Netanyahu: Luk “palæstinensernes FN-organisation”

image_gallery_79101_32291_1505123823
En skole for palæstinensiske flygtninge i Gaza.
Foto: UNRWA/Khalil Adwan
Laurits Holdt

UNRWA, der er skabt til at hjælpe palæstinensiske flygtninge, trækker problemet ud i en evighed, lyder det fra Israels premierminister Benjamin Netanyahu. Derfor bør organisationen lukkes, mener han.

Organisationen driver bl.a. skoler, sundhedsklinikker og står for socialhjælp til flygtningene. Derfor vil en lukning af organisationen skabe en humanitær krise, hvis ikke først der er fundet et alternativ, mener flere politiske eksperter ifølge Deutche Welle.

Netanyahus forslag kommer få dage efter USA’s præsident Donald Trump har truet med at trække støtten til organisationen.

Læs også: USA truer med at indstille bistand til palæstinensiske flygtninge (03.01.2018)

Israel har længe ment, at organisationen er forudindtaget mod Israel.

Israel er bl.a. uenig i organisationens metode til at klassificere flygtninge på, en metode, der betyder at også flygtningenes efterkommere kan registrere sig som flygtninge. På den måde er organisationen med til at gøre flygtningeproblemet til et evighedsproblem, mener israelrne.

At der bliver holdt fast i flygtningenes – og deres efterkommeres – ret til at vende tilbage til de steder, de flygtede fra, er en trussel mod Israel, mener Netanyahu.

Det er absurd, at netop de palæstinensiske flygtninge skal have deres egen organisation, når FN nu har Flygtningehøjkommissariatet, UNHCR, mener han.

Hundredetusinder af palæstinensere forlod deres hjem mere eller mindre frivilligt under krigen i 1948, der førte til etableringen af Israel. Det anslås, at der i dag er fem millioner palæstinensiske flygtninge og efterkommere af flygtninge forskellige steder i verden. De bor fortrinsvist i “nærområdet” – Jordan, Libanon samt de israelsbesatte områder Vestbredden og Gaza.

En tidligere talsmand for det israelske militær har i et avis-læserbrev skrevet, at militæret med årene er kommet til den konklusion at alle alternativer til UNRWA vil være en ulempe for Israel.