Gå til hovedindhold

Mobile menu

Minearbejdere slider for en smule guldstøv

Med pandelampe og uden basale sikkerhedsforanstaltninger arbejder minearbejdere i de familiedrevne guldminer i Filippinerne.

Langt ind i Cordillera-bjergkæden nord for Manila i Filippinerne findes de små familieejede guldminer. Man kan se dem med det blotte øje fra landevejen. Side om side ligger de som slumbyggerier i det stenede terræn – cirka 250 kilometer nord for Filippinernes hovedstad Manila.

Det er her, vi møder Marcel Pedro og Mary Dalang – to af de flere tusinde kvindelige minearbejdere, der dagen lang sidder under den brændende sol og sorterer sten – i forventningen om at når mudderet bliver vasket af, vil der være lidt guldstøv tilbage.

Arbejderne i de små miner i Benquet-distriktet er organiseret i familie-kooperativer. Der er 62 kooperativer med i alt 15.000 minearbejdere tilknyttet paraplyorganisationen BFSSMI (Benquet Small Scale Miners Incorporated).

Ulandssekretariatet har arbejdet sammen med organisationen i et projekt, som får ud på at undervise minearbejderne i arbejdsmiljø og sikkerhed – og ikke mindst at advokere for at få arbejderne til at tilslutte sig den offentlige sygesikring, PhilHealth.

Der er nok at tage fat på, for arbejdet i de små miner foregår ved håndkraft med kun de mest basale redskaber og stort set uden sikkerhedsforanstaltninger.

Med pandelampe og håndkraft

En lille gruppe af kvinder iført gummistøvler eller klipklap-sandaler viser vej. Bag et buskads ved landevejen er der anlagt en lille smal sti langs bjergsiden hen til minen.

I minetunnelen arbejder mændene med at bryde bjergvæggen ind til guldåren. Fugten driver og der er buldermørkt inde i minegangen.

Arbejdet må foregå i skæret fra pandelamper, og sikkerhedsudstyret består i bedste fald af en støvmaske. Udstyr som iltkontrol, hjelme og sikkerhedsfodtøj er noget, mændene kun kan drømme om.

Udenfor sidder kvinderne på hug i læ af en orange presenning og en opslået haveparasol. Det er her stenene, der måske indeholder guld, bliver grovsorteret. Senere skal guldet vaskes ud i et lille guldvaskeri i nærheden.

Marcel Pedro og de andre kvinder grovsorterer stenene uden for minen. Det har hun altid gjort, lige fra sin pure ungdom.

“Det er jo det, vi lever af,” fortæller hun og røber, at hun godt kunne drømme om et andet liv.

“Men det er ikke alle, der er så heldige at få lov til at arbejde på kontor, når de er færdige med skolen. Det ville jeg gerne, hvis jeg fik muligheden,” siger den 51-årige minearbejder.

Og det er da også det fremtidsønske, Marcel Pedro har for sin 15-årige datter.

“Bare hun finder sig et job, som ikke er i minerne. Alle forældre ønsker sig jo at deres børn vil få et bedre liv end dem selv,” siger hun.

Vi har kun guldstøv

Læs hele artiklen på Ulandssekretariatets hjemmeside