Gå til hovedindhold

Mobile menu

Fortællerhjørnet (54):
Min landsby

I Afrika, hvor jeg har levet i over 20 år, taler alle ærbødigt, ja hengivent, om ’deres landsby’, også selv om de bor i en storby som Nairobi eller Dar es Salaam. Vi rykker tættere sammen, uanset om storbyerne opsluger os.

Den afrikanske landsby og bruddet med den fylder meget i moderne afrikansk litteratur; og i alle Nollywood-film (Nigerias Hollywood), selv om en ny, moderne litteratur og i øvrigt også filmkunst er på vej, som har individet mere i centrum. 

Jeg har set hundreder af disse landsbyer med lerklinede huse og børn, der spiller fodbold i bare tæer på en støvet sandbane, som græsset for længst er slidt af.

Når der er valg i Gambia kan man kun afgive sin stemme i sin landsby. Så folk valfarter tilbage til deres landsbyer, hvor der festes, slagtes, steges, spises og drikkes, indtil landsbyerne affolkes igen, når stemmen er afgivet. 

Landsbyen ved en flod med frodig jord

Min kone er fra Eritrea. Vore børn er født der. Hendes landsby hedder Adi Neamen og ligger 60 km fra hovedstaden Asmara.

Det er hendes fars landsby. Familien flyttede rundt i det lille land ved Rødehavskysten. Ja, lille er det måske med afrikansk målestok, men faktisk er landet fire gange så stort som Danmark.

Befolkningen er 5-6 millioner. Det er et bjergland. Vejen fra Asmara til landsbyen går ad en grusvej op og ned ad bakker og mellem forvredne klipper. Adi Neamen selv ligger i en dal ved en flod og med frodig jord - et dejligt sted.

Da jeg mødte min kone, havde hun aldrig været uden for sin landsby. Men hun mødte onkler, grandonkler og grandtanter, som boede i Asmara, når de efter fire-fem timer med bus kom på besøg.

Hun ville gerne have et hus i landsbyen, og vi kontaktede landsbyledelsen. Efter Eritreas selvstændighed i 1993 var det blevet muligt for kvinder at få tildelt jord i deres fædrene landsby.  Hun fik en grund på omkring en tønde land.

Vi lavede mange planer, flyttede sten, plantede træer, fik bygget et lille hus og ryddet en indkørselsvej ved landsbyens hjælp. Vi betalte som alle andre til en ny skolebygning og et nyt tag på kirken. Vi tilhørte nu Adi Neamen, selv om vi ikke boede der.

I 2008 flyttede vi til Danmark, hvor jeg fik job i en dansk NGO med projekter i Afrika. Derfor tager jeg hvert år på 4-5 Afrikature. Mine afrikanske kolleger tilhører storbyens middelklasse, men taler altid om deres landsbyer.

Det er dog ikke alle, som kan rive sig løs af bylivet. Drømmen om at ende en livscyklus hvor man er født, er imidlertid god livs-næring.

Barndommens Haverslev

En dag, min kone snakkede i telefon på sit modersmål tigrinya, hørte jeg hele tiden ordet ’adi’ blive brugt – ’landsby’. Pludselig slog det mig, at jeg jo også kommer fra en landsby, Haverslev, som jeg sidst har besøgt for tyve år siden.

Det var en helt anderledes by, end jeg husker fra barndommens besøg hos min bedstefar, som boede dér til sin død. De fleste forretninger var lukket, mejeriet og skolen var væk, men der var et nyt villakvarter med tilflyttere udefra, som tog på arbejde i Ålborg.

Jeg besluttede at tage en sommerferietur til Jylland for at besøge min landsby og begyndte at forberede mig.

Den ligger i Rebild kommune i Himmerland. Der var nogle få huse til salg i Haverslev, så jeg på Boligsiden. Flere af dem genkendte jeg, bl.a. det tidligere bageri.

Jeg læste på Rebild kommunes hjemmeside, at Haverslev havde en lille nettotilvækst af indbyggere og har nu næsten 800 indvånere.

En julidag ankom jeg sammen med to af mine teenagebørn til Haverslev ad motorvejen. Der var frakørsel ved Mc Donald, landsbyens moderne vartegn.

Jeg kunne straks genkende husene i bymidten overfor kirken. Der havde tidligere været kro, købmandsbutik og andre butikker. Kun kirken var tilbage.

Jeg havde en aftale med en ejendomsmægler om se det gamle, nu nedlagte bageri. Vi blev vist rundt i husets mange værelser. Butikken var nu en stue, og selv bageriet var lavet om til bryggers, værelser, en gildestue og et værksted.

Det vindue ud til sidegaden, som bageren i sin tid holdt åbent om sommeren pga. varmen, var der stadig. Børnene fra landsbyen kom dengang hen til vinduet, tiltrukket af den søde duft. Her lå svedne snegle og vanskabte vafler på et fad, som vi børn tømte.

Nu er bageren for længst død. Friskt morgenbrød leveres fra Års og kan købes i byens eneste supermarked.

Ikke som i Adi Neamen – og dog

Jeg indså, at jeg ingen kendte i Haverslev, og at ingen kendte mig. Min bedstefars generation var væk, min mor, som voksede op i landsbyen, er også død.

Det var ikke som Adi Neamen, hvor min kone blev budt velkommen af sin klans medlemmer.

Jeg kørte rundt i byen. Den gamle skole var nedlagt og erstattet af et medborgerhus. Jeg parkerede og bankede på døren. Lise, som bestyrer medborgerhuset, åbnede, var der netop i et ærinde. Hun havde også nøglen til den folkemindesamling, som jeg havde hørt om og gerne ville se.

Da jeg fortalte, at jeg var født i landsbyen, blev hendes nysgerrighed straks vakt. Da jeg fortalte, hvem min bedstefar var, og hvor han havde boet, sagde hun: Vi skal snakke! Du er Ferdinand Christians barnebarn!

Hun spurgte ind til familietræets grene. Jeg fortalte beredvilligt. Hun lyttede, jeg vred mine hukommelsesspor til blods. Der var mange huller.

Hun kunne fortælle, hvad jeg ikke vidste, at min bedstefar havde skrevet artikler og digte til aviser. Jeg lovede at prøve at finde ud af så meget, som jeg kunne om familien og skaffe billeder til den bog, som foreningen havde planer om at udgive om Haverslevs beboere gennem årene.

Lise har boet hele sit liv i Haverslev. Vi er jævnaldrende, og må have leget sammen på et tidspunkt, mens jeg tilbragte min sommerferie i landsbyen, selv om vi ikke kan huske hinanden.

Vore sommeroplevelser var fælles – de kasserede vafler i bagerens vindue, fodboldskampe, hvor pigerne også var med, cykelture til friluftsbadet i Års, ørredfiskeri i åen.

Hun havde kendt de samme mennesker, som jeg – deriblandt min bedstefars missionske søster, Marie, som fik børn til at flygte i rædsel, når hun promenerede ned gennem landsbyen med stramt redt hår og knold i nakken, sort langærmet kjole og en salmebog i hånden. Jeg var også bange for hende, kan jeg huske.

Min klan havde nu pludselig fået liv, jeg var blevet placeret og accepteret i min landsby.

Den globale landsby

Det er egentlig paradoksalt, at selv om folk flytter mod storbyerne både i Afrika og Danmark, rykker vi rent faktisk alle tættere sammen.

Haverslev har Internet og Lise og hendes forening kan få adgang til arkiver verden over med et klik på en tast. Der er en motorvej, som kan bringe en bilist til Aalborg på mindre end en halv time. Det samme, som det tager mig at komme til København fra Farum, hvor jeg bor.

Halvdelen af vejen fra Asmara til Adi Neamen er nu asfalteret. Man vil kunne rejse fra min landsby i Danmark til den i Eritrea på mindre end et døgn.

Den globale landsby er ved at blive en realitet, men vi vil ikke leve i den. Vi foretrækker livet i metropolerne og siger, at landsbyer som Haverslev er udkants-Danmark. Hvor skal jeg leve?

Vi kørte ud af Haverslev ad bagvejen, over Mejlby til Nørager, tidligere kommunehovedstad. Her så vi to unge mænd på gaden og stoppede.

Afrikanere! Og de så ud som eritreanere. Vi hilste. De var tynde, havde jeans, den ene var udstyret med en baseball cap. Jo, de var ny-ankomne flygtninge fra Eritrea, som havde overlevet turen gennem Sahara og en livsfarlig sejlads over Middelhavet.

Nu boede de i Nørager, skulle gå i skole og lære dansk. Vi forklarede vores forhold til Eritrea – hvilket sammentræf. De bød os på te.

Hvor kommer I fra?, spurgte vi. Asmara! svarede begge.

Ja, men hvilken landsby?

Hvad den første af de to svarede, husker jeg ikke, men glemmer aldrig, hvad den tynde fyr med baseball cap’en svarede: Adi Neamen!
Min spontane reaktion var - selv om det ikke var helt geografisk korrekt:

Velkommen til min landsby!