Miljøforkæmper kan true præsidenten i brasiliansk valgkamp

Forfatter billede

Af Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk

Efter den socialistiske præsidentkandidats tragiske dødsfald stiller den populære og internationalt anerkendte miljøforkæmper Marina Silva op – og målinger viser, at hun kan vinde over den nuværende præsident, Dilma Rousseff fra Arbejderpartiet. 

Et tragisk flystyrt har gjort, at kampen om præsidentposten i Brasilien sandsynligvis bliver en kamp mellem en miljøforkæmper og den siddende præsident, Dilma Rouseff.

For et par uger siden så det ud til, at Socialdemokraternes Aécio Neves skulle blive Rousseffs nærmeste rival. Men da socialisternes kandidat, Eduardo Campos, døde i et flystyrt midt i august, er nummer to på socialisternes liste blevet en af de store favoritter til posten.

Det er den populære og berømte miljøforkæmper Marina Silva. Efter Campos dødsfald blev hun enstemmigt valgt som præsidentkandidat af Socialistpartiet, og hun har nu officielt accepteret udnævnelsen, skriver flere medier.

Meningsmålinger umiddelbart efter de seneste begivenheder viser, at Silva kan slå Rousseff og blive Brasiliens nye præsident, hvilket kan få stor betydning for regnskoven i det store sydamerikanske land. 

Lovende socialistisk politiker blev blot 49 år

Den 13. august styrtede et lille fly med fem pasagere ned i byen Santos. En af passagerne var den socialistiske præsidentkandidat Eduardo Campos. Han døde blot 49 år gammel og med en lovende karriere foran sig.

Campos var guvernør i staten Pernambuco, og præsidentvalget kunne etablere hans navn på den nationale scene. Det var derfor måske ikke ventet, at han ville blive præsident i år, men kampagnen kunne være et springbræt til en god mulighed for præsidentembedet på et senere tidspunkt.

Dette satte flystyrtet en stopper for. Campos er dog populær i sin hjemstavn, og der var lange køer på 3 km. for at se kisten ved bisættelsen, skriver The Guardian.

I meningsmålingerne op til valget lå Campos på en tredjeplads med en tilslutning på omkring 9% af vælgerne. Socialdemokraternes kandidat Neves lå nr. 2 med omkring 23 %, mens Rousseff har haft omkring 38 % af vælgerne bag sig.

Dødsfald betyder et skred i målinger

Campos’ død har vendt fuldstændigt op og ned på de tal. De første målinger efter dødsfaldet viser, at Silva nu bytter plads med Neves. Silvas popularitet i vælgebefolkningen er blevet målt til 21 %, mens Neves nu får opbakning fra 20 %, ifølge tænketanken Council of the Americas.

Rousseff fører stadig med tillkendegivelse af stemmer fra 36 % af befolkningen. Det mest bemærkelsesværdige ved målingen er imidlertid, at vælgerne ifølge målingen ville vælge Silva, hvis hun skal kæmpe mod Rousseff i en mulig anden runde, men tallene viser et tæt opløb. 

En anden runde vil finde sted, hvis ingen af kandidaterne opnår over 50 % af stemmerne i første runde. Og der er på nuværende tidspunkt intet, der tyder på en sejr til nogle af kandidaterne i første valgrunde. 

Brasiliansk politik er vigtig for klodens klima

Brasilien er et land, der har stor betydning i kampen for at holde snor i den globale opvarmning. Det skyldes særligt, at en stor del af den kæmpemæssige Amazonas-regnskov ligger inden for landets grænser. Det er tidligere gået stærkt med fældning af regnskovens træer, men på det seneste er tempoet aftaget.

Det store sydamerikanske land har kunne vise glimrende resultater i kampen mod afskovningen gennem mere end 10 år. Den bedrift har mange tilskrevet Silva, der var miljøminister under den tidligere præsident, den populære Lula.

På det seneste har der dog været tegn på, at afskovningen i Brasilien igen er på vej op. Der var bl. a. en debat om en skovlov, der blev indført i 2012. WWF og flere andre organisationer opfordrede endda statsminister Helle Thorning Schmidt til at presse Rousseff til at nedlægge fuld veto mod loven, men præsidenten nedlagde kun veto mod de mest kontroversielle dele.

Læs opslag af WWF om skovloven og opfordringen her: http://www.wwf.dk/?1622/Verden-opfordrer-til-fuldt-veto-mod-den-nye-brasilianske-skovlovgivning-Stilhed-fra-prsident-Dilma 

Undersøgelser viser, at træfældningen er steget siden da. Afskovningen steg med 28% på et enkelt år, kunne BBC berette i november 2013.

Silva forlod posten, da hun følte, at opbakningen i regeringen til hendes miljøarbejde var mangelfuld. Hun har vundet hæder både nationalt og internationalt for miljøindsatsen. Bl. a. var hun en af de 8, der blev valgt til at bære den olympiske fane ind under åbningsceremonien ved de Olympiske Lege i London i 2012.

Det skete tilsyneladende til det regeringsbærende partis store overaskelse. I Brasilianske medier blev begivenheden udlagt som en sejr for Silva og en ydmygelse af Rousseff, refererer Wikipedia. 

Det var ifølge The Guardian meningen, at Silva skulle have været med det samme fly, der styrtede med Campos, men måtte ændre i sidste øjeblik. Nu ser mulighederne for, at Brasilien får en præsident med en stærk miljøprofil ikke helt ringe ud. 

Læs om Marina Silva på Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Marina_Silva