Mongoliet på det store lærred

Mød Mongoliet på Film
Gerd Kieffer-Døssing

3. februar 2016

Djengis Khan, den transsibiriske jernbane og nomader. Det er måske det, de fleste forbinder med Mongoliet. Men faktisk er det asiatiske land med 3 millioner indbyggere også storproducent af film og producerer på årsbasis flere film end Danmark.

I et forsøg på at introducere danskerne for den mongolske filmkultur, lancerer Dansk Mongolsk Selskab og Det danske Filminstitut i samarbejde med Art Council of Mongolia en ny festival, ”Mød Mongoliet på film”, der løber fra d.11 til d.16. februar. Filmene bliver vist på Cinemateket.

Nye tider – nye udfordringer

Alle festivalens film på nær en er lavet efter 2010, og alle arbejder de med at formidle national identitet og de udfordringer, som samfundet står overfor, fortæller Elisabeth Victoria Friis fra Dansk Mongolsk Selskab.

Udfordringerne viser sig for eksempel i forbindelse med den relativt nye omstilling til demokrati efter Sovjet Unionens fald og den stadig omfattende fattigdom i det mongolske samfund. Ifølge Verdensbanken levede 21,4 procent af mongolerne lever under landets egen fattigdomsgrænse i 2014. Men også mere globale udfordringer præger Mongoliet. Globalisering, urbanisering og miljøproblemer er alle faktorer, der på den ene eller anden måde sætter det traditionelle nomadesamfund under pres og samtidig åbner for nye muligheder for de omstillingsparate.

For eksempel handler en af filmene om, hvordan international rapmusik er forbundet til unges søgen efter identitet i hovedstaden Ulan Bator, mens en anden film med en mere dokumentarisk tilgang undersøger generationsforskelle.

”Mød Mongoliet på film” er arrangeret af Dansk Mongolsk Selskab og Det danske Filminstitut i samarbejde med Art Council of Mongolia.

Se festivalens samlede filmprogram.