Gå til hovedindhold

Mobile menu

Mit mislykkede forsøg på at vende "hjem" til Danmark

DEBAT: Hvad er fem års udenlandsk erfaring fra udviklingsbranchen værd, når man søger arbejde i Danmark? Ikke ret meget er Julie Strøyer Rasmussens konklusion efter et år med frustrerende jobsøgning. 
Julie Strøyer Rasmussen med sin søn Sebastian i Tivoli.

Julie Strøyer Rasmussen med sin søn Sebastian i Tivoli.

Privatfoto.

Nu da jeg endelig har fået Danmark lidt på afstand, vil jeg gerne dele mit mislykkede forsøg på at vende hjem til det der engang var mit hjemland.

Jeg hedder Julie, og jeg flyttede til Mexico i 2005, som 20-årig for kærlighedens skyld. Jeg var ung og havde kun et IB-bevis (studentereksamen) fra Herlufsholm Skole med mig i kufferten. 

Efter et halvt års tid blev jeg gravid, og endte med at bo hele 11 år i Mexico, bl.a. for min søns skyld, så han kunne være tæt på sin far, men også fordi jeg fik gang i en god karriere. 

I de år jeg var i Mexico uddannede jeg mig selv indenfor kommunikation og bagefter lykkedes det mig at blive optaget på en master i international udvikling, på et velrenommeret forskningsinstitut i Mexico, hvor jeg havde undervisere fra Sverige, England, USA og Tanzania. 

Jeg kæmpede hårdt for min uddannelse – det var ikke noget jeg fik foræret og det kostede mig blod, sved og tårer.

Klar til job i Danmark

Den sommer jeg blev færdig på min masteruddannelse, havde jeg allerede modtaget mit første jobtilbud, som Project Manager og Fundraiser i en international menneskerettighedsorganisation, der arbejder med ytringsfrihed og beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere, digitale rettigheder og ret til information. 

Min læringskurve var stejl, og jeg blevet kastet ud i koordinering af donorprojekter og styring af budgetter på mange hundredtusinde dollars. Det var et kæmpe ansvar, men det gjorde at jeg blev rigtig god til at skrive projektforslag, til at tage beslutninger og til at tænke hurtigt. 

Derfra flyttede jeg videre til en anden NGO, Ipas, hvor jeg arbejdede videre med projektstyring og fundraising og begyndte at arbejde med mediekampagner - altsammen indenfor reproduktive rettigheder og abort. 

Endeligt blev jeg headhuntet til Population Council Inc., en af de helt store internationale forskningsinstitutioner, hvor jeg blandt andet koordinerede en stor mediekampagne i Mexico City, og planlagde en international konference om adgang til abort i Latinamerika og seksuel og reproduktiv sundhed. 

Jeg var rundt omkring i verden for at tale ved diverse konferencer, og i det hele taget følte jeg, at det kørte på skinner. Jeg havde opnået meget på kort tid, jeg havde lært meget og jeg følte, at jeg med fem års erfaring i bagagen uden problemer ville kunne finde mig et job i Danmark.

Think again.

Til Jobcenter

Den dag jeg flyttede “hjem” til Danmark var det med et ønske om at være tættere på min danske familie, min mormor og morfar, mine brødre, og for at min søn kunne lære dansk. 

Jeg havde et stort ønske om give ham muligheden for at knytte bånd til sit andet fædreland. 

Jeg startede jobsøgningen med energi og en masse gåpåmod. Jeg skrev den ene ansøgning efter den anden, og der dumpede for det meste generiske svar ind (hvis der dog overhovedet kom svar). 

Efter et stykke tid havde jeg ikke længere nogle penge tilbage af min opsparing og jeg måtte ned og søge hjælp hos kommunen.

Jeg glemmer aldrig mit første møde med Jobcenter i København. Jeg stod der nervøs med mit cv i hånden, og det første spørgsmål jeg blev mødt med var “Hvis du havde et job i Mexico, hvorfor så flytte til Danmark?”

Jeg blev sat på integrationsydelse og måtte fremvise mit IB-bevis (studentereksamen), hvor der stod at jeg havde taget dansk på b-niveau, for at jeg kunne få et dansktillæg på 1.500 kr om måneden. 

Da jeg ikke havde ret til dagpenge, kunne jeg ikke komme over i akademikerhuset, hvorfor jeg skyndte mig at melde mig ind i en a-kasse for at få noget sparring og nogle gode råd.

Der troppede jeg op med cv og eksempel på ansøgninger, og fik at vide at mit cv var fint skrevet og at det var godt at jeg tilpassede mit cv og ansøgning til de job jeg søgte på. Alt vel, jeg skulle bare blive ved! 

Derudover var hendes råd, at jeg søgte en praktikplads så hurtigt som muligt, så jeg kunne få noget dansk erhvervserfaring. Det gjorde jeg så, og var så heldig, at kunne få lov til at komme i praktik hos Nordic Consulting Group, hvor jeg kunne bruge min viden om menneskerettigheder og spansk. Alt imens jeg søgte jobs på livet løs.

Mange velmenende råd

Jeg fik mange gode råd af velmenende folk hele tiden, men det gjorde mig egentlig bare mere og mere ked af det. 

Ja, selvfølgelig tænkte jeg jo på hvad jeg skrev i mine ansøgninger. 

Ja, selvfølgelig søgte jeg bredt (på Jobcenter fik jeg at vide at jeg skulle søge alt fra Netto til Danske Bank). 

Logisk nok så søgte jeg jo for det meste indenfor mit fag. I hvert fald i de første mange måneder, i håbet om, at komme videre med min karriere, og for at have en større chance for at få et job. 

I de næste mange måneder skrev jeg ansøgninger, så man kunne fodre svin med dem (på et år nåede jeg op på over 400), og samtidig indtrådte angsten, frygten for ikke at være god nok, hvad er der dog galt med mig, følelsen af at være låst fast i en situation, hvor jeg på trods af at jeg tog ja-hatten på dagligt, altid endte med at få det ene afslag efter det andet.

Jeg kom til anden samtale på Jobcenter, hvor jeg fik at vide at hvis ikke jeg snart fandt et job så skulle jeg ud på Handikapcenter Nord i en nyttestilling, eller samle affald op ude på Amager. 

I princippet har jeg intet imod at arbejde for at få en ydelse, det er jo kun fair, men der var ingen der spurgte mig hvordan jeg havde det, hvordan det gik med jobsøgningen, hvad jeg havde gjort for at få et job. 

Jobcenterrådgiveren vidste ikke engang, at jeg allerede havde været i praktik flere gange. Der var ingen der interesserede sig for mig som person.

En knude i maven

Udadtil var jeg proaktiv, smilende og positiv. Indvendigt bankede mit hjerte ude af takt og min mave knugede sig sammen i en konstant knude. 

Jeg stoppede med at kunne sove om natten, jeg græd og jeg havde det i det hele taget af helvedes til. 

Min søde, søde læge kom til min undsætning og satte mig i medicinsk behandling sammen med psykologbehandling.

Jeg tog mig sammen endnu en gang og søgte videre og startede samtidig på endnu en praktik, denne gang på CBS som efter danske regler kun måtte vare i en måneds tid. 

Jeg var meget glad for at være der, men jeg vidste jo godt, at det kun kunne være en måneds tid og derefter skulle jeg væk igen. Jeg brugte alle de kontakter jeg havde og kunne komme i tanker om!

Jeg kom til en samtale på Københavns Universitet, hvor jeg klarede mig godt, men de valgte at bruge en intern kandidat. Det kan jeg udemærket godt forstå og jeg var glad for at få feedback. 

Jeg kom til jobsamtale i Roskilde, og var til tre forskellige interviews og endte som nummer to. Der fik jeg også god feedback ”bare bliv ved, det skal nok komme”. Fællesnævner for de to interviews var at ”havde jeg dog bare haft lidt dansk erfaring havde jeg været deres kandidat”.

De famøse kaffeaftaler

Jeg begyndte at opsøge kontakter spontant, de famøse kaffesamtaler. Jeg var ude på Institut for Menneskerettigheder, jeg var på IFU, jeg var i FN-byen. Alle meget flinke og alle havde meget gode råd. Men problemet er, at der er ikke mange jobs at få (på trods af at der står i nyhederne at Danmark boomer med jobs) og de jobs der er går først og fremmest til interne kandidater (studentermedhjælpere der arbejder sig op) eller via folks netværk.

I mit sidste desperate forsøg på at opnå noget, prøvede jeg på at skaffe jobs til mig selv ved at sælge gode ideer og oversættelser – vise min tekniske viden og kunnen. 

Jeg havde set at et institut havde udgivet en guide, som jeg vidste ville kunne blive brugt flittigt i udlandet. Jeg skrev til vedkommende og tilbød, at oversætte den til spansk. 

Jeg blev positivt overrasket over at der kom respons, og fik at vide at vedkommende ville vende tilbage til mig for at aftale nærmere. Der gik en uge uden svar. 

Da jeg så endelig ringede fik jeg at vide at ”de havde valgt at gå videre med ideen internt og bruge deres egne oversættere, men, at jeg var velkommen til at læse korrektur”. Det var min idé. Mit forslag.

Det var nok det øjeblik, hvor jeg tænkte, at jeg ikke kunne klare mere modgang. Et år med det ene afslag efter det andet. Det gør noget ved os mennesker. I mit tilfælde gik jeg ned med angst og stress, og jeg arbejder stadig på at kom af med angsten. Jeg endte med at søge på en stilling her i Mexico City og her er jeg så, tilbage ved udgangspunktet, i en international NGO, hvor jeg arbejder som regional fundraiser og project manager.

Min udlandserfaring kunne ikke bruges

Det eneste jeg ville var at flytte til Danmark, vise min søn at Danmark er et dejligt sted at bo, et trygt sted, et land med muligheder. Det var det også for ham og, tag ikke fejl, at flytte tilbage til Mexico har været meget, meget hårdt for ham - han savner sin skole og klassekammerater i Danmark. 

Det er bare så ærgerligt at jeg med min udlandserfaring ikke kunne bruges til meget i Danmark, og jeg ville ønske at det kunne havde været gået anderledes.

Rejs ud (siger de), men bliv helst ikke for længe ude, fordi ellers kommer du ikke ind igen. 

Det kommer stadig bag på mig, at ingen kunne se værdien i de kompetencer jeg kom med. At flytte til udlandet på egen hånd, at klare sig på et andet sprog, at stifte familie langt væk fra sin familie, at skabe sin egen karriere i et fremmed land uden sikkerhedsnetværk, at komme med teknisk viden og egentlig ret god erfaring... alt det er åbenbart ikke set som en styrke eller en kompetence i Danmark.

Tak fordi i læste med.