Gå til hovedindhold

Mobile menu

Militante islamister slår igen til i Mozambique

Syv mennesker er tirsdag morgen blevet dræbt i det seneste af en voksende bølge af militante angreb i det nordlige Mozambique. Organiseret kriminalitet, fattigdom, ungdomsarbejdsløshed og fundamentalistiske religiøse netværk har givet brændstof til Mozambiques nye jihadister.  
De relativt løst forbundne grupper af militante islamister i det nordlige Mozambique går nu under fællesbetegnelsen Al-Shabaab (ungdom).

De relativt løst forbundne grupper af militante islamister i det nordlige Mozambique går nu under fællesbetegnelsen Al-Shabaab (ungdom).

Screenshot fra Youtube

Militante islamister angreb tirsdag morgen en landsby i Macomia-distriktet i Mozambiques nordlige Cabo Delgado provins. Syv mennesker meldes dræbt og tre tilskadekommet, skriver den mozambikanske avis O Pais.

Angrebet, som den mozambikanske regering betegner som et terrorangreb, er den seneste i en voksende bølge af militante angreb i det nordlige Mozambique, som begyndte i oktober 2017.


De militante islamister, som lokalt kaldes Al-Shabaab, satte i de tidlige morgentimer tirsdag ild til mere end 30 huse, mens beboerne lå og sov. De syv dræbte døde er alle døde af røgforgiftning eller knivstik, oplyser en kilde til O Pais, som skriver at mindst fire biler blev sat i brand ved samme angreb.

I sidste uge, d. 29 maj, dræbte militante ti mennesker ved halshugning i den nærliggende Palma-distrikt i Cabo Delgado provinsen.

Hvem er Mozambiques militante islamister?

Nedenstående gennemgang er en sammenfatning af en undersøgelse, foretaget af forskere fra Open University, Milton Keynes, Storbritannien:

Det nordlige Mozambiques kystlinje har en lang historie for handel og samkvem med de øvrige kystområder i Østafrika og på den arabiske halvø, og befolkningen i denne del af Mozambiques lange kystlinje, er traditionelt muslimer.

Opdagelsen, i 2010, af en af de største naturgasfelter i Afrika, tændte nye forventninger og håb hos en stadig yngre befolkning i det meget fattige område, men naturgassen har indtil videre ikke skabt de forventede økonomiske muligheder. Naturgassen vil ikke blive produceret indtil 2022 og det forventes ikke, at regeringen vil få hul på en markant indtjening inden 2028 eller senere.

Læs også: Evaluering af Danmark i Mozambique

Ungdomsarbejdsløsheden fortsætter i mellemtiden med at være meget høj i området: I 2015 begyndte lavtuddannede og marginaliserede unge mænd, hvoraf mange var gadehandlere i havnebyen Mocimboa da Praia i Cabo Delgado, at danne små grupper, som gradvist begyndte at organisere sig omkring en elementær udgave af fundamentalistisk Islam.

De nydannede grupper begyndte at marchere ind i lokale moskeer med sko på og knive i hænderne for at vise deres foragt for det, som de anså som “en degeneret form for Islam”. Den lokale befolkning begyndte at kalde dem for “al-Shabab” eller “Shabab´erne” som på lokal arabisk blot betyder “ungdom/de unge”.



CC BY Steve Evans

De små grupper af fortrinsvis unge erkendte sidenhen et behov for hjælp udefra, hvis de for alvor skulle drive det til mere, og fandt allierede blandt ekstremistiske religiøse netværk og lokale smugler-baroner: Det nordlige Mozambique er med årene blevet et stadig vigtigere knudepunkt for smugleri af elfenben, tropisk tømmer, heroin og ædelsten - med involvering af politiet og andre myndigheder.

De lokale smugler-baroner har gradvist indlemmet de unge militante islamister i deres kriminelle netværk og betaler dem godt, efter de lokale forhold.

Med deres voksende indtægter fra smugleri og økonomiske støtte fra religiøse netværk, er de militante grupper begyndt at sende unge mænd til islamistiske træningslejre i nabolandet Tanzania, og Kenya og Somalia.

Grupperne har også hjulpet udenlandske radikale imamer til området og har hyret tidligere politifolk og grænsevagter til at træne dem hjemme i Cabo Delgado provinsen.

Al-Shabaab i Mozambique udgøres i skrivende stund (endnu) af små celler af mellem 10 og 30 medlemmer, som alle er forbundne, om end de i flere tilfælde er løst forbundne.

Mozambiques regering har sendt et stort antal soldater og politi til de tre distrikter i Cabo Delgado provinsen, hvor de militante
angreb har fundet sted siden oktober 2017.

Flere end 300 mennesker er foreløbigt blevet anholdt, men politiet og hæren er fra flere kanter blevet anklaget for en alt for hårdhændet taktik og drab af uskyldige civile i området.

Den 23. og 24. december 2017 blev 50 mennesker dræbt af regeringsstyrker i et helikopterangreb mod landbyen Mitumbate.

Kilder: Salvador Forquilha, João Pereira og Joseph Hanlon - Open University, Milton Keynes. AIM, O Pais, BBC, ClubofMozambique.