Mistænkeligt mistænkt

luzira_prison
Indsatte i Luzira fængslet. Billedet er fra en dokumentar på dem kenyanske TV-kanal NTV.
Foto: Screen grab fra YouTube.
Laurits Holdt

9. oktober 2016

Lars Zbinden Hansen

Lars Zbinden Hansen, f. 1958 i Odense, korrespondent, journalist og forfatter – senest til bogen På kanten af asfalten – – Fra Kampala til Niamey og retur fra 2021.

Længerevarende ophold i København, Århus, Stockholm, Israel/OPT, Syrien, USSR, Uganda, Sydafrika, Marokko, Kenya, Togo, Rwanda, Jordan, Mali, Niger og nu bosiddende i Antananarivo, Madagaskar.

Lars har siden 1992 nået at snuse til 29 afrikanske lande, nord-syd-øst-vest, og prøver stadig at forstå noget af kontinentet.

Har en Professional Master i Afrika-studier.

Gift, to voksne børn.

Lars Zbinden Hansens tidligere blogindlæg.

Vi er i starten af 90’erne. Jeg er konsulær medarbejder på den danske ambassade i Kampala.

Det er fredag morgen, og jeg har lige sat mig på min ambassade-pind med en kop kaffe og har tændt for computerens tekstbehandlingsprogram, da telefonen ringer.

En ugander er i røret. Han fortæller, at en dansk mand og en kvinde har ”et problem”. De sidder i arresten under domstolen i Mengo, en af Kampalas bydele.

”Det er vist bedst, du kommer herud”, siger han.

Af sted til Mengo og ned i kælderen, hvor jeg får øje på en hvid kvinde, der klemmes op mod tremmerne i en celle. Bagved aner jeg en hvid mands ansigt, der er presset op på kvindens skulder. Bagude i cellen er der er vel en tyve sorte mennesker, der er mast sammen som en stor kødklump.

Jeg – på dansk: ”Hvad sker der?”

Kvinden snapper efter vejret: ”Kan du ikke bare få os ud herfra?”.

Mig: ”Måske, men jeg skal først høre, hvad det hele går ud på”.

Mens der skubbes og presses i kødmassen bag kvinden, forklarer hun, at hun og den hvide dansker bag hende er kompagnoner i et firma, der har haft forretninger med ugandiske ”counterparts” i et par år. Det gik godt indtil for nylig, da uganderne pludselig mente, at danskerne skulle betale for en serviceydelse, de ikke havde aftalt – mente danskerne – som nægtede at betale.  

Uganderne gik ned til Kampalas centrale politistation og anmeldte danskerne for tyveri af, hvad der svarer til omkring 300.000 danske kroner.

Hvad der præcist skete på politistationen, ved kvinden ikke, men det kan sagtens tænkes, at uganderne har stukket et par sedler under bordet til betjentene og måske stillet dem en pose penge fra danskerne i udsigt.

Politiet rykker og arresterer danskerne, kører dem til Mengo, hvor de bliver smidt ned i fangehullet.
 
Kvinden: ”De er kun ude på at score penge fra os”.

Registratur

Jeg farer op i retsbygningen, finder en telefon og ringer til ambassadens advokat, der imidlertid er rejst til udlandet. Jeg prøver et par alternative sagførere, men ingen af dem har tid til at redde danskere ud af ugandiske fængsler.

Hen ad gangen til Mengo-rettens ”registratur”, hvor sagerne føres i protokol af en herre i ulasteligt presset jakkesæt, laksko og en engelsk diktion, der signalerer gedigen uddannelse i England.

Den sædvanlige lange hilsen med ”How is the family” etc. hvorefter jeg siger med eftertryk, at jeg kommer fra den Kongelige Danske Ambassade og ”Kunne De ikke lukke danskerne ud af fangehullet? De løber ingen steder. Det garanterer jeg”.

Registratoren kigger iskoldt på mig. Mens temperaturen synes at falde 15 grader i lokalet, siger han:

”Vi kan ikke gøre forskel. Slipper vi danskerne ud, må vi også løslade uganderne. Og hvad sker der så? Så hænger de rundt i træerne derude. De er jo ikke civiliserede. Vi bliver nødt til at holde den slags mennesker i bur”.

Han ryster på hovedet med alle tegn på afsky for de alt for mange forbrydere, der fylder alt, alt for meget i hans land.

Mig: ”Hvornår kommer danskernes sag for dommeren?”

Han: ”Formentligt i dag, ellers bliver det på mandag”.

Chok!

Luzira
 
Hvis sagerne ikke er kommet for en dommer, før retten lukker om fredagen, bliver ”varetægtsfængslede” kørt til Luzira-fængslet i Bugolobi for weekenden, og det fængsel rangerer i grusomt omdømme på linje med de berygtede fængsler i Venezuela, Tyrkiet eller Thailand.

Ryger man i Luzira, glemmer retssystemet let en, mens man risikerer at rådne op. Der er snesevis af menneskerettighedsrapporter om mord og voldelige overgreb i Luzira, der er fyldt til bristepunktet med fanger.

Danskernes sag må og skal for i dag, fredag.

Mig ned til fangehullet igen: ”Jeg kan ikke få jer ud fra arresten, men jeg arbejder på, at sagen kommer for en dommer så hurtigt som muligt”.

Kvinden: ”Ellers…… Luzira?!”

”Vi skal nok få jer ud herfra”, siger jeg med en lille nødløgn. ”Herfra” er sandt, men om det bliver frifrindelse eller Luzira, vil kun de kommende timer vise.

Den danske mand bag kvinden køber den ikke. Han råber over hendes skulder:

”Nu må du fandeme tage dig sammen. Vi betaler squ skat for, at sådan nogen som dig skal hjælpe os ud af sådan noget lort som det her”.

Jeg snuser rundt i Mengo-retten og taler med de ansatte. En mand fra anklagemyndigheden siger til mig:

”Tag det roligt. Vi får den sag for i dag. Vi kan jo ikke ha’ hvide mennesker siddende ovre i Luzira”.  

Dommeren

Tiden går og nervøsiteten tager til. Domstolens store vægur dulmer ikke nerverne, selvom det er gået i stå og konstant viser lidt i fire.  

Endelig, først på eftermiddagen ruller dommeren op foran retten i sin sorte Mercedes Benz. Jeg styrter over til bilen og prøver at få ham i tale. Han vinker mig af med en håndbevægelse og går ind i bygningen.

Halvanden time senere går en gruppe vagter ned i kælderen og lukker fangerne ud fra boksen en efter én. De får håndjern på og bliver ført op i retssalen, hvor de bliver placeret på lange vakkelvorne bænke. Jeg sætter mig ved siden af de to danskere.

Forrest i rummet er der en enorm skranke på en scene, der er hævet cirka to meter over de tiltalte nede i salen.

Dommeren kommer ind iført lang sort kappe og hvid paryk og er nu flankeret af to bisiddende dommere, også med parykker. Sagerne startes og afsluttes i ekspresfart. Det lover godt, siger jeg til danskerne.

Efter nogle sager hvisker en af domstolens ansatte dommeren i øret, mens han peger på os tre hvide nede i salen. Dommeren vinker ham irriteret væk.

En enkel sag trækker ud. Vi nærmer os lukketid. Nervøsiteten sitrer mellem os på bænken.

Et kvarter før lukketid siger dommeren: ”And now to the last case which is…”. Han bladrer i sine papirer. Vi holder vejret. Dommeren siger navnene på danskerne, som udstøder et lettelsens suk.

Anklageren fremlægger sagen på grundlag af politiets oplysninger. Danskerne har stjålet (omregnet) 300.000 kroner fra deres ugandiske partner, hedder det, men der er hverken hoved eller hale i begivenhedsforløbet eller en forklaring på, hvor tyveriet skulle have fundet sted.

Dommeren kigger ned på os, drejer så hovedet over mod anklageren og hvæser arrigt til ham: ”Honestly Mister, couldn’t you find some better suspects?”

Han vinker ned mod os som tegn på, at vi kan gå.

Case dismissed!

No money, no case – måske!

Stor jubel på bænken og bagefter en snak om, hvad der gav udslaget: positiv forskelsbehandling af os hvide? Eller måske en generel erkendelse igennem systemet, at der ikke var penge at hente hos de to hvide, og at det med ambassadens bevågenhed ville blive for bøvlet at have et par danske blegansigter siddende i et middelalder-fængsel?

Det kan også tænkes, at dommeren var regulært træt af det korrupte, uduelige og dårligt uddannede politi?

Vi ved det ikke, men Luzira blev undgået, mens navnet for altid har indprentet sig i erindringen.