NGO’er kritiske over for regeringens implementering af Verdensmålene

verdensmal_fn
Forfatter billede

NGO’erne kommer desuden med en række anbefalinger til den danske regering.

”Rapportens budskab er helt grundlæggende, at vi ikke må blive selvtilstrækkelige ift. implementering af verdensmålene. Der er fortsat masser af udfordringer, hvor Danmark skal voldsomt op i gear for at nå i mål med verdensmålene i 2030”, udtaler formand for 92-gruppen, Torleif Jonasson, i en pressemeddelelse.

Stadig store udfordringer

I dag, fredag, udkommer rapporten ”Skyggerapport på Danmarks implementering af Verdensmålene”, skrevet af medlemsorganisationer i de to NGO-netværk Globalt Fokus og 92-gruppen.

I rapporten gennemgår og vurderer NGO’erne den danske regerings arbejde med at implementere og opnå Verdensmålene i Danmark og i Danmarks internationale engagement.

Regeringens arbejde er vurderet på baggrund af NGO’ernes ekspertviden inden for hvert af de 17 Verdensmål og resultatet er ikke opløftende.

”Hvis vi skal nå Verdensmålene kræver det en stor indsats – også fra Danmark. Vi er som land ikke tæt på at være bæredygtige, og der er stadig store udfordringer. Vores rapport viser dette, og giver også anvisninger på nogle af de områder, hvor regeringen bør gøre mere. Vi håber nu, regeringen og Folketinget vil styrke sin indsats for at nå Verdensmålene”, udtaler han.

Nødvendigt med langsigtede mål

Ifølge Torleif Jonasson er signalværdien med rapporten vigtig for NGO’erne:

”Vi mener, at rapporten er vigtig, fordi den signalerer et brud med den utilstrækkelige ’her går det godt’ tankegang, der ellers risikerer at præge debatten her i Danmark. I rapporten anerkender vi, at Danmark har taget nogle positive skridt, men vi må samtidig stå fast på, at vi langt fra er i mål, og at mange af de skiftende regeringers tiltag gennem de sidste mange år faktisk har skubbet os længere væk fra at nå målene”.

Overordnet er det et vigtigt budskab fra de danske NGO’er, at der tænkes for kortsigtet og at det er nødvendigt at sætte sig langsigtede og betydende mål inden for miljø-, klima-, økonomisk og social bæredygtighed.

Desuden indeholder rapporten en lang række specifikke anbefalinger, som blandt andet omhandler den danske udviklingsbistand, integration af verdensmålene i EU og danske ministres aktive arbejde med Verdensmålene. Implementeringen og opnåelsen af Verdensmålene kræver nemlig en ambitiøs dansk regering, fastslår Laust Gregersen:

”Det nytter jo ikke noget, at det kun er enkelte ministre i regeringen, som forstår, hvor vigtige Verdensmålene er. Det kræver fuld opbakning fra hele den samlede regering.”

Læs skyggerapport på implementering af Verdensmålene her.