NGO-brev til Samuelsen om Palæstina-støtte: Bistandsfaglighed eller politik….

Forfatter billede

Det står ikke klart, hvorfor regeringen kort før jul besluttede at indføre klarere og strammere betingelser for israelske og palæstinensiske NGOer, der modtager dansk udviklingsbistand.

Regeringen bør fremlægge de konkrete, bistandsfaglige bevæggrunde til beslutningen, skriver generalsekretærerne for Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Dignity, EuroMed Rights og Oxfam IBIS i et fælles brev til udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Det rapporterer dagbladet Information mandag.

“I kombination med et stigende pres på det palæstinensiske og israelske civilsamfund og deres donorer, risikerer Danmarks ændrede betingelser at efterlade det indtryk, at det ikke er bistandsfaglige argumenter, men derimod politiske hensyn, der ligger til grund for beslutningerne, står der bl.a. i brevet ifølge Information.

NGOernes kritik kommer efter, at udenrigsministeriet i december erklærede, at en undersøgelse af de 24 dansk-støttede NGOer i Israel og Palæstina havde “påvist et behov” for at stille klarere og strammere betingelser for at få del i Danmarks civilsamfundsstøtte.

Men det fremgår ikke, hvordan der er blevet “påvist” et sådan behov, og regeringen har afvist at offentliggøre ministeriets undersøgelse. Det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden modtager omfattende dansk bistand. 

NGOernes brev får ikke umiddelbart Anders Samuelsen til at fremlægge ministeriets rapport eller på anden måde uddybe baggrunden for, at regeringen vil stille strammere betingelser til NGOer, der modtager støtte.

I en mail til Information skriver han, at “vi har meldt klart ud, at Danmark fastholder støtten til civilsamfundsorganisationers arbejde i Palæstina, og at der ikke ændres på det samlede niveau for menneskeretsstøtten”.

En samlet opposition har kaldt Anders Samuelsen i samråd om sagen onsdag.