Svend Løbner
Svend Løbner er freelance journalist med forkærlighed for fremmede himmelstrøg. Han rejser årligt i Mellemøsten og Østafrika, hvor han rapporterer fra hjælpeorganisationers arbejde.
Kashinde mødte han mellem to reportageopgaver i Tanzania.
Svend Løbner er selv vokset op i Tanzania som missionærbarn fra 1963 til 1975. Han kender kulturen og taler flydende swahili.
Læs mere på www.svendlobner.dk.
Kashinde Asmani Kisamfo er en højst usædvanlig kvinde.
Ikke fordi hun mangler begge ben. Heller ikke fordi hendes arme kun rækker til albuerne, hvor hver hånd kun består af en klo med to fingre.
Nej, 22-årige Kashinde er speciel, fordi hun trods sit massive handikap er fast besluttet på at tage en uddannelse, bestride et arbejde og forsørge sig selv.
Skarp og pågående
Kashinde vil være journalist. Hendes omgang med den i Tanzania allestedsnærværende mobiltelefon viser, at hun kan det med knapper. Hun mangler bare en computer. Og en handikaphjælper, der vil følge med hende til journalistuddannelsen i Arusha eller Dar es Salaam.
Så skal hun nok blive journalist.
Jeg bliver overbevist om, at hun nok skal lykkes, fordi jeg kun når at stille to indledende spørgsmål, inden hun udspørger mig: Hvem er du? Hvor kommer du fra? Hvordan bliver man journalist i Danmark? Og hvor lang tid tager det at lære at lave et godt interview?
Hun er skarp, tænker jeg. Og tilpas pågående til, at hun nok skal kunne udfritte politikere og andre interviewpersoner deres synspunkter og livshistorier.
Historier i hovedet
Kashinde har gennemført skolens 11 klasser og står nu i et vadested. Hvordan kommer hun videre? Hun skriver i hånden, hun har masser af historier inde i hovedet, men hun har kun to måneders undervisning i at betjene en computer. Og ingen computer.
Strøm er nemlig ikke en selvfølge i Tanzania. Heller ikke i en storby som Mpanda i Vesttanzania, hvor Kashinde bor.
”Nej, men det er vel ikke noget problem. Computeren har vel et batteri, som jeg kan lade op et andet sted,” replicerer hun.
Fattige kår
Kashinde er omgivet af hjælpsomme venner og familiemedlemmer. Hendes onkel har båret hende på ryggen i skole hver dag fra hun var helt lille. Lige nu er et søskendepar, Asmaa og Amina, hendes bedste venner, og de hjælper hende rundt i en slidt kørestol.
Da jeg møder hende for et interview, har de skubbet hende i kørestolen over fem kilometer på en hullet jordvej for at komme hen til mig. Jeg kører dem naturligvis tilbage til deres bopæl efterfølgende.
Da vi nærmer os, går det op for mig, hvilke fattige kår, Kashinde lever under. Hun bor i et slumkvarter med sine forældre og søskende i et par små lerklinede huse. Det er aften og det er bælgmørkt. Den manglende gadebelysning gør, at min bil lander i en grøft, inden jeg får kæmpet mig op og holder ind ved Kashindes hjem. Hendes mor kommer ud og byder på te og mad.
Først uddannelse og arbejde
Kashindes to medhjælpere skal hjem til deres familier og siger farvel. Der er noget beslutsomt over dem. Både pigerne og Kashinde er muslimer alle tre, og har tildækket sig som sig hør og bør. Men det skal ikke forhindre dem i at leve et moderne liv.
Kashinde pointerer, at hun bestemt ikke har planer om at blive gift. Det er tilbagegang, siger hun. Hun vil gøre sin uddannelse færdig, lære engelsk, blive journalist på en af Tanzanias engelsksprogede aviser og klare sig selv. Først da kan det være, hun kommer i giftetanker.
”Hvad siger dine forældre? Det er da kutyme i Tanzania at piger bortgiftes tidligt,” siger jeg.
”Det er meget forskelligt her. Nogle kvinder får uddannelse og arbejde, andre vælger at gå hjemme. Det er op til den enkelte,” svarer hun.
Glad for livet
Og dermed er banen kridtet op for en særdeles spændende og udfordrende fremtid for Kashinde. Om det lykkes at komme på journalistskole og om hun kan få en handikaphjælper til at køre, bære og hjælpe, er stadig uvist.
”Hvordan har du det med at være handikappet,” lyder spørgsmålet som jeg har ventet med at liste ud indtil allersidst.
”Jeg er glad for det liv, Gud har givet mig,” siger hun.
”Jeg lever, og det er det vigtigste. Og det liv vil jeg bruge til noget.”
Kashindes historie er en af mange succeshistorier fra International Aid Services (IAS) uddannelsesprogram i Tanzania. Den gæve pige har sammen med IAS været med til at sætte fokus på de handikappedes vilkår i Tanzania og har bl.a. talt til ngo’er og myndigheder ved flere workshops i Dar es Salaam.
