Ngo: Egyptens valg er en parodi på et demokrati

kreml
Forfatter billede

Egypterne begynder mandag at gå til valglokalerne i en ”maskerade” af et valg, lyder det fra menneskerettighedsorganisationen EuroMed Rights.

Undertrykkelsen under den nuværende præsident har nået nye højder, blandt andet også når det gælder den måde, hvorpå potentielle modkandidater er blevet presset til at trække sig, skriver EuroMed Rights i en pressemeddelelse op til valget.

Den eneste modstander, Mousa Mostafa Mousa, meldte sit kandidatur i sidste øjeblik, har ikke ført nogen reel valgkamp og har i øvrigt erklæret sig enig med præsident Sisi i det meste – og oven i købet udtrykt ønske om, at præsidenten bliver genvalgt.

”Hvis der var nogen tvivl om, at Egyptens kommende præsidentvalg ikke ville være frie eller retfærdige, har den komplette fjernelse af potentielle præsidentkandidater gjort det umiskendeligt indlysende,” siger Michel Tubiana.

Ikke alene har politisk opposition været tavs under hele det, EuroMed rights betegner som et ”gummistempelvalg”. Det samme har hele civilsamfundet, der for manges vedkommende frygter at hæve stemmen, siger organisationen, der har kontor i København.

Gennem flere lovændringer og fortsat undtagelsestilstand har Sisi slået hårdt ned på organisationer og aktivister, der kæmper for det egyptiske folks ret til at udøve deres grundlæggende friheder.

Et hvert håb om forandring, der opstod efter revolutionen i 2011, er helt visnet væk, skriver organisationen.

Den beklager samtidig, at EU har besluttet at styrke sine bånd til Egypten med en associeringsaftale i juli 2017, set i lyset af en alvorligt forværret menneskerettighedssituation i landet.

På samme måde har EU ignoreret sin egen opfordring til demokrati og ansvarlighed i Egypten, skriver EuroMed Rights.