Niels Hjortdal ny international programchef for Oxfam IBIS

Forfatter billede

Fra 1. januar 2018 skal han lede Oxfam IBIS’ internationale programarbejde. IBIS indtrådte formelt og endegyldigt i Oxfam-familien i april 2016 som foreløbigt eneste nordiske medlem. Britiske Oxfam er en af verdens ældste NGOer med u-landsvirke og er kaldt “alle NGOers moder”.

“Oxfam IBIS er inde i en spændende udvikling og kan sammen med resten af Oxfam-familien være med til at omsætte FNs verdensmål til noget, der virkelig batter for folk i verdens fattige lande,” siger Hjortdal.

Niels Hjortdal var fra 1998 til 2006 international programchef i Red Barnet og fungerede en overgang som generalsekretær samme sted.

De seneste 10 år har han for Danida ledet først multi-donor governance-mekanismen i Uganda og derefter i Nepal. De unge år tilbragte han hos MS i henholdsvis Kenya, København og Tanzania, hvor han en overgang var landedirektør og siden programkoordinator.

I alt har han været i “udviklingsbranchen” i over 20 år og virker nu som konsulent.

Mere om ham på LinkedIn

Fra årsskiftet overtager han posten som international programchef i Oxfam IBIS. Generalsekretær Mie Roesdahl glæder sig over, at Hjortdal har sagt ja til jobbet:

”Niels Hjortdal er en meget stor kapacitet inden for udviklingsområdet. Han er strategisk, har en meget solid programmatisk tænkning og erfaring med policy processer. Han er samtidig en uhyre dygtig leder, der kan få det bedste frem i en stor medarbejdergruppe og give et stærkt bidrag i ledergruppen i Oxfam IBIS,” siger hun rosende.

Se om Hjortdals tid for Danida i det korruptionsplagede Uganda her

Og fra da han fik Danida-jobbet i 2006 i denne omtale

Privat bor Niels Hjortdal i Birkerød nord for København.