National radio lover 90 procent sydafrikansk musik

Forfatter billede

SABC skriver på deres hjemmeside i dag (12.05.2016), at de fremover vil forpligte sig til at 90 procent af deres musik kommer fra lokale kunstnere.

De agter at spille en bred vifte af genrer fordelt på 18 radiostationer. Planen er, at ”musikken skal bevæge sig på tværs af alle genrer, således at flest mulige stilarter repræsenteres. Fokus er dog ikke kun på musikken, men også på lokalt indhold”.

Publikum spørges til råds

”Efter tre måneder vil radioværten gå i dialog med lytterne for at sikre, at de er tilfredse med det lokale indhold,” fortæller SABCs talsmand, Kaizer Kganyago.

Han understreger desuden, at de ikke ønsker at ændre på radiostationernes format: ”Musikstilen kommer stadig til at være den samme, men den kommer i stedet fra lokale kunstnere”.

Populært initiativ

All Africa skriver onsdag (11.05.2015), at landets regeringsparti, ANC, sætter stor pris på tiltaget og støtter op om beslutningen. ”Den banebrydende beslutning kommer”, ifølge hjemmesiden, ”i kølvandet på en vigtig og vellykket proces og i samråd med forskellige repræsentanter fra musikindustrien landet over”. Tiltaget skal være med til at bevare de mange forskellige lokale kulturer og træder i kraft fra dags dato (12.05.2016).