Da Mohammed Assaf meldte sig til Arab Idol – den arabiske pendant tilX-Factor – handlede det for ham selv om at indfri barnedrømmen om at stå på en scene, der var større end hvad der havde virket realistisk fra barndommens gader i Gaza. Men da han vandt, blev Assad pludselig et symbol på de mange millioner palæstinensere, der lever bag hegn og mur. Idol er Hany Aby-Assads film, baseret på de virkelige hændelser.
Ungdomstoner og smuglede musikinstrumenter
Hany Aby-Assad begynder sin fortælling om Mohammed Assaf der, hvor drømmen om at optræde i operahuset i Cairo blev sået. En drøm, der måske kunne virke urealistisk for en 16-årig dreng, der har levet hele sit liv i en flygtningelejr i Gaza i, men ikke for Assaf.
I 2005 laver han et band sammen med sin søster og to venner. Til en start er deres instrumenter lavet af pap og tilfældige æsker af træ, men med ungdommens drømmende stædighed og voksent vovemod – nødvendigt i en bosættelse, hvor de fleste ting smugles ind via hemmelige, ulovlige tunneler fra Egypten – skraber de nok penge sammen til at kunne investere i rigtige, elektroniske instrumenter.
Skønt børn – for slet ikke at tale om piger – normalt ikke udgør medlemmerne i et palæstinensisk bryllupsband, får Assaf, hans søster og de to venner hurtigt flere spillejobs til bryllupper i nabolaget. Det skyldes ikke mindst Assafs smukke stemme.
Men netop som succesen lader til at vokse for de unge, viser skæbnen sit dødbringende ansigt: Bandet bliver til tre, og sorgen så stor, at de opløses. I hvert fald hvis man skal tro filmen, der i et mindre elegant klip spoler tiden frem til 2012, hvor Assaf vågner i sin seng.
Selv om bandet er lagt på hylden, lever drømmen om scenen i Cairo stadig hos den nu 23-årige taxachauffør, universitetsstuderende og fritidssanger. Og godt hjulpet på vej, og med opmuntring fra venner og familie, lykkes det, med lidt snyd, at komme ud af Gaza og til Cairo. Fra scenen i Operahuset synger han sig til en plads i den populære sangkonkurrence. Og i tv-studiet i Beirut synger han sig hurtigt ind i hjerterne på sangkonkurrencens dommere og de mange millioner seere fra hele den arabiske verden.
I Gaza er alle drømme store
”Vores [palæstinenseres, red.] stemme må blive hørt,” lød det fra de spæde, drømmende ungdomsstemmer i 2005. Parolen blev gentaget af Assafs nærmeste, da de syv år – og en intifada – senere sendte ham på bilen med det falske nødvisum, der skulle bringe ham fra Gaza til Egypten.
Hvordan Mohammed Assaf som den første palæstinensiske deltager i den populære panarabiske sangkonkurrence sikrer, at palæstinensernes stemme bliver hørt og samtidig bliver et symbol på palæstinensisk frihed og på, at drømme er mulige selv for børn, der er vokset op i de besatte områder, er et gennemgående fokus i filmen.
At det er en drøm, man som barn i en bosættelse ikke kommer let til, står hurtigt klart, da Assaf som ganske ung får en pistol for panden af en smugler i et forsøg på at skaffe de instrumenter, der skal føre ham og bandet videre fra papinstrumentsspillende gademusikanter. Sådan er historien i sig selv ren feel good, om den lille dreng der besejrer den onde verden, og at det er mod alle odds at Assafs barndomsdrøm går i opfyldelse, er sådan klart og tydeligt i sig selv. Og hvad der gør historien om en poppet sangkonkurrence interessant.
Desværre går Hany Aby-Assad lidt for meget ind på det poppede format ved at lade historien indhylle i let for velsmurte replikker som: ”Lad ingen fortælle dig, at dine drømme er umulige”. Det er simpelthen ikke nødvendigt at lade replikkerne understrege den umulige situation, der alligevel viser sig mulig. Ved at gøre det, kommer der et lidt vel lyserødt og plat skær over historien. Og det er ærgerligt, for den er stærk i sig selv.
Èn stemme – millioner af håb
Lidt reddes der dog med klip fra virkeligheden uden for filmen, hvilket gør fortællingen nærværende og – om end kun i korte øjeblikke – får Assaf og hans bedrifter, der trodser hverdagslivet i Gaza, til at få nakkehårene til at rejse sig.
Det gælder ikke mindst, når konsekvenserne af den tredje Intifada står synligt, fra man møder Assaf første gang i 2005, og til han som voksen i 2012 kører rundt i et Gaza, der nu er præget af husbrokkerne fra de udbombede huse. Disse scener og filmens slutning, der indeholder klip optaget i Gazas gader i 2013, da Mohammad Assaf vandt, er filmens stærkeste øjeblikke.
Først da formår Hany Aby-Assad at vise, hvordan det ikke bare var en bedrift for drengen med de store drømme men for hele Gaza og for millioner af mennesker over hele den arabiske verden, at en ung mand fra Gaza kunne vinde et talentshow.
Idol havde dansk premiere 30. juni
