Nigeria har fået sin første babyluge

vedan
Forfatter billede

Den 13. december 2017 om morgenen fandt personalet en papkasse ude foran Vedanhjemmets port i byen Onitsha i Nigeria. I kassen lå en lille nyfødt pige, svøbt i et tæppe og med en sutteflaske ved sin side. Men hun var død i løbet af natten. Alene ude foran børnehjemmet.

Vedanhjemmets danske bestyrelse besluttede at gøre, hvad de kunne for at sikre, at det ikke må ske igen.

Samme dag startede Vedanhjemmet en indsamling på Facebook, og nu er babylugen en realitet. Alt sammen på grund af donationer fra danske privatpersoner.

Tirsdag indviede den lille danske non-profit organisation Nigerias første babyluge på børnehjemmet Vedanhjemmet i Onitsha.

Åbningen blev foretaget af Daniel Ahamefule, stifter af og kasserer i Vedanhjemmet, Randi Tang Nielsen, indehaver af Roskilde virksomheden Dankbar, Freunde og Zusammen og medlem af Vedanhjemmets bestyrelse, og Camilla Lund-Cramer, der er bestyrelsesformand for Vedanhjemmet.

”Det er den første babyluge i Nigeria. Et foregangsbillede, som vi håber, at mange vil følge. For den redder liv,” siger Camilla Lund-Cramer.

Nyfødte ender deres liv i toilettet

Det er tabu i Nigeria at blive gravid uden for ægteskabet og kvinden risikerer at blive dræbt af sin familie, hvis de finder ud af, at hun er gravid. Derfor skjuler mange kvinder sig, når graviditeten bliver synlig og klarer fødslen helt alene. Herefter må kvinden skille sig af med barnet.

Disse børn bør ikke ende deres liv ved at blive smidt på gaden, i en affaldsspand eller i et toilet. Det sker lige nu hver dag i Nigeria. I Onitsha. Med babylugen kan mødre, der ikke kan beholde deres små børn, give dem en ny chance på Vedanhjemmet.

”Vedanhjemmet kæmper ikke blot for at redde børnene. Men også for at give dem en fremtid. Vi arbejder derfor at alle vores børn går i en god skole og får en god uddannelse. For at skabe sig en fremtid for sig selv, men også være med til at udvikle Nigeria,” siger Camilla Lund-Cramer.

Vedanbørnene bliver sponsoreret af danskere fadder. Det koster 200 kr om måneden at være fadder for et af Vedanhjemmet børn. Alle pengene går direkte til børnene. Alle på Vedanhjemmet i Danmark arbejder frivilligt. Det er kun personalet, der bor og arbejder på Vedanhjemmet, der får løn.

Foto: Vedanhjemmet

Se mere på Vedanhjemmets website eller på Vedanhjemmets Facebook-side.