Nigeriansk fredsmægler vinder humanitær hæderspris

Zannah Mustapha.
Foto: UNHCR. Billede fra pressemeddelelsen.
Forfatter billede

UNHCR (FNs Flygtningehøjkommissariat) har offentliggjort vinderen af dette års Nansen Refugee Award. Det blev den nigerianske Zannah Mustapha, som blandt andet er kendt for at have grundlagt en skole for forældreløse børn. Det skriver UNHCR i en pressemeddelelse.

I 2007 grundlagde Zannah Mustapha en skole i Maiduguri, som er hovedstad i delstaten Borno, hvor terrorgruppen Boko Haram hører hjemme. Mustapha var bekymret over det støt stigende antal børn på gaden, som var blevet alene og forladte grundet konflikten med Boko Haram.

Med over 20.000 dræbte og over 2 millioner mennesker fordrevet fra deres hjem, så Mustapha sig nødsaget til at reagere, da han var usikker på børnenes fremtid, og dermed grundlagde han sin første skole.

Zannah Mustaphas skole er for alle børn uanset køn, religion og baggrund. Det er Mustaphas berømte mantra. Mange børn på skolen har mistet deres forældre i konflikten med Boko Haram, og det gælder børn fra begge sider af konflikten, for Zannah Mustapha dømmer ikke.

Skolen sørger for gratis uddannelse, måltider, skoleuniformer og diverse sundhedsydelser. Skolens popularitet er ikke til at tage fejl af. Den startede med 36 elever og er nu oppe på 540 elever med over 2000 på venteliste. Mustapha har for nylig åbnet sin anden skole tæt på den første.

Zannah Mustapha er en højt respekteret mand. Han har ingen fjender og har derfor kunne fungere som mægler mellem Boko Haram og den nigerianske regering. Det er blandt andet lykkedes ham at få frigivet over 100 af de 276 bortførte piger fra Chibok, som Boko Haram tog til fange tilbage i 2014 under stor mediebevågenhed.

Udover børnene hjælper Zannah Mustapha også efterladte enker samt andre svagt stillede personer. Han har ligeledes givet store dele af sin egen jord til 800 fordrevne familier, som dermed har kunne drive landbrug for at overleve, mens de bor på UNHCR-herberg i nærheden.

Zannah Mustapha får overrakt sin pris den 2.oktober i Genève i Schweiz. Prisen består af en erindringsmedalje, Nansenmedaljen, samt 100.000 dollars.

 

Nansen Refugee Award blev grundlagt i 1954 og gives til personer, grupper eller organisationer, som gør noget ekstraordinært for flygtninge eller internt fordrevne personer.