Nicaraguakanalen – så starter projektet?

Den planlagte rute
Foto: Wikimedia Commons
Forfatter billede

Den første del af kanalen i Nicaragua, som består af opførelsen af en ny havn i Brito, en by i den sydlige del på Stillehavssiden, vil begynde i første halvdel af 2017, meddeler koncessionsindehaveren af projektet, det kinesiske firma HKND Group.

"Vi har til hensigt at begynde byggeriet af havnen i Brito i første halvdel af 2017", siger HKND, i en e-mail sendt til Agencia Efe, det ledende spansksprogede nyhedsbureau med hovedkontor i Madrid.

The Guardian kunne i november sidste år rapportere, at der ikke umiddelbart var tegn på en snarlig opstart af projektet i Brito. Dog kunne flere af byens indbyggere informere avisen omkring, at der i de seneste uger havde været ingeniører i området for at foretage geologiske undersøgelser og opmåle et område.

Landmændene var blevet betalt 3.000 US dollar (ca. 20.000 kr.) for at tillade undersøgelserne på deres grund og over 2 km2 er blevet købt af HKND til brug for vejudvidelser.  

Det kinesiske firma havde oprindeligt planlagt opstart af projektet ved udgangen af 2016, men kravet om at gennemføre et studie af de miljømæssige og socialrelaterede påvirkninger( los Estudios de Impacto Social y Ambiental, EIAS) forud for etableringen af kanalen er én blandt flere grunde til forsinkelsen, fortsætter meddelelsen.

278 kilometer lang, 280 meter bred

Det omstridte projekt består af en 278 kilometer lang og helt op til 280 meter bred kanal, og omfatter desuden to havne, en lufthavn, to kunstige søer, to sluser og et område med frihandel og ferieresorts, ifølge de seneste officielle oplysninger fra den statslige kommission La estatal Comisión del Gran Canal Interoceánico de Nicaragua.

Nye fund i terræn bidrog også til forsinkelsen, da det tvang dem til at redesigne og omplacere havnen, siger HKND endvidere.

Havnens kapacitet, som vi leverer, er nu til gengæld væsentligt højere end i det oprindelige designkoncept, meddeler selskabet.

Den nye havnedesign i Brito påvirker ikke kanalens rute væsentligt, men har altså udskudt projektets startdato, i henhold til HKND.

Koncessionsindehaveren rapporterer også, at slusen ved Brito bliver flyttet længere væk fra kysten for at undgå geologiske udfordringer, men placeringen er i øjeblikket ikke nærmere defineret.

"Vi har fra starten været forpligtet til at placere slusen på det bedst mulige sted, og selv om disse justeringer har været et forsinkende element, har ændringen uden tvivl været til gavn for projektet," forklarer selskabet.

Grundejere har demonstreret

Tusinder af grundejere på kanalens planlagte rute har demonstreret imod den forestående ekspropriation af deres ejendom. I modsætning til i Brito, har der i områder med stærk modstand ikke været nogle tegn på at projektet er i proces.

“Sidste gang kineserne var her er to år siden; der blev smidt sten på deres bil og et vindue blev smadret. Siden da, er der ingenting sket”, siger Elizabeth del Carmen, en beboer i Obrajuelo, området hvor kanalen angiveligt skal løbe ind i den vestlige side af Nicaragua søen.

Anlægget af kanalen, der kommer til at koste omkring 50.000 mia. USD og forventeligt skaber omkring 50.000 jobs, vil være klar til brug fem år efter opstart, ifølge HKND. Nicaragua forventer at byggeriet vil fordoble landets bruttonationalprodukt (BNP).