, vil den smadre alt".

Pressefoto - Cinemateket

Det kan være svært at forstå, hvad der sker inde i hovedet på en selvmordbomber. Hvad der kan få en til at ofre sit eget liv og tage andre med sig i døden.

Hvem er disse mennesker? Og hvordan er de endt, hvor de er? Det er spørgsmål, der blev rejst og diskuteret i forbindelse med Docs & Talks’ Danmarkspremiere på filmen 'Dugma: The Button'. Det var en aften, hvor jihadister i Syrien var på tapetet, og publikum fik mulighed for at komme lidt tættere på en kommende selvmordsbombers hverdag og tanker.

Et tryk på en knap

I løbet af den 58 minutter lange dokumentar møder man tre meget forskellige mænd. Til fælles har de, at deres navne står på en såkaldt martyrliste. De er forestående selvmordsbombere, der snart kun er et tryk på en knap fra at blive martyrer og nå paradis.

Filmen introducerer os først for en 32-årige syngende saudisk jihadist, der elsker fried chicken, og hvis selvmordsmissioner hele tiden udskydes eller aflyses. Man kommer også tæt på gruppens følsomme foreign fighter fra England, der reevaluerer sit navn på listen, da der kommer kone og børn ind i billedet. Og ej at forglemme, så stifter man ligeledes bekendtskab med en smilende og dameglad syrisk jihadist, der hader at vaske op.

Alle tre har tilsluttet sig Jabhat al-Nusra (det der i dag hedder Jabhat Fath al-Sham), hvor de kæmper for at vælte regimet.

Den syngende jihadist

I filmens åbningsscene mødes man af den storsmilende, syngende saudier, der sidder på førersædet af en panseret lastbil. Han hopper op bagi på ladet og viser stolt lasten frem, der består af store tønder. Tønder fyldt med eksplosivt materiale. Lastbilen er en specialfremstillet selvmordsbombe, skabt til at dræbe regimets soldater.

Den fortsat smilende mand forklarer detaljeret, hvordan bomben er designet til at sprænge, så den gør mest muligt skade:

”Når den springer vil den smadre alt.”

Tilbage på førersædet forklarer han roligt til kameraet, på utrolig pædagogisk vis, hvordan det hele vil fungere og skal forløbe. Der er flere sikkerhedsknapper, der først skal afsikres på vejen til målet, og så er der den sidste dugma (der betyder knap), der vil udløse et evigt liv i paradis.

Filmen følger de tre mænd, og den gruppe de tilhører, i deres dagligdags rutiner, under måltider, kamphandling og på de tidspunkter, hvor deres tanker og følelser får mere frit spil. Man får for alvor mulighed for at se menneskene bag nogle af de jihadister, hvis handlinger man læser om i nyhederne.

Det er en gribende film, der åbner et vindue ind til en verden, man ellers ikke ville opleve. Den forsøger at skabe et bedre billede af mændene ved frontlinjerne i Syrien og lykkes på mange måder med det.

Sensibilitets skabende

Filmen blev fulgt op af en efterfølgende diskussion mellem filmens instruktør Paul Refsdal, dokumentarist Nagieb Khaja, samt hhv. PhD og senior forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Maja Greenwood og Lars Erslev Andersen.

Der var fra start af lagt op til at diskutere det overordnede koncept bag Docs and Talks – hvordan denne type dokumentar kan bidrage med noget til forskningen på området. Der var bred enighed blandt panelisterne om, at dokumentargenren kan give en sensibilitet, som forskning har svært ved.

”Filmmediet bidrager med nogle sanselige indtryk, som man simpelthen ikke kan læse sig til. Hvor forskning som oftest fokuserer på masserne og statistikker, kan film komme tættere på individerne bag de brogede skarer, som man undersøger og forsker i,” forklarede Maja Greenwood

Noget man netop får med 'Dugma: The Button', hvor der er skabt en unik mulighed for at se jihadister i øjnene, følge deres hverdagsliv og smalltalk.

Ifølge Lars Erslev er sådanne film netop vigtige af sanselige grunde:

”De står i kontrast, til de billeder man møder i medierne. En ting er at læse om et land, noget andet er det at være der selv. Det skaber en helt anden og nødvendig forståelse.”

Nagieb Khaja, der selv har lavet adskillige dokumentarer om lignende grupper, var meget opmærksom på den oplevelse, der ligger i at møde det hele menneske. Han forklarede, hvordan han selv nogle gange kan blive i tvivl om, hvorvidt det han har oplevet er rigtigt. Om de mennesker han har mødt, i nogle af verdens mest voldsomme konfliktzoner, virkelig er så normale og almindelige, som han husker. Især set i kontrast til de meget endimensionelle billeder som medierne ofte fremstiller.

Deltagerne i filmens efterfølgende debat. Fra venstre Paul Refsdal, Maja Greenwood, Nagieb Khaja og Lars Erslev Andersen

Deltagerne i filmens efterfølgende debat. Fra venstre Paul Refsdal, Maja Greenwood, Nagieb Khaja og Lars Erslev Andersen


Pressefoto - Cinemateket

Ubevidst propaganda

Senere åbnede der sig en spændende diskussion om risikoen for ubevidst at producere propaganda, når man laver dokumentarfilm. Filmens instruktør var meget klar omkring, at den gruppe han havde fulgt i forbindelse med filmen, ikke havde forsøgt at manipulere ham. Han trak et eksempel fra filmen frem.

Gruppen kommer ud til et sted, hvor et amerikanskledet luftangreb har ramt en base i byen. En mand på stedet fortæller oprevet til Refsdals kamera, at luftangrebet var målrettet civile hjem. En fra gruppen af jihadister afbryder og siger, at der både er en militær base og civile i det bombede område, og at han ikke skal lyve, men fortælle sandheden. Dette var en af de ting Refsdal fremhævede som eksempler på hans overraskende frie mandat til at dokumentere gruppens oplevelser åbent og uden censur.

Et af de sidste spørgsmål fra salen spurgte ind til instruktørens holdning og stillingstagen til de handlinger, gruppe,n han fulgte så tæt, stod bag. Refsdal var meget afklaret:

”Jeg har lavet film og arbejdet i krigszoner siden 1984. De bruger militære midler mod militære mål. De følger spillereglerne i krig. Det har jeg det fint med.”